L.R. Tuxen

L.R. Tuxen, Laurits Regner Tuxen, 18.9.1810-4.5.1875, præst, filolog. Født i Varde, død i Valby, begravet på Frbg. (Solbjerg). T. blev 1821 sat i Metropolitanskolen i Kbh., blev student 1830 derfra og teologisk kandidat 1837. Som student og kandidat var han dels huslærer forskellige steder, dels hjælpeprædikant i Flensborg hvor han 1840 prædikede til valg ved den danske kirke. Kort efter blev han lærer ved Frederiks tyske kirkeskole på Christianshavn og 1842 ved Nicolai kirkeskole i Kbh. 1845 udnævntes han til kateket og førstelærer ved Borgerskolen i Stubbekøbing, 1850 blev han sognepræst i Tumby og Stukstrup sogne i Angel, og 1860 valgtes han til det 5. gejstlige valgdistrikts suppleant ved Slesvigs stænderforsamling. 1864 blev han afsat af de preussisk-østrigske civilkommissærer og opholdt sig derefter i Kbh. til han 1866 udnævntes til præst i Borup ved Randers hvorfra han tog sin afsked 1869. – T. udfoldede en ret omfattende, men spredt og uensartet forfatter- og udgivervirksomhed. Hans litterære produktion var i høj grad foranlediget og præget af de livsvilkår hvorunder han virkede og af forhold af rent personlig og privat natur. Hans tidligste skrifter er bearbejdelser efter tysk. Indholdet er pastoralteologisk og pædagogisk: Repertorium for bibelske Texter og Ideer til Leiligheds-prcedikener og Taler, 1840, Schema til Dyrenes Naturhistorie. 1846, Dansk Læsebog for Begyndere. 1848 der udkom i en mængde oplag lige til 1866; i dette år udgav han tillige Dansk Læsebog for Borger- og Almueskolernes øverste Klasser. 1844 udgav han Italiensk Sproglære sammen med Ernesto Dalgas. Som præst i den sydlige del af det 1851 oprettede blandede sprogdistrikt i Mellemslesvig skrev T. den lille bog Det plattydske Folkesprog i Angel, 1857. Den indeholder en indledning om sprogskiftet, en kortfattet grammatik og en række gode sprogprøver, men kan ikke måle sig med Eiler Hagerups lidt ældre bog om det danske sprog i Angel. Allerede mottoet ("Røsten er Jakobs Røst, men Hænderne ere Esaus Hænder") røber at forfatterens hovedhensigt ikke var at give en sprogvidenskabelig beskrivelse af dialekten, men at levere et indlæg i den mellemslesvigske sprogkamp. Medens man fra slesvigholstensk side (med urette) påstod at sønderjysk ikke var dansk, men et lidet agtværdigt blandingssprog, søgte T. at godtgøre en række lige så uholdbare påstande om det plattyske folkesprog i Angel: det er "dødt og dræbende og intet mindre end velklingende, thi den levendegjørende Aand mangler"; det er et blandingssprog sammensat af tre bestanddele, nemlig elementer fra det danske folkesprog, fra "ægte" plattysk (mod syd og på godserne) og fra højtysk (i kirkerne og skolerne), "et ganske nyt Sprog, hvis Grundlag er Dansk, og som paa Grund af den ringe Tilsætning af Tydsk er aldeles uberettiget til at hedde Tydsk". Disse påstande der hviler på en romantisk opfattelse af sprogskiftet som en unaturlig foreteelse hvorved en befolkning bliver forræder mod sig selv søges underbygget ved en opregning af danske og højtyske låneord. Efter sin afsættelse udgav T. H. A. Brorsons egne Psalmer, 1865, et lidet nøjagtigt, men prægtigt udstyret optryk af de gamle sanghæfter. Hans sidste skrift var Molbohistorier, med Illustrationer af Marinemaler Blache, 1866; bogen indeholder molbohistorier fra alle lande, 2. udg., illustreret af Bernhard Olsen (1875), blot de nordiske.