Jensenius Johansen

Jensenius Johansen, døbt Jens Sinius, 7.10.1827-14.3.1902, præst. Født i Nakskov, død i Svanninge, begravet sst. J. blev student 1846 fra Nykøbing. I sin studentertid deltog han som frivillig korporal i krigen 1848. 1853 blev han cand.teol. og 1854 kateket ved Frelsers kirke i Kbh. Herfra forflyttedes han 1860 til Haderslev som præst ved Hertug Hans hospital og kollaboratør (overlærer) ved latinskolen. Lærerstillingen mistede han 1864, men 1866 fik han tilladelse til at oprette en dansk realskole som hurtigt vandt god tilslutning. J. hørte til de præster der 1867 aflagde eden til den preussiske konge, og som offentligt forsvarede denne handlings berettigelse. 1868 var han sammen med et par andre præster og nogle lægmænd med til at grundlægge Indre missions arbejde i Nordslesvig gennem dannelsen af Foreningen til Guds riges fremme. 1870 fik præsterne pålæg om at bede for tysk sejr; J. nægtede dette og fik sin afsked, og hans skole blev lukket. Han flyttede da til Odense og blev hjælpepræst, 1874 sognepræst ved Frue kirke. 1888 fik han Svanninge sognekald ved Fåborg. Virketiden i Sønderjylland som han 1899 skildrede i Oplevelser i Sønderjylland 1860–71 havde givet ham en uudslukkelig kærlighed til denne landsdel, og han stillede sine kræfter til rådighed for det arbejde der blev gjort for at støtte og hjælpe sønderjyderne i deres vanskeligheder. 1871–1902 var han formand for foreningen Dannebrog. Denne forening, hvis grundstamme udgjordes af "mændene fra 48", som J. engang har sagt, indsamlede årlig penge til støtte navnlig for det kulturelle arbejde i Nordslesvig. J. der var en ildfuld og handlekraftig natur egnede sig fortrinligt til denne stilling: han kunne holde den hellige ild brændende hos medlemmerne og var stadig agtpågivende over for, hvad der bød sig af nye muligheder for dansk arbejde syd for Kongeåen.