Ludvig Zeuthen

Ludvig Zeuthen, Frederik Ludvig Bang Zeuthen, 4.8.1805-30.9.1874, præst. Født i Skamby, død i Fredericia, begravet sst. På fædrene side tilhørte Z. en af landets ældste præsteslægter; filosoffen H. Steffens var hans morbror. Han blev student fra Odense 1822 og cand.teol. 1826, var derpå et år huslærer hos den herrnhutiske præst S. C. Salling i Vonsild, men fortsatte så i nogle måneder sine teologiske og filosofiske studier hos Steffens i Breslau; undervejs hørte han F. Schleiermacher, G. W. F. Hegel, P. K. Marheineke og J. A. W. Neander i Berlin. Efter hjemkomsten boede han på Borchs kollegium, underviste og studerede; J. P. Mynster øvede stor personlig indflydelse på ham; også N. F. S. Grundtvig kom han til at kende, men her var modsætningerne for store til at virkelig kontakt kunne etableres. 1830 bekæmpede Z. i en afhandling (om filosofien og dens dyrkelse) den bestående tvivl om filosofiens gyldighed. P. M. Møller kaldte skriftet "en Røst i rette Tid", men havde flere indvendinger som Z. tog ham meget unådigt op. 1833 blev han magister på disputatsen De notione modestice, inprimis philosophicæ. 1833-34 var Z. med offentlig støtte i Tyskland og Italien. Ingen af romantikkens teologer og filosoffer havde hidtil kunnet tilfredsstille hans filosofiske trang, men hos F. v. Schelling i München fandt han for livet hvad han søgte. Ved forelæsninger og på spadsereture begejstredes han for hans "Aabenbaringsfilosofi". På sine ældre dage kastede han sig påny med iver over Schellings posthume skrifter og udgav 1860 Philosophiske Afhandlinger til Orientering i den Schellingske Verdensbetragtning; 1877 udgav Z.s sønner Udvalgte theologiske og philosophiske Afhandlinger, også de var påvirket af Schelling. 1835 blev Z. sognepræst i Grimstrup-Årre, 1842 i Tømmerup, 1849 i Sorø og 1860 ved Skt. Michaelis kirke i Fredericia. Han var en stridbar polemiker som 1840 indledte et siden rullende angreb på den grundtvigske kirkelige anskuelse (om trosbekendelsen og dens oprindelse); det skete fx i et sendebrev til P. C. Kierkegaard som nu fik lejlighed til bl.a. at fremsætte påstanden om trosordets overgivelse af Jesus til apostlene i de 40 dage før himmelfarten. Mens Z. var på Sjælland var han og Kierkegaard nabopræster, og i Roskilde konvent stødte de ofte sammen i heftige debatter om grundtvigske og schellingske synspunkter. 1858 samlede Z. en række debatindlæg (Om den saakaldte "kirkelige Anskuelse"), han var villig til at yde grundtvigianismen "partiel Anerkendelse", men det polemiske forblev for ham det væsentlige, fx også i et sendebrev til Fr. Barfod (Nogle Ord om Troesbekjendelsen og Daaben, 1873). Mod Søren Kierkegaard rettede han 1855 sine Polemiske Blade I–III; over for kirkekampslitteraturen var han ubetinget afvisende, men ville i øvrigt godt yde også Kierkegaard "partiel Anerkendelse". 1858 udgav han en Lærebog i Christendommen, og 1860 rejste han en bred debat om konfirmationen (han ville flytte overhøringen fra konfirmationsdagen og knytte løfteaflæggelsen til det første skriftemål); synspunkterne førte bl.a. til en offentlig diskussion mellem Z. og hans svoger, biskop O. Laub. I Fredericia indviklede han sig i anledning af et modskrift mod katolsk propaganda 1863 i strid med den lokale katolske præst. Debatten blev afbrudt af krigen, og under belejringen holdt Z. en påskeprædiken som han udgav med en indledning og en politisk betragtning; også siden følte han kaldet til i den stedlige presse at advare mod farerne ved romerkirken. Under den omfattende strid (om "tro og viden") sidst i 1860erne udvekslede Z. og Rasmus Nielsen flere polemiske "sendebreve".