Otto Diderik Lütken

Otto Diderik Lütken, 17.3.1713-25.1.1788, præst, økonomisk forfatter. Født i Nordrup ved Slagelse, død i Skellerup ved Nyborg, begravet sst. L. blev student fra Sorø 1732, var 1736 huslærer på godset Hindemae på Fyn, tog teologisk embedseksamen 1737 og ernærede sig atter en tid som huslærer dels på Brolykke, dels på Hindemae. 1743 kaldtes han som sognepræst til Skellerup-Ellinge ved Nyborg hvor han trods gentagne tilbud om forflyttelse til bedre kald forblev til sin død. Som præst gjorde L. sig ikke påfaldende bemærket, heller ikke nogle digteriske ungdomsforsøg hæver sig over det gængse, men som økonomisk forfatter står han som en pionerskikkelse.

L. medvirkede, oprindelig vist med nogen modvilje, i Erik Pontoppidans (1698-1764) Danmarcks og Norges oeconomiske Magazin der frem til udgiverens død bragte godt et dusin større og mindre bidrag fra L. Da Pontoppidans død standsede udgivelsen, skal L. have indleveret endnu tre afhandlinger der er gået tabt. De centrale af artiklerne blev sammen med nyt, uddybende stof offentliggjort i Undersøgninger ang. Statens almindelige Oeconomie I-II, 1760 hvor 1. del beskæftiger sig med statens almene økonomiske forhold, mens 2. del er helliget "landvæsenets indretning". Værket var dediceret til akademisteme på det ridderlige akademi i Sorø, og det er troligt at L. har forestillet sig, at hans arbejde skulle tjene disse som en art indføring i nationaløkonomi. Til dette arbejde knytter sig Undersøgning om de fornemste nu værende Hindringer for Folkemængden i de Europæiske Stater, samt om de til slige Hindringers Hævelse tienlige Midler, 1761. Det er på disse to skrifter L.s ry som økonomisk forfatter hviler. I forhold til sine samtidige i den første fase af økonomisk teoretisk debat i Danmark udmærker L. sig ved stringent og skarp form der ikke sjældent i lighed med hans kolleger antager form af egentlig polemik. L. hæver sig imidlertid over de øvrige ved en udviklet evne til abstrakt fremstilling af økonomisk-teoretiske sammenhænge og en klar originalitet i forhold til franske og særlig tyske (J. H. G. von Justi) forbilleder. L. gennemspiller i sine bidrag de gængse emner inden for tidens kameralistiske litteratur, men han er generelt langt mindre moraliserende og dogmatisk end sine samtidige. L. placerer som den første økonomiske skribent herhjemme selve den økonomiske analyse som et nødvendigt grundlag for diskussionen af den økonomiske politik. Hvad udformningen af økonomisk politik angår, stillede han sig skeptisk over for tidens beskyttelses- og manufakturpolitik, og hans synspunkter peger frem mod den begyndende modificering heraf i 1780'erne og toldloven af 1797. L.s originalitet er især markant i hans betragtninger omkring befolkningsspørgsmålet hvor han nok i lighed med samtiden anser en befolkningsforøgelse som et gode, men samtidig hævder at der til et lands størrelse og frugtbarhed hører en given maksimal befolkning med en given levestandard, og at en forøgelse herudover vil medføre forringet levefod. L. foregriber T. R. Malthus' befolkningsteoretiske opfattelse. Også L.s bidrag til pengeteorien og til debatten omkring luksusforbrug og -produktion udmærker sig ved skarphed og originalitet.

L. beskæftigede sig indgående med samtidens landbrugs- og landboforhold, dels i 2. del af "Undersøgninger" fra 1760, dels i en række betænkninger og trykte bidrag til den debat der tog udgangspunkt i G. C. Oeders skrift om den danske bondes frigørelse 1769. Særlig den anonyme, men utvivlsomt af L. forfattede Anders Jydes Anmærkninger, 1773, er her væsentlig for L.s synspunkter, samtidig med at dette arbejde mere end noget andet refererer til læsning af udenlandsk litteratur. Allerede 1768 indsendte L. til generallandvæsenskollegiet en betænkning der advarede mod bestemmelse af hoveriet, og n.å. indsendte han sammen med den fynske godsejer F. Bagger, Julskov, en omfattende betænkning om landboforholdene. L. synes også at have samarbejdet med den kendte godsejer og landøkonomiske forfatter A. C. Teilmann, Nørholm. L. fremstår som en så godt som ubetinget forsvarer af de bestående forhold i landbruget, mente at dansk landbrug havde nået noget nær sin fuldkomne udformning og fandt generelt bondens situation god og fri over for reformvennernes påstande om det modsatte. L. indrømmede naturligvis, at der var forhold der var mindre tilfredsstillende, men han markerede sig som en bestemt modstander af de tanker om mere radikale indgreb der blev lanceret sidst i 1760'erne. L. forsvarede det ubestemte hoveri, landsbyfællesskabet, advarede mod arvefæste og understregede over for kravene om forbedring af bondens stilling hensynet til andre samfundsgrupper, fx husmandsbefolkningen. Hans indlæg var ikke uden præcise iagttagelser og kritik af reformindlæggenes mere ideologisk bårne opfattelse, over for hvilken han stillede skepsis over for nytten og muligheden af at ændre på bondens retlige stilling. Allerede Erik Pontoppidan antydede, at L.s forsvar for det bestående system kunne hænge sammen med hans placering på det frugtbare Fyn hvor bondens almene situation var langt gunstigere end på Sjælland. L. vandt betydeligt ry i sin samtid, hans skrifter oversattes til tysk og blev grundigt anmeldt. Snart blev hans indsats imidlertid glemt og hans forfatterskab først atter fremdraget i Edvard Holms og H. L. Bisgaards arbejder. Især den sidste har prist L.s originalitet, men også i nyere økonomisk historie står L. som "givetvis den første herhjemme, der har formået at analysere økonomiske problemer ud fra en sammenhængende teoridannelse" (J. Estrup).