Andreas Bredenberg, 1.6.1699 el. 1700-22.3.1753, præst. Født i Ballerup, død i Holbæk, begravet sst. B. blev student 1718 fra Roskilde, var derpå huslærer i tre år og tog 1722 teologisk attestats. 1727 blev han hører og 1731 konrektor ved Vor frue skole i Kbh. 1732 tog han magistergraden og blev s.å. nederste kapellan ved Vor frue k. sst.

Fra sin ungdom tilhørte B. ortodokse kredse, og som præst ved denne ortodoksiens højborg optrådte han som en afgjort modstander af de pietistiske retninger. Sammen med stiftsprovst Morten Reenberg og andre tilhængere af det gamle førte han skarpe klagemål over de pietistiske præster, deriblandt Enevold Ewald, og 1734 fungerede han som aktor i provsteretssagen mod separatisten P. N. Holst, som han anså for et enestående eksempel på "Ondskab og Forargelse". B.s udpræget ortodokse holdning vandt ikke bifald ved hoffet. J. B. Bluhme betragtede ham som "en stor Kættermager" og ville 1736 på ingen måde have at han kom til Ribe som stiftsprovst for at han ikke skulle ødelægge den derværende kraftige vækkelsesbevægelse. For at fjerne ham fra hovedstaden udnævnte man ham da til hans store fortrydelse 1738 til sognepræst i Holbæk og Merløse samt provst i Merløse herred. S.å. ønskede universitetet dog at han skulle vende tilbage som professor i orientalske sprog da han var bekendt for sin lærdom, sine ypperlige pædagogiske evner og sin betydelige stilistiske færdighed, men det lykkedes ikke at føre denne plan igennem. 1742 disputerede han efter indbydelse for den teologiske doktorgrad med en afhandling Dissertatio de optimo genere interpretandi sive vertendi scripturas sacras in linguam vernaculam der vidner om at han besad grundige filologiske kundskaber. Som præst fik han et godt skudsmål for sine udmærkede prædikener, sin godgørenhed og sit ærlige væsen.

Familie

Forældre: herredsfoged i Lejre hrd. Niels Jensen B. (død ca. 1708) og Ingeborg Andersdatter Holgersen. Gift 26.3.1732 i Kbh. (Holmens) med Anne Marie Biørnsen, døbt 6.4.1709 i Kbh. (Holmens), død 3.1.1745 i Holbæk, d. af skipper, senere kaptajnløjtnant Knud B. (ca. 1663–1730, gift 2. gang med Elisabeth Hansdatter, død tidligst 1755) og Margrethe Pedersdatter (død senest 1716).

Bibliografi

Marcus Wøldike i Danische Bibl. V, 1744 429–32. M. R. C. Kall Rasmussen i Genealogisk og biografisk arkiv, 1840–49 347f. Kirkehist. saml. 4.r. I, 1889–91 105–10. H. F. Rørdam sst. 5.r. III, 1905–07 336–42; IV, 1907–09 614 618; V, 1909–11 679–81. Samme: Hist. saml. og studier II, 1896 230. Theodorus [A. C. Larsen]: Peter Nicolai Holst, det 18. årh.s Søren Kierkegaard, 1884 52–97. H. Ehrencron-Müller i Pers. hist. t. 8.r. VI, 1927 94.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig