Jens Winther, Jens Michael Thøgersen Winther, 25.10.1874-2.3.1970, præst, missionær. Født i Brejning sg., Ringkøbing amt, død i Kobe, Japan, begravet sst. W. voksede op på en hedeejendom i Opsund, fik meget lidt skolegang, men læste flydende som femårig og slugte siden alt tilgængeligt læsestof. 15 år gammel kom han i lære som mejerist, og som udlært arbejdede han i Spjald og Hee. Men omfattende læsning i fritiden gav ham lyst til videreuddannelse, og i 1895 fik han et halvt års kursus på Staby vinterlærerseminarium hvorefter han blev ansat som lærer i Opsund. Forældrene var ivrigt med i Luthersk missionsforening. Sønderjyske kredse inden for denne forening havde sendt en missionær til Kina, og da denne 1896 var i Danmark bad han W. om at rejse med til Kina som medhjælper. W. svarede ja og rejste først med ham til USA. Her blev missionæren syg og måtte opgive at rejse videre hvorpå gode venner hjalp W. ind på den danske præsteskole i Blair, Nebraska. Her bestod han eksamen i 1898 og blev præsteviet med henblik på missionsarbejdet. S.å. rejste han til Japan, og der blev han skønt målet oprindelig var Kina. Der var i forvejen kun én luthersk missionær i Japan, udsendt af ULC i USA i 1892. Han arbejdede på Kyushu, og 1899 efter at W. var blevet gift sluttede han sig til Peary på Kyushu. I 1903 overtog den dansk-amerikanske kirke UDELC W. som deres missionær. 1908-21 var han lærer på den lutherske præsteskole på Kyushu og kom på den måde til at øve stor indflydelse på en række japanske lutherske præster. I 1921 vendte W. hjem til Danmark af hensyn til de tre børns uddannelse. 1921-22 var han sognepræst i Nr. Felding-Tvis og 1922-27 i Hjerm. Derefter rejste han igen til Japan og virkede i det direkte missionerende arbejde til 1941. Så blev alle missionærer tvunget ud af Japan. Hjem til Danmark kunne han ikke komme pga. besættelsen hvorfor han slog sig ned i USA som præst. Efter sin kones død rejse han 1950 til Japan på egen regning og risiko, 75 år gammel. Her blev han overtalt af norske missionærer til at deltage i oprettelsen af en bibelskole i Kobe og undervise der i et år. Det førte til 19 års uafbrudt arbejde dels som lærer, dels som prædikant flere steder hver søndag, og fra 1957 også som lærer ved den præsteskole der oprettedes i forbindelse med bibelskolen. W. ydede en stor indsats med at skaffe bøger til præsteskolens undervisning idet han selv omarbejdede gamle lærebøger og udarbejdede nye. – Til trods for sin meget korte teologiske uddannelse var W. virkelig teolog. Det gav sig ikke udslag i mange udgivelser, men en bog som Theopneusteia. The Bible's testimony concerning itself Tokyo 1956 røber omattende teologisk viden og indsigt. Han har også skrevet Present religious spirit and problems, Tokyo 1911 og Kagawa, de forkuedes Ven, 1925. Desuden skrev W. fra 1901-69 en lang række artikler i Missionsvennen, organ for Luthersk mission i Danmark, og i Nordisk Missionstidsskrift hvor han 1918-46 var medarbejder. – 1938 blev W. æresdoktor ved Trinity Lutheran Theological Seminary, Nebraska, og 1958 på 60-årsdagen for sin ankomst til Japan modtog han den højeste japanske orden der kan tildeles udlændinge.

Familie

Forældre: husmand Søren Kristian Th. W. (1845-1921) og Kirsten Marie Jensen (1850-1932). Gift 1.9.1899 i Tokyo med sygeplejerske Andrea Hansen, født 17.7.1871 i Husum, Ballum sg., død 18.7.1949 i Elkhorn, Iowa, USA, d. af snedker Niels H. (død 1892) og Ane Marie Andersen (død 1888).

Udnævnelser

R. 1958.

Bibliografi

Arne Lundeby i Fast grunn, Bergen 1960 nr. 5 271-85 og nr. 6 363-70. Chr. Winther i Hardsyssels årbog 2. r. V, 1971 49-62. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig