Terkel Abildgaard, Torkel Abildgaard, ca. 1498-5.8.1564, præst. Død i Århus, begravet i domkirken sst. Efter at have gået i Århus skole under Morten Børup blev A. i marts 1515 immatrikuleret ved universitetet i Rostock hvor han måske også har taget magistergraden. Ca. 1530 fik han en kirkelig virksomhed i Århus (vistnok som vicarius) og blev senere rektor ved domskolen sst., i hvilken stilling han vandt betydelig anseelse som en fremragende skolemand. Siden blev han den første lutherske sognepræst ved Århus domkirke. Som en af de mænd der havde arbejdet ivrigt for reformationens gennemførelse i sin by blev han indkaldt til forhandlingerne om kirkeordinansens affattelse 1537.

Familie

Muligvis en søn af Bertel Terkelsen A., der 1472 nævnes som foged på Skern, 1475 som væbner. Gift Gertrud Sørensdatter.

Bibliografi

A. S. Wellejus: Oratio de vita et obitu Jo. Pet. Grundith, 1567 bl. O 6. H. F. Rørdam: Monumenta hist. Dan. II, 1875 669 700. P. Poulson: Catalogus pastorum diæceseos Aarhusiensis, 1727 14f. Erik Pontoppidan: Marmora danica II, 1741 108. Kirkehist. saml. II, 1853–56 587.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig