Johannes Møllehave, Johannes Volf Møllehave, f. 4.1.1937, præst, forfatter. Født i Kbh. (Hellig Kors). Johannes Møllehave, der blev teologisk kandidat 1963, var kaldskapellan i Greve-Kildebrønde 1963-64, dernæst – indtil 1967 – andenpræst ved Vridsløse statsfængsel, og efter en periode som seminarieadjunkt fungerede han 1973-87 som residerende kapellan (sognepræst) i Virum nord for København. Herefter blev han præst ved Den danske kirke i Bruxelles 1987-91.

1964–66 leverede han sammen med bl.a. Steen Albrectsen tekster til Dronningmølle-revyerne, og fra og med 1966 ansattes han som konsulent ved TVs underholdningsafdeling hvor han de følgende år, i et makkerskab med bl.a. Benny Andersen, Niels Barfoed, Paul Hammerich, Leif Panduro og Knud Poulsen, skrev viser til de ugentlige Hov Hov- og Uha Uha-revyer. Herudover har Johannes Møllehave været dagbladsanmelder, kommentator, foredragsholder, prologdigter og oversætter (fx Jesus Christ Superstar, 1973). Han redigerede 1972 et udvalg af Anne-Katrine Gudmes teateranmeldelser: Det rene teater, og 1978 Jens Kruuse-artiklerne Vidunderhornet. Men væsentligst i tids-sammenhængen er Johannes Møllehaves egne værker der er udkommet i hastig rækkefølge og i nogenlunde samme tempo har gjort ham til en af Danmarks mest folkeyndede skribenter: Erindringsbøgerne På myrens fodsti, 1975, Så forskellige sind, 1979, Huset vi bor i, 1980; romanerne Op ad en mur, 1976, Livsfangerne, 1977, En fri mand, 1982 (alle tre med erfaringsstof fra Johannes Møllehaves tid som fængselspræst); prædikensamlingerne Til glædens Gud, 1977, Den livsild som forbrænder, 1979, Dødningehjem – De levendes land, 1981, Hvad er et menneske, 1984; beskrivelserne af dansk litteratur: Læsehest med æselører, 1979, af verdenslitteraturen: Læsehest med gåseøjne, 1981, og af Storm P.s filosofi: Tusind fluer med eet smæk, 1982. Johannes Møllehaves indtagende versifikatoriske evne, der placerer ham på niveau med Ærbødigst (Viggo Barfoed), demonstreres klarest i hans mange børnebøger, fx Da glæden blev født, 1977, De hellige tre konger, 1982, Den barmhjertige samaritan, 1983, Adam og Eva ved Roskilde Fjord, 1983.

Også Johannes Møllehaves senere forfatterskab er præget af erindringsværker som Skuffelser der ikke gik i opfyldelse, 1987, Det tabte sekund, 1993, Mit livs vennepunkter. Forskel/ligheder, 2001 og Det er (ikke) lige mig : erindrings- og tankeflugt, 2011. Derudover har han udgivet adskillige samtalebøger, bl.a. Det skal mærkes at vi lever, 2003, hvor han går i dialog med Benny Andersen, Du har rørt ved mit hjerte, 2005 er en samtalebog med hjertekirurgen Gösta Pettersson, og i Det ender godt – Johannes Møllehave om døden, 2009 samtaler Johannes Møllehave med Erik Bjerager. Endvidere kan nævnes prædikensamlingerne Hvad er et menneske? prædikener og andet, 1984, De levendes lyst, 1990 og Hvor kærlighed bor : 60 udvalgte prædikener, 1997. I sine litteraturlæsninger har han bl.a. beskæftiget sig med H.C. Andersen: H.C. Andersens salt : om humoren i H.C. Andersens eventyr, 1985 og Lystig og ligefrem : Andersens alitterationer, 1995. I bogen En himmerlandsk mundfuld, 2010 behandler Johannes Møllehave Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier. I Kærlighed og dæmoni : hvorfor fejludvikler kærligheden sig?, 1992 kommenteres Dostojevskijs og Kierkegaards behandlinger af disse temaer. Hans bøger Læsehest med æselører og med gåseøjne er blevet fulgt op af Læsehest med versefødder: fra folkevisen til den folkelige vise, 1986 og Læsehest med teaterkikkert, 1996 om oplevelser ved at se og læse dramaer. Endelig skal nævnes hans bibelske gendigtning Børnebibelen, 1996 samt genfortællingen af La Fontaines fabler, 1985 og gendigtningen af Klokkeren fra Notre Dame, 1994 til en musical. Der foreligger flere samlinger af Johannes Møllehaves klummer og kronikker, bl.a. Hellere forrykt end forgæves, 2011.

Siden midten af 1960'erne har Johannes Møllehaves omkringfarende allestedsnærværelse som åndeligt fluemenneske og forkyndelsestroldmand, glædesapostel og gøgler samt storforbruger af det levende ord på én gang udæsket, forlystet og stimuleret den danske offentlighed, herunder radioen, fjernsynet, litteraturen, teatret og folkekirken. Johannes Møllehaves primære ærinde er imidlertid i videste forstand sjælesørgerens, og hans udogmatiske, men eksistentielle kristendomsvision der har hentet impulser bl.a. fra N.F.S. Grundtvig, P.G. Lindhardt, Fjodor Dostojevskij, Sophus Claussen og Robert Storm Petersen fremtræder med sine blandinger af uskyld, inderlighed, manisk fabuleren og intellektuel snarrådighed som en evangeliskpædagogisk ihukommelse af ufattelighedsværdien i det enkelte menneskes hverdagstilværelse, jf. Kierkegaard-analysen Til trøst, 1983.

Johannes Møllehave har været en meget flittig foredragsholder, men valgte at stoppe hermed i 2009. Johannes Møllehave har modtaget en lang række priser for sit forfatterskab og engagement, bl.a. De gyldne laurbær 1980, Rosenkjær-prisen 1994, Hans Christian Andersen prisen 1996, Niels Matthiasens mindelegat 1997, Paul Hammerich-prisen 2000, Årets forfatter 2003, Blicherprisen 2005, Modersmål-prisen 2005, Bibelselskabets pris 2007 og Publicistprisen 2012.

Familie

F: lærer, senere skoleinspektør Axel Møllehave (1903-67) og lærer Ester Volf (1904-69)). Gift 21.6.1959 i Gauerslund kirke med forfatter Herdis Damkjær Poulsen, født 26.8.1936 i Flensborg, død 8.6.2001, datter af lærer Jørgen Damkjær Poulsen (1902-68) og lærer Erna Damkjær Poulsen (født 1913).

Ikonografi

Tegn. af Erik Werner, 1973. Foto.

Bibliografi

Ole Sønnichsen: Møllehave : jagten på lyset og kærligheden, 2010.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig