Johan Paludan, 22.9.1756-10.1.1821, præst. Født i Kalundborg, død i Fanefjord, begravet sst. P. blev student 1775 (Roskilde) og cand.teol. 1782. Efter en tid på Valkendorfs kollegium var han huslærer hos kammerherre H. v. Linstow i Hørsholm, blev 1785 residerende kapellan i Stubbekøbing og 1786 ligeså i Fredensborg, Asminderød og Grønholt. 1788 blev han sognepræst i Fanefjord (Møn) og var her til sin død. Som ung fik han et dårligt skudsmål af B. W. Luxdorph som prædikant, og nogle senere trykte prædikener gør et ret deklamatorisk indtryk, men på anden vis vandt han et godt navn ved sin iver og virkelyst. Han synes nærmest at have tilhørt C. Bastholms "akkomoderende" skole, og fremhævede i alt fald moralen fremfor dogmatikken; på mange måder – teoretisk som praktisk – var han en udmærket repræsentant for oplysningens alsidigt interesserede, gavnelystne præstetype hvem "religionslærerens" arbejde på praktiske områder var fuldt så vigtigt som den religiøse indsats; det kom bl.a. frem i hans Samlinger for Theologer, efter Tidernes Fornødenhed og den nyeste Litteraturs Aand I-II, 1803-05, et tidsskrift af broget indhold og værdifuldt som kilde til tidens ideer, såvel som et godt vidnesbyrd om P.s evner som journalist og redaktør. Han var i det hele en flittig skribent; som ung udgav han en oversættelse af Fuldstændig praktisk Catechismus om den hellige Ægtestand, 1784, der på 600 tættrykte sider indeholder velmenende, men temmelig prosaiske råd og formaninger. 1785 deltog han (vistnok) med et indlæg i den liturgiske fejde, og 1810 udgav han Undersøgelse af Aarsagerne til Tjenestefolkets moralske Fordærvelse, et kulturhistorisk interessant skrift og mærkeligt ved sin upartiskhed, idet han for en stor del gav de sociale forhold og herskabernes slette eksempel skylden for det ringe tyende. P.s betydeligste arbejde er dog hans Forsøg til en antiqvarisk, historisk, statistisk og geographisk Beskrivelse over Møen I-II, udgivet posthumt 1822-24, som med sin fylde af naturvidenskabelige, historiske, sproglige og folkloristiske oplysninger er et værdifuldt kildeskrift for senere tider. – Medlem af Danske selskab 1813.

Familie

Forældre: sognepræst, provst Hans Jacob P. (1717-82, gift 2. gang med Frederikke Jacobsen, 1738-95) og Anna Elisabeth Lønborg (1730-62). Gift 1784 el. -85 med Anne Elisabeth Paludan, født 10.12.1762 i Torslunde, død 21.5.1829 i Vollerup, d. af sognepræst Jens P. (1697-1782) og Mette C. Lønborg (1726-93). – Bror til Peder P.

Ikonografi

Min. af Hans Jacob Paludan ca. 1815. Mal. af samme ca. 1819.

Bibliografi

J. P.: Beskr. over Møen I, 1822 513-15. – Hr. J. P.s erindring, vedligeholdt iblandt hans venner, 1821. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm II, 1925-30.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig