N. I. Heje, Niels Ivar Heje, 23.8.1891-23.9..1974, fængselspræst. Født i Frederikssted, St.Croix, død i Gravballe, Svostrup sg., begravet sst. H. blev student fra Roskilde 1910, teologisk kandidat 1918. Derefter var han til sin afsked præst ved fængslet i Vridsløselille. – H.s betydning i sammenhæng med Tidehverv kan vanskeligt overvurderes selv om han ikke har efterladt sig nogen omfattende skriftlig produktion. I hovedsagen kan hans rolle ses i to sammenhænge: dels var han i "gründer"-årene i tyverne igangsætteren der gav opgøret konturer og støbte polemikken ind i faste former; dels var han senere da bevægelsen havde vundet fast fodfæste dens suveræne strateg.

Siden sine studenterår havde han taget del i arbejdet i den kristelige studenterbevægelse og fortsat med det da han var blevet præst. Som han selv påpegede havde han næret den samme beundring for bevægelsens koryfæer, som de fleste studenter. Men fra 1924 gav Heje mund og mæle til den ulmende utilfredshed med den herskende kristendomsforståelse blandt lederne. Navnlig hos O. Ricard og hans medarbejdere Sv. Rehling og Gunner Engberg så H. forkyndelsen forvansket til ukendelighed som følge af kvalmende sentimentalitet, undertiden endda garneret med en pikant leg i ord med erotikkens fristelser. Heri så han et særlig grelt vidnesbyrd om en almindelig tendens til føleri. Ledernes appel om at leve op til de højt besungne idealer stemplede han som fraser der ledte opmærksomheden bort fra en nøgtern optagethed af de nære problemer. Kristeligt mundede de ældres oplevelsesreligiøsitet til syvende og sidst ud i et forræderi mod evangeliet fordi den løj sig bort fra syndens radikalitet og satte idealer ind som mellemled mellem Gud og menneske. Da H. udvidede spektret for opgøret fik han følgeskab af flere jævnaldrende og yngre teologer. Som resultat af en magtkamp i studenterforbundet skilte de unge sig ud og udgav fra 1926 deres eget blad Tidehverv og foranstaltede deres eget årlige sommermøde. I inderkredsen var der flere hvis teologiske originalitet overgik H.s, blandt dem G. Brøndsted, K. Olesen Larsen og N. O. Jensen. Alligevel var det ikke uden grund når gruppen af den opskræmte "kirkelighed" blev kaldt "hejanerne". H. stod nemlig bag iscenesættelsen idet bevægelsens identitet blev til sammen med en stadig mere generel, skånselsløs og forbitret kritik af enhver form for vækkelsesreligiøsitet. Hans polemiske instinkt og evne til at støbe kuglerne var forenet med et ofte særdeles bramfrit sprog. Dette blev da også hyppigt holdepunkt for alle der ankede over bladets utilbørligt respektløse tone. Eksempelvis vakte det fürore da H. kort efter Ricards død i 1929 ved en stor debataften i Studenterforeningen fripostigt omtalte det intetsigende og ligegyldige hos C. Skovgaard-Petersen, en af tidens søgte prædikanter og opbyggelsesforfattere. I H.s beskrivelse var det grundlæggende en "impotens, der tidligere var blevet holdt skjult bag en flom af ord"; nu var tomheden imidlertid blevet åbenbar. Hos Ricard så H. en umiskendelig tendens til udnyttelse af de unges seksuelle vanskeligheder, resulterende i en "smertelig sammenblanding af religiøsitet og erotik".

Efter Tidehvervs første årgange bestod H.s bidrag overvejende af prædikener. Desuden havde han dog på nærmeste hold føling med udviklingen, både som redaktør af bladet og som leder af sommermødet. Hele tiden var han taktisk på vagt over for "falske alliancer". Fx afviste han kategorisk enhver tendens til alment kulturengagement ved at bevægelsen gik ind i debatten om folkelige mærkesager. Den slags var for ham kummerlige erstatningsmanøvrer der måske for en tid kunne dulme smerten over idealernes skibbrud, men som i virkeligheden stammede fra "idealernes fantomverden, hvor vi bortlyver virkeligheden for at opleve vor stolthed". Af samme grund burde man sky ethvert forsøg på et videnskabeligt teologisk "system", lige så vel som programmer om dette eller hint i kultur- og samfundsliv. På den baggrund kunne H.s kulturkritik udelukkende tage skikkelse negativt, i forkyndelsens sammenhæng, nemlig som evangeliets afsløring af velfærdssamfundets forstilte medmenneskelighed, som protest mod behandlermentaliteten, til forskel fra den ægte solidaritet der aldrig opleves anderledes end som et krav i øjeblikket.

Under uforbeholden afvisning af bestræbelser i samtiden – alle sat på denne enkle formel – kunne H. da pege på Tidehverv som fristed hvor der ikke blev stillet ideologiske legitimationskrav, men hvor man alene var samlet om at høre evangeliet. Kristeligt var dette det eneste fornødne, tillige den eneste sande menneskelighed. "Forudsætningen var, at evangeliet kun skal forkyndes som et ansvar og hverken skal forklares eller erfares, fordi forklaring og erfaring er udslag af besiddelsestrang og ejerglæde. Forudsætningen var, at det at få øje på evangeliet, det man kirkeligt kalder at blive vakt, betyder, at et menneske bindes til evangeliet som sandheden om mennesket og Gud inden for vor begrænsning, uden Gud og uden håb udover hvad vi selv skaber os af illusioner, som evangeliet tager fra os." – H. udgav bogen Ungdomsløgn eller Kristentro, 1928.

Familie

Forældre: sognepræst Johan Gotfred H. (1857–1943) og Marie Hansen (1869–1927). Gift 1. gang 18.9.1918 i Skorup med Kirstine Schøler Jensen, født 1.10.1895 i Grølsted, død 7.2.1967 i Kbh., d. af gårdejer Rasmus J. (1867-1939) og Mette Marie Kristiansen Schøler (1867-1942). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 5.12.1937 med Inger Litte Schmidt Aarup, født 7.5.1907 på Kallestrup, Hvam sg., d. af proprietær Jens Christian Nicolai Aa. (1863–1920) og Mette Marie Christence Schmidt (1872–1963).

Udnævnelser

R. 1953.

Bibliografi

P. G. Lindhardt i Den danske kirkes hist. VIII, 1966.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig