Knud Hee Andersen, Knud Peter Andreas Hee Andersen, 13.4.1886-25.1.1964, præst, forfatter. Født i Tømmerup sg., Holbæk amt, død i Lyngby, begravet Herlufsholms kgd. H. A. blev student fra Herlufsholm 1904, fik 1909 universitetets guldmedalje og blev 1910 cand.teol. med udmærkelse. På grund af sin fornemme eksamen fik H. A. legater til studierejser i udlandet 1910–12. 1913 blev han sekretær i KFUM, 1920 sognepræst i Herlufsholm, siden 1947 provst og stiftsprovst i Maribo. Som KFUM-sekretær kom han i et nært samarbejdsog venskabsforhold til Olfert Ricard. Beundringen kom til at præge H. A.s kristendomssyn vedvarende, hvorfor han oprørt tog til genmæle mod Tidehvervs kritik af de kirkelige ungdomsbevægelser og siden mod P. G. Lindhardts karakteristik af Ricard ud fra dennes liberalteologisk orienterede oplevelses- og erfaringsreligiøsitet. I bogen Olfert Ricard. Ungdomsarbejderen, 1959 kommer H. A.s personlige hengivenhed for Ricard tydeligt til udtryk. H. A. tilslutter sig Ricards "harmoniske kristendomsforståelse" og vender sig dermed til den ene side mod den kulturfjendske landmission, til den anden mod barthianismens paradoksteologi. I kraft af den "psykologiske bibeludlægning", formüleret i en raffineret æstetisk sprogdragt, ser H. A. hos Ricard en uovertruffen indsats som forkynder og ungdomstaler. Dette kristendomssyn fik i trediverne en yderligere accentuering da H. A. som en af de første her i landet tilsluttede sig Oxfordgruppebevægelsen og utrætteligt agiterede for den som den nye vækkelse, man så længe havde sukket efter. Ligesom P. Brodersen var H. A.s tilslutning ubetinget, dvs. han var ikke som mange andre i første omgang forsigtigt afventende, stillede heller ikke forhåndsbetingelser om en teologisk sanering af den forståelse man fandt i de engelske grundbøger, eller om en omdannelse af bevægelsen til specielle danske forudsætninger. Han oversatte bl.a. A. J. Russells meget omtalte bog Kun for Syndere, 1933, og så i det hele taget i "Oxford" et tiltrængt forsøg på at lade kirkens vækkelsesbudskab trænge ud i alle samfundets hjørner. Han talte i den forbindelse ligesom Frank Buchman om "Helligåndens diktatur", om "revolutionær fornyelse ud fra førelsen": "Mange, også herhjemme, har erklæret denne tale om Guds ånds førelse i det daglige liv for det rene sværmeri. Diktatur er ikke populært i vort demokratiske land, vi vil hellere snakke lidt med allesammen, selvom vi kører i grøften imens, end underkaste os een stærk vilje. Men når det ikke gælder en syndig menneskevilje, men Guds vilje, da er kravet om ubetinget underkastelse en uomgængelig nødvendighed. Kristenliv er et liv i lydighed – en lydighed, som ustandselig brydes gennem synden, og må genoprettes ved anger og tilgivelse." Med sin bog om G. K. Chesterton, 1922 (ny udg. 1945) og med talrige oversættelser fra engelsk (mest kirkelig opbyggelseslitteratur) havde H. A. demonstreret sprogligt og litterært talent. Under sit otium lod han dette komme til udfoldelse i en fornem oversættelse af Dantes Den guddommelige Komedie I–III, 1963. Oversættelsen var tænkt som en afløser af Chr. K. F. Molbechs fra 1851ff. Hvor Molbech havde bevaret grundtekstens rim med et knudret dansk og tunge udtryksformer til følge, ville H. A. primært opnå et friere sprog og gav derfor afkald på rimene. Værket kom i en rigt udstyret trebindsudgave som H. A. forsynede med et omfattende noteapparat. H. A. har desuden udgivet Ungdomsarbejde, 1918, Lukasevangeliet, fortolket af KHA, 1913, og Oxford og Danmark, 1934, m.fl. Sammen med Aage Falk Hansen redigerede han Ungdomsaar, 1939.

Familie

Forældre: sognepræst i Tømmerup, sidst i Stadager og Nørre Kirkeby, Alfred Hannibal A. (1851–1933) og Frederikke Louise Cathrine Gylding (1854–1925). Gift 12.5.1925 i Herlufsholm med assistent ved statstelegrafen, telegrafist Asta Johanne Mikkelsen, født 10.12.1899 i Næstved, d. af skibsmægler Anton Valdemar M. (1866–1910) og Alma Cecine Willumsen (1877–1956).

Udnævnelser

R. 1947. R1. 1954.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Halfdan Høgsbro i Dansk kirkeliv, 1964 98–100. – Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig