F. Boisen

F. Boisen, Frederik Engelhardt Boisen, Frits Engelhardt Boisen, 11.2.1808-17.9.1882, præst. Født i Vesterborg, død på Frbg., begravet i Stege. Til sit 15. år blev B. undervist i hjemmet af sin far og sin halvbror Boie B. 1823 kom han i Nykøbing skole hvor adjunkt H. J. Blicher og den ældre bror, også lærer ved skolen, L. N. B., fik megen og god indflydelse på ham, og derfra blev han dimitteret 1825. I sin studentertid havde han som flere af brødrene et venligt hjem i stiftsprovst H. G. Clausens hus. Han tog teologisk embedseksamen 1830, blev lærer ved Borgerdydskolen på Chr.havn og boede i hus med J. C. Lindberg. Under studiet af den tyske teolog Tholuck ændredes lidt efter lidt hans religiøse syn der var dannet under påvirkning af faderens og H. G. Clausens rationalisme. Han blev en stadig tilhører ved Grundtvigs prædikener i Frederiks kirke og omgikkes meget med Søren og P. C. Kierkegaard, den sidste forlovet med en af B.s søstre. 1834 blev B. kateket og førstelærer i St. Hedinge. Han kom snart i ry for sin veltalenhed skønt han i sin ungdom led under generende forlegenhed og stammen når han skulle tale. 1837 kaldte grev F. A. Holsteins enke ham til Skørpinge. Han var blandt de sjællandske præster, Grundtvig, Lindberg m.fl. som androg om sognebåndets løsning. Skørpinge lå i den stærkt vakte del af Sjælland, og B. sluttede sig straks til forsamlingsfolkene i dette såkaldte "hellige land". Hans præstegård blev et samlingssted for de vakte, og B. var en tid helt revet med af den stærkt pietistisk farvede bevægelse der da havde sin blomstringstid. Efter et besøg hos Grundtvig 1845 blev han klar over skævhederne ved forsamlingslivet, og han slog da "nogle forfærdelige Dommedagsslag imod det udvortes Væsen".

1846 optrådte han første gang som folkelig taler ved en fest i Næstved til minde om J. H. Pestalozzi, og i det Danske samfund som ved den lejlighed blev dannet holdt han jævnlig foredag om folkelige emner. Men de vakte lægfolk vendte sig nu fra ham og betragtede ham som frafalden. Selv sluttede han sig fastere til Grundtvig og hans kreds.

Ved valget til den grundlovgivende rigsforsamling stillede B. sig i Korsør imod mag. Adolph Steen og blev valgt. 1849 valgfes han til folketinget i Skelskør, men da han 1850 blev præst i Vilstrup ved Haderslev nedlagde han sit mandat. Hans kærlighed til menigmand bragte ham på rigsdagen til at søge sin plads i bøndernes midte, men han havde ikke synderlig indflydelse og talte kun sjældent. I Vilstrup kastede han sig med stor iver over alle sider af præstegerningen; men han havde store vanskeligheder at kæmpe med. Den herrnhutiske påvirkning fra Christiansfeld, pietismen hos nabopræsterne og den gængse overvurdering af det tyske åndsliv skaffede ham mange bitre timer, og han følte sig på flere måder skuffet med hensyn til det forventede udbytte af sit arbejde. I Vilstrup begyndte han 1852 udgivelsen af Budstikken, et folkeskrift til oplysning og opbyggelse. De fleste artikler i dette fjortendagsskrift skrev han selv, og Budstikken kom vidt om til gavn og glæde for mange på begge sider af Kongeåen. 1859 blev han sognepræst i Stege; til en afskedsfest for ham i Haderslev skrev C. Lembcke: "Vort Modersmaal er dejligt". B. kom til Stege med store forhåbninger om at kunne udrette mere fordi han nu kun skulle virke blandt danske mænd og kvinder. Men der ventede ham nye kampe. Medens i Sønderjylland, næst kristendommen, den danske sag havde stået i første række for ham, trådte i Stege politikken i forgrunden, og han, den gamle bondeven, følte sig i stærk modsætning til sine nationalliberale omgivelser. Med ungdommelig lidenskab og fast tro på venstres ret kastede han sig ind i de politiske stridigheder, og bølgerne gik ofte så højt at præsten syntes at tabe, når politikeren vandt. 1866 blev han medlem af landstinget for 3. kreds og udtalte sig bestemt imod den foreslåede forfatningsændring.

Det var dog langtfra at han over politikken glemte sin præstgerning. Også i Stege holdt han med stor iver forsamlinger, og om end hans vidnesbyrd nu klang anderledes end da han i sin ungdom talte i det "hellige land" var grundtonen den samme. Da frimenighedskirken i Ryslinge indviedes 1866 var B. den første der talte fra dens prædikestol. Fra Stege gjorde han jævnlig store prædikerejser til forskellige egne af Danmark og Norge, og selv de der hverken var kirkeligt eller politisk enige med ham havde ondt ved at unddrage sig virkningerne af hans veltalenhed. I de sidste år havde disse rejser ofte det formål at indsamle bidrag til Eduard Løventhais mission som i B. havde en varm ven. 1879 blev han ramt af et slagtilfælde, måtte standse Budstikken og 1881 tage sin afsked.