Joh. Ferd. Fenger, Johannes Ferdinand Fenger, 31.3.1805-9.5.1861, præst. Født i Kbh. (Frels.), død i Høje Tåstrup, begravet sst. F. blev student 1821 fra Borgerdydskolen på Christianshavn, cand.teol. 1825 og derpå lærer ved sin gamle skole. Da han havde en usædvanlig smuk sangstemme fik han tilbud om ansættelse ved operaen, men afviste det uden tøven da hans hu stod til kirkehistoriske og sproglige studier. 1827 vandt han universitetets guldmedalje for en undersøgelse af de ældste kirkefædres lære om djævelen og dæmonerne, og 1828 blev han lic.theol. på en afhandling om Celsus, en af kirkens ældste modstandere. Kort efter tiltrådte han med offentlig og privat støtte en udenlandsrejse der strakte sig over tre og et halvt år. Først opholdt han sig et år i Berlin hvor han under J. A. W. Neanders og E. W. Hengstenbergs påvirkning gennemlevede en alvorlig religiøs krise der førte ham til brud med den rationalisme han før havde hyldet. Fra Berlin rejste han over München og Wien til Rom hvor han med iver lagde sig efter syrisk, og derfra gennem Schweiz til Paris hvor han oplevede julirevolutionens dønninger. Derefter drog han til Grækenland og Tyrkiet for at studere oldtidsminder og folkeliv, og først efteråret 1831 vendte han hjem, rig på kundskaber og livserfaring. Efter hjemkomsten holdt han på universitetet forelæsninger over nygræsk poesi og messianske salmer, og 1833 deltog han sammen med P. T. Hald og C. T. Engelstoft i konkurrencen om et professorat i det teologiske fakultet. Engelstoft vandt, men F. og Hald fik "en særdeles Ros og Anbefaling til Kongen". Da håbet om en lærergerning ved universitetet var glippet besluttede han straks at søge præstevirksomhed, og inden året var omme blev han præst i Lynge og Bråby. Der var ikke meget liv i de to sogne, men efter F.s komme blev alt bedre. Kirkerne begyndte at fyldes, og ved gudelige forsamlinger eller "aftenlæsninger" rundt i sine opvakte sognefolks huse arbejdede F. for at udbrede kristelig oplysning og for at lede det religiøse liv i et sundt spor. I det nære Sorø havde han i B. S. Ingemann og C. F. Wegener gode venner der delte hans sans for poesi og historie, og i et par mils afstand sin ældre bror P. A. F. F. blev snart sjælen i et broderkonvent der omsluttede de såkaldte "tolv Apostle i det hellige Land" og havde nær kontakt med vækkelsen. Men ved siden af præstegerningen fik han tid til meget andet. Han var en ven af missionssagen, i mange år (fra 1836) formand for Dansk missionsselskab og redaktør af Dansk Missionsblad (1842-51), og til missionshistorien har han ved sin skildring af den trankebarske mission (1843) ydet et betydeligt bidrag. Sammen med Vilhelm Birkedal udgav han Vidnesbyrd fra Herrens Huus, 1847, en af danske præster meget skattet postil, og tillige tog han jævnlig del i forhandlingen om kirkelige spørgsmål. Sognebåndsløsningen og religionsfriheden havde i ham en varm talsmand, og han søgte at vække og nære sansen for frihed og danskhed i sin nærmeste kreds. Som sin ældre bror var han discipel af Grundtvig, men ligesom denne gik han på flere punkter, i missionssagen, spørgsmålet om de gudelige forsamlinger og præstefriheden, sine egne veje. De kirkehistoriske og kirkelige blade og flere småskrifter bærer vidne om at han ikke lagde de videnskabelige sysler på hylden fordi han var blevet en nidkær præst, og gennem Roskilde præstekonvent, et stiftskonvent for Sjælland til hvis oprettelse han væsentlig havde givet stødet, fik han lejlighed til at påvirke mange embedsbrødre.

På dette konvent blev tanken om dannelsen af et selskab for Danmarks kirkehistorie først fremsat, og for en væsentlig del ved F.s hjælp ført ud i virkeligheden (1848). Allerede forinden var der på Roskilde konvent udtalt en anden spirekraftig tanke som ligeledes straks blev knæsat af F.: tanken om en ny salmebog. F. der sammen med sin yngre bror Theodor F. havde udgivet flere mindre samlinger af festsalmer var fortrinligt rustet til et sådant arbejde, og han blev et virksomt medlem af det udvalg der udarbejdede den såkaldte Roskilde konvents salmebog som efter flere omarbejdelser blev autoriseret til kirkebrug 1855. Også af den 1853 nedsatte kirkekommission var F. medlem, og her foreslog han at præster skulle fritages for at vie fraskilte som burde henvises til borgerlig ægteskabsstiftelse; ved kgl. anordninger (1857-58) fik præsterne tilladelse til at vie fraskilte efter et reduceret, i realiteten "borgerligt" ritual. 1854 flyttede F. til Høje Tåstrup og virkede her til sin død.

Familie

Forældre: sognepræst Rasmus F. (1761-1825) og Martha Helene Meinert (1775-1856). Gift 8.6.1834 i Kbh. (Slotsk.) med Marie Magdalene Boesen, født 5.7.1809 i Kbh. (Helligg.), død 15.1.1872 sst. (Trin.), d. af renteskriver, senere justitsråd Johannes B. (1769-1859) og Sophie Frederikke Hammerich (1779-1850). – Bror til C. E. F. og P. A. F.

Udnævnelser

R. 1851.

Ikonografi

Mal. af F. Vermehren, 1854, litograferet 1856 og gengivet i træsnit efter tegn. af H. Olrik, 1861 samt af H. P. Hansen.

Bibliografi

J. F. F.: Det sydvestsjællandske broderkonvent, 1890. -III.tid. 19.9.1861. E. Mau: J. F. F., 1865 (for størstedelen aftryk af Ny kristelig samler X-XI, 1864-65). H. F. Rørdam: Selsk. for Danm.s kirkehist., 1875. C. J. Brandt: Vore da. kirkesalmebøger, 1886. Vilh. Birkedal: Personlige oplevelser I, 1890. Kaj Baagø: Magister Jacob Chr. Lindberg, 1958. Kn. Banning: Degnekristne, 1958. Samme: De sjællandske vækkelser, 1961 = Vækkelsernes frembrud i Danm. II. P. G. Lindhardt i Dansk teologisk t., 1973 241-68. – Papirer i Rigsark. Papirer og breve i Kgl.bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig