Jens Enevoldsen (missionær)

Jens Enevoldsen, Jens Kristian Enevoldsen, 1.11.1922-.1991, præst. Født i Esbjerg (Jerne sg.). E. virkede i en årrække som bankmand og revisor inden han besluttede sig til at blive missionær. Efter at have gennemgået Det danske missionsselskabs missionsskole (1947-51) besluttede han imidlertid at gennemføre en teologisk uddannelse og tog så på ganske kort tid studentereksamen (1952) og den teologiske embedseksamen (januar 1954). Fra august 1954 virkede han som kaldskapellan ved Skt. Michaelis kirke, Fredericia, og Erritsø for så 1957 at blive sognepræst i Erritsø. I denne periode blev han, der gennem barndom og ungdom var blevet præget af Indre mission, influeret af Dietrich Bonhoeffer, en selvstændig teologisk tænker der blev henrettet af nazisterne 1945 på grund af sin deltagelse i den tyske modstandsbevægelse. Som et resultat af beskæftigelsen med denne oversatte E. nogle af hans skrifter til dansk (Efterfølgelse, 1957, Fællesskab, 1958).

Spørgsmålet om en missionærgerning var fortsat levende for ham. Derfor meldte han sig 1958 til tjeneste i Dansk Pathanmission der arbejdede i Mardan og Peshawar i den nordvestlige grænseprovins i Pakistan. En medvirkende årsag til at han valgte netop denne mission var hans optagethed af biskop Jens Christensens missionssyn der understregede forkyndelsen som det centrale i et missionerende arbejde med afvisning af socialt-karitative institutioner. Meget snart opstod der imidlertid et modsætningsforhold mellem biskoppen og E. og de fleste af de øvrige yngre missionærer der virkede i Peshawarområdet. Disse protesterede mod biskoppens autokratiske ledelse der heller ikke gav de pakistanske kristne frihed og mulighed for at udvikle en af dem ledet national kirke. Modsætningsforholdet endte januar 1962 med et brud mellem Jens Christensen og Dansk Pathanmission hvor et flertal fandt kritikken af ham berettiget.

Det forhold at den kristne mission ikke energisk havde arbejdet blandt de selvstændige muslimske pathanere der boede i grænseprovinsen så E. som en udfordring. Han, der mestrede deres sprog og havde erhvervet sig et usædvanligt kendskab til deres rige litteratur, rejste derfor rundt i hele grænseprovinsen og også i selve Afghanistan, hvor talrige pathanere holdt til, for at udbrede kendskabet til kristendommen. Hans høje vurdering af den pathanske kultur gjorde det let for ham at etablere et tillidsfuldt fællesskab med pathanerne. Dette førte hurtigt til at han i samarbejde med flere af deres kulturelle ledere gik ind i et arbejde for at fremme kendskabet til den pathanske litteratur. Det var for ham så meget mere selvfølgeligt som han i denne fandt en spørgen efter en løsning på menneskelivets dybeste problemer, som åbnede for en ægte dialog mellem kristne og muslimer. Gennem et litterært arbejde søgte E. endvidere at formidle kendskabet til det pathanske sprog (An introduction to Pakhto, 1968) og den pathanske poesi ved indforståede oversættelser til såvel dansk som engelsk (Oh måne, skynd dig, stig op og skin, 1967; eng. udg. 1969).

1972 vendte E. tilbage til Danmark hvor han blev sognepræst i Tjørring. Hans fortsatte optagethed af pathanerne og deres sprog og kultur gav sig her dels det udslag at han skabte en ny tidssvarende oversættelse af Det ny testamente til paktu, dels at han gik ind i et hjælpearbejde for pathanske fremmedarbejdere.