Henrik Kampmann

Henrik Kampmann, 6.5.1750-4.4.1828, præst, forfatter. Født i Østbirk, død i Farum, begravet sst. K. blev student 1768 fra Horsens og cand.teol. 1773. I de følgende år virkede han som privatlærer i P. F. Suhms hus for dennes søn Ulrik Suhm. Samtidig sluttede han sig nær til Edv. Storm, K. L. Rahbek, C. Pram og andre af tidens skønånder, levende interesseret som han var i poesi og veltalenhed. Efter sin elevs død 1778 blev K. 1779 sognepræst i Farum og Værløse hvor hans prædiken af biskop N. E. Balle karakteriseres som "grundig, opbyggelig, lærerig og smuk". Et mere bekendt navn har han vundet ved sin forfattervirksomhed. 1779 udgav han en prisbelønnet lovtale over Christian III og 1799 (i Minerva) en lignende over P. F. Suhm. Den sidste er ikke uden værdi i historisk henseende, men begge taler må i første række opfattes som "forsøg i veltalenhed". De udmærker sig i så henseende trods al panegyrik ved en smuk og sober, om end ikke meget karakterfuld stil. 1797 leverede K. en oversættelse af Virgils Georgica (tilegnet Suhm) der af kendere fik en meget gunstig modtagelse, og som bidragyder til "den evangeliskkristelige Psalmebog", 1798 hørte K. til de flittigste. Ca. 50 numre fra hans hånd fandt optagelse heri; og senere (1823) udgav han særskilt en samling Psalmer. K. var hjælpsom overfor nødlidende og betegnedes ved sin død som "den blide Olding".