K. Olesen Larsen, Kristoffer Olesen Larsen, 12.9.1899-10.11.1964, præst. Søren Kierkegaard optog K. Olesen Larsen livet igennem, blev anledning til hans betydeligste teologiske arbejder og formede hans prædikener. Interessen blev vakt allerede i gymnasieårene, men det var under studiet grunden til den senere indsats blev lagt. K. Olesen Larsens prisopgave (1923) Søren Kierkegaards Lære om Paradokset og denne Læres etiske Konsekvenser med særligt Hensyn til Forholdet til Hegel bar endnu tydeligt præg af indflydelse fra E. Geismar. I den kristne studenterbevægelse begyndte i de samme år det indre opgør der 1926 førte til at Tidehverv udskiltes som et arbejdsfællesskab omkring programorganet af samme navn og det årlige sommermøde. Skønt K. Olesen Larsen endnu ikke havde taget embedseksamen kom han til at spille en vigtig rolle i den periode hvor man søgte klarhed over uenigheden. I en artikel fra 1925 formulerede han træfsikkert opbrudsstemningen da han fremførte at de unge var vokset op i en atmosfære hvor de var ved at kvæles i "Subjektivisme, Oplevelsesjagen, Selvbeskuelse og Selvnydelse" så de nu mest af alt trængte til "at blive halet ned paa Jorden". Hans artikel i Tidehverv, som han var medudgiver af, Et Stykke Krigspsykose var nok det indlæg i første årgang der med størst skarpsyn opridsede de systematiske konturer af opgøret. I de følgende årgange fortsatte han de opgør der gav Tidehverv dets profil. I den indledende fase var de før så beundrede "førere" fra den kristne studenterbevægelse de hyppigst angrebne, men K. Olesen Larsen vendte sig også mod oplevelsesreligiøsiteten i de store kirkelige vækkelsesbevægelser, Indre mission og grundtvigianismen, sidstnævnte repræsenteret af valgmenighedspræsten Morten Larsen.

På spørgsmålet om årsagen til den kompromisløse kritik og dens negativitet, dvs. at der ikke blev anvist et positivt alternativ, svarede K. Olesen Larsen at opgørets indhold ikke var selvopfundet, og at de unge ikke holdt sig selv uden for kritikken. Den polemiske brod var derimod pålagt dem, de var talerør for en uafviselig sag, evangeliets. Regnskabet var dog ikke gjort op, før K. Olesen Larsen – vendt mod Geismar – havde gjort klart hvilken fundamental uenighed i forhold til "kirkeligheden" arbejdet med Kierkegaard havde åbnet hans blik for. I en omfattende artikelserie Noget om Afgørelsen i Øjeblikket gør han indsigelse mod Geismars forvanskning af livsnerven hos Kierkegaard. Samtidig rummer afhandlingen selvstændige analyser af hvor radikalt nyskabende Kierkegaard egentlig var i sin forståelse af tro og afgørelse.

Samtidig med at K. Olesen Larsen i sine første kandidatår arbejdede med Kierkegaard-studier blev han hjælpepræst ved fængselsvæsenet sammen med N.I. Heje, og 1932 præst ved Esajas-kirken hvor han virkede til sin død. K. Olesen Larsen ændrede aldrig væsentligt det her skitserede standpunkt. Derimod antog den kritiske synsvinkel i flere henseender ny skikkelse. I hans senere år trådte hans modparter tydeligst frem da han analyserede forholdet mellem evangeliets absoluthed og menneskesynet i moderne videnskab. Hans sigte var det samme hvad enten adressen var den fremherskende pædagogik - her inddrog K. Olesen Larsen erfaringer fra sin mangeårige virksomhed som timelærer i kristendomskundskab i gymnasiet - eller det var kravet om erkendelsesmæssig enhed og evidens sådan som han så det udtrykt hos Paul Diderichsen og K.E. Løgstrup. Her som altid orienterede K. Olesen Larsen sig ud fra sin forståelse af evangeliets paradoksalitet fordi man kun herved kunne opretholde en sand tale om ansvar og skyld, eller rettere – udtrykt i kristendommens begreber – om synd og tilgivelse. Dybest set anerkender han således i alle sammenhænge kun ét eneste alternativ, idet det gælder om at vælge mellem evangeliet der altid modsiger menneskets naturlige ønsker og forventninger, og alle forvanskninger, som hele tiden bliver resultatet af menneskets modtagelse og tilegnelse af budskabet. Disse forvanskninger træder med skiftende grad af raffinement frem bag "vor tids religion", nemlig "den kvasi-videnskabelige opfattelse af tilværelsen" hvis kendemærke er den objektiverende tilskuerholdning. K. Olesen Larsen udgav Ordet om Gud. Prædikener fra Esajaskirken, 1933, Livsmod paa Guds Ord, 1937 og Videnskaben og mennesket, 1954. Efter hans død blev hans afhandlinger fra Tidehverv sammen med utrykte manuskripter udgivet i Søren Kierkegaard læst af K. Olesen Larsen I-II, 1966 (Vibeke Olesen Larsen og Tage Wilhjelm) og At være menneske I-II, 1967 (Johs. Horstmann og Vibeke Olesen Larsen). Desuden Fyrre prædikener, 1969 og Fra Esajaskirken. Artikler fra et kirkeblad, 1972.

Familie

K. Olesen Larsen blev født i Torslev Kær, Torslev sogn, døde i Birkerød og er begravet sammesteds. Forældre: gårdejer Kristoffer Larsen (1860-1939) og Marie Kristoffersen (1863-1929). Gift 28.2.1929 i Vridsløselille med Vibeke Nordentoft, født 28.12.1905 i Århus, d. af overlæge, dr.med. Severin Nordentoft (1866-1922) og Marie Ingerslev Qvistgaard (1870-1924). – Far til Peder Olesen Larsen.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Børge Diderichsen i K. Olesen Larsen: At være menneske I, 1967 9-11. Leif Gråne i Tidehverv. En antologi, 1967 7-12. J.H. Schjørring i Dansk teol. t., 1976 73-105. John W. Hørbo i Tidehverv, 1978 nr. 3-4 25-36.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig