Jørgen Friis, f. 1684

Jørgen Friis, f. 1684, Jørgen Pedersen Friis, 3.1.1684-12.2.1740, præst, forfatter. Født i Thisted, død i Helsinge, begravet sst. F. blev student 1706 fra Ålborg, tog baccalaur-graden 1707, attestats 1712, boede som alumnus på Valkendorfs kollegium 1711-14 og var decanus ved kommunitetet. At han skulle have taget magistergraden 1716 og have været skibs- eller feltpræst (Danske saml. IV, 1868-69 89) beror på en misforståelse. Derimod var han omkring 1717 handelsbetjent hos storkøbmanden Abraham Kløcker i Kbh. 1719 kaldtes han til sognepræst for Helsinge og Valby hvor han tilbragte resten af sine dage. – Af F.s fem latinske disputatser fra Kbh.stiden har den ene som handler om den overtroiske almue (Vulgus superstisiosus, 1713) krav på særlig opmærksomhed. Den hører til de tidlige behandlinger af dansk folketro og indtager en særstilling inden for denne sparsomme litteratur. Mens de ældre forfattere i genren som regel kun meddeler enkeltiagttagelser har F.s bog et hovedsynspunkt idet han har fået fat på et meget væsentligt træk i almuens tænkemåde, nemlig den urokkelige fatalisme på hvilken både teologisk og oplysende påvirkning preller af. Disputatsen er den første studie vi har over det vigtige folke-psykologiske skæbnetro-problem og vidner om forfatterens gode iagttagelsesevne.

Som poet tilhører F. den kreds af digtere der fortsatte den bordingske linje; under indflydelse af Tøger Reenberg betegnede de reaktionen mod den senere baroktids overdrivelse og en tilbagevenden til Anders Bordings større naturlighed. Lige så lidt som sit store forbillede giver F. dog helt afkald på baroktidens virkemidler: han anvender aleksandrineren til mere officielt brug og går ikke af vejen for temmelig håndfaste ordspil. Derimod dyrker han hverken hyrdestil eller mytologisk billedsprog. Af F.s aleksandrinske digte er det mest vellykkede De Svenskes Indgang, Fremgang og Udgang af Norrig Aar 1716 (optr. i E. Sønderholm: Dansk barokdigtning I, 1969 497-504), hvori et gemytligt, nationalt-folkeligt element trænger den traditionelle kongeforherligelse i baggrunden; mere ujævnt i sin poetiske flugt er et digt som Kiøbenhavns Taare, udøste i den store og bedrøvelige Ildebrand 1728. Friest og naturligst udtrykker F. sig i kortere metra (fx den bordingske firfodede jambe) som han anvender i en del lejlighedsdigte der udmærker sig ved deres realistiske hverdagsagtige beskrivelser i en jævn, lidt snaksom og humørfyldt tone. En vis færdighed har F. haft i at forme poetiske indskrifter (af hvilke den på sandflugt-monumentet i Tisvilde, 1738, endnu er bevaret i sten), og han har haft ord for at kunne improvisere på rim. Er traditionen sand som siger at han under audiensen hos Frederik IV da han fik Helsinge præstekald, på stående fod ekstemporerede både den versificerede supplik og taksigelse forstår man godt at en nøjsom tid beundrede hans kvikhed. – Udtryk for dybere poetisk følelse i moderne forstand findes næppe hos ham, og betegnende i så henseende er det at erotikken helt savnes i hans digtning. Han hører til epigonerne, de sidste repræsentanter for 1600-tallets stil før den nye lyriks frembrud med Brorson og Stub. I F.s sprog findes ikke mange fremmedord, og han skriver et renere dansk end fx Holberg. – Hans Poetiske Skrifter blev 1752 udgivet af sønnen Peder F.