Abraham Wolff, Abraham Alexander Wolff, 29.4.1801-3.12.1891, rabbiner. Født i Darmstadt (Mos.), død i Kbh., begravet sst. (Mos. kgd., Møllegade). W. voksede op i et anset og stærkt åndeligt interesseret hjem som den yngste søn af hvem man allerede fra barndommen ventede en stor fremtid. Han fik en omhyggelig uddannelse hvorved der lagdes særlig vægt på de specielt jødiske fag da faderen ønskede han skulle bliver rabbiner. Seksten år gammel sendtes han for yderligere at fordybe sig i de talmudiske fag først til rabbineren i Mainz og derefter til den for sin store lærdom ansete rabbiner Abraham Enoch Bing i Würzburg der efter tidens skik søgtes af et større antal unge mennesker som under hans vejledning dyrkede deres talmudstudier. Ved siden af disse studier tilegnede W. sig en temmelig omfattende almen viden, og i sommersemesteret 1819 begyndte han sit studium ved universitetet i Würzburg (hovedsagelig filosofi og teologi). Mens han stadig fortsatte sit talmudstudium og endog en tid vikarierede som rabbiner for sin lærer kastede han sig over sine universitetsstudier med stor iver. Han vakte ved sine kundskaber og sin videnskabelige modenhed stor opmærksomhed blandt professorerne i Würzburg og i Giessen hvor han 1821 afsluttede sit universitetsstudium med en eksamen med udmærkelse og en disputats om profeten Habakuk (udk. Darmstadt 1822). Straks efter promotionen fik han et ærefuldt tilbud som ville have sikret ham en videnskabelig løbebane, men W. foretrak at blive rabbiner, og efter yderligere tre års studium modtog han efter ældre jødisk skik af nogle ansete rabbinske autoriteter som han opsøgte i dette øjemed ordination som rabbiner efter hos hver enkelt at have underkastet sig en eksamen. Kort tid efter blev rabbinerembedet i Giessen vakant, og W. blev af de talrige jødiske menigheder i Øvre Hessen opfordret til at overtage det; 1826 udnævnte storhertugen ham til overrabbiner i Øvre Hessen med sæde i Giessen. W. blev snart kendt over hele Tyskland, og efter halvtredje års virksomhed havde han skabt sig en sådan position at der da hans overtagelse af embedet i Kbh. rygtedes både fra den hessiske regerings og fra de jødiske menigheders side blev gjort alt for at få ham til at blive, og endnu flere årtier efter modtog han i form af festadresser og en hessisk orden beviser på hvilket indtryk han havde efterladt sig i sit hjemland.

I Kbh. døde 1827 den gamle overrabbiner Abraham Gedalia efter 36 års virksomhed, og repræsentanterne for det mosaiske trossamfund der havde opslået embedet ledigt og modtaget ansøgninger fra flere rabbinere opfordrede W., der ikke havde meldt sig, til at søge embedet. Efter nogen tids tøven efterkom han deres opfordring, og 1828 blev han af Frederik VI udnævnt til overrabbiner og præst ved det mosaiske trossamfund i Kbh. og fik samtidig meddelt dansk indfødsret. 1829 kom han til Kbh., og lørdag 16.5. holdt han sin tiltrædelsesprædiken i den ene af menighedens bedesale. Med denne dag begynder en ny epoke i den danske jødedoms historie. Inden for den jødiske menighed i Kbh. herskede der store modsætningsforhold. Langt det største flertal af medlemmerne levede i fattigdom og stod, isoleret fra omverdenen, helt og holdent på den gamle jødedoms grund med dens livsformer og anskuelser. Men ved siden af disse jødiske masser fandtes en del familier som havde erhvervet sig betydelig velstand og indflydelse, og i disse kredse, til hvilke de fleste af menighedens ledere hørte, fandt den mendelssohnske reformbevægelse ivrige tilhængere. Denne bevægelse førte imidlertid i praksis ud af jødedommen. Dertil kom at det jødiske for dem syntes identisk med fattigdom og isolation, og følgen var at et stadig stigende antal jøder gik over til kristendommen. – Et modsætningsforhold af en anden art skyldtes mangelen på en fælles synagoge. Menighedens første synagoge, i Læderstræde, var blevet ødelagt under Kbh.s brand 1795, og siden da blev gudstjenesterne afholdt i over en snes private lejligheder og mindre sale hvor enkelte privatmænd samlede en lille kreds om sig. Dette forhold førte med sig at der efterhånden opstod mindre uensartetheder i ritualet, og uenighed om personer og om små og store ting hærgede menigheden og indvirkede skadeligt på gudstjenestens værdighed og på hele menighedslivet. Alle disse misforhold blev det nu W.s opgave at råde bod på. En af de første betingelser for et enigt og frugtbart menighedsliv og for W.s virksomhed som prædikant var opførelsen af en synagoge. Allerede inden W.s ankomst havde menighedens ledelse gjort skridt til at tilvejebringe en byggesum og en egnet byggeplads, men der manglede endnu et stort beløb, og dette lykkedes det W. på kort tid at samle blandt menighedens medlemmer. 12.4.1833 blev synagogen i Krystalgade indviet. I dens indretning blev der gjort en mindre koncession til reformen. Samtidig udkom W.s Agende for det mosaiske Troessamfunds Synagoge i Kjøbenhavn i hvilken han opstillede reglerne for synagogens ledelse og for gudstjenestens indhold og forløb. For det sidstes vedkommende holdt han sig i hovedsagen til det traditionelle og indførte kun uvæsentlige forandringer. Ny var korsangen og den regelmæssige prædiken som led i gudstjenesten. En yderligere reform begrundede W. senere i et særligt skrift: Die S timmen der attesten glaubwürdigsten Rabbinen über die Pijutim (i Litteratur-Blatt des Orients, 1841; i omarbejdet skikkelse på ny 1857). Agenden fik kongens autorisation, og derved blev den modstand der i begyndelsen rejste sig mod forandringerne overvundet. Indvielsen af den nye synagoge førte med sig at de fleste private synagoger lukkede, og en væsentlig kilde til splittelse inden for menigheden var dermed bortryddet. Nu kunne W. med fuld kraft hellige sig opdragelsen af sin menighed, og han satte sin veltalenhed og hele sin personlighed ind på dette arbejde.

W.s veltalenhed var ganske usædvanlig. Han var en af de første rabbinere der indførte prædiken som led i den jødiske gudstjeneste, og han er overhovedet en af dem der har udformet den moderne jødiske homiletik. Hans prædikener og lejlighedstaler som løb op i flere tusinder, og hvoraf et stort antal er trykt, var opbygget på en omfattende viden som han stadig forøgede, og udviste klarhed i tanke og opbygning og en rigdom på følelse og menneskelig forståelse. Hans stil var i overensstemmelse med den almindelige smag i hans yngre år meget blomstrende, og hans taler havde derfor i hans senere leveår ikke mere den virkning som i de første årtier af hans virksomhed.

Lige så ualmindelig som hans veltalenhed var også hans personlighed. Straks ved sin første optræden gjorde han et dybt indtryk på menigheden. De kbh.ske jøder så her for første gang en mand som i sig forenede en imponerende jødisk viden med verdslig dannelse, en elegant, verdensmandsmæssig optræden og en veltalenhed som henrev selv modvillige til begejstring, og alt dette på positiv jødisk grund. Med sin høje, ranke skikkelse, sine lysende øjne og et mærkeligt suggestivt væsen øvede han en indflydelse på folk som de ikke kunne unddrage sig. Hans optræden var taktfuld og elskværdig, og han vandt sig hurtigt mange venner og nød en uhyre popularitet. Han holdt meget stærkt på sin værdighed og omgav sig med en nimbus som bidrog til at forøge respekten for ham. Han var dog også genstand for en ret skarp kritik. Man misbilligede hans opportunisme, de indrømmelser han gjorde, og hans manglende konsekvens både udadtil og indadtil. Man bebrejdede ham at han forsømte undervisningsvæsenet og de indretninger der kunne sikre menighedens trivsel i fremtiden. Også fra reformvenlig side blev han stærkt angrebet, og flere gange truede hans samlende arbejde inden for menigheden med at bryde sammen. Men alle angreb imødegik han dels med sin personlige indflydelse, dels ved hjælp af de magtmidler der stod til hans rådighed, og dels ved helt at ignorere dem og så meget desto stærkere at gøre sin indflydelse gældende på det store antal ivrige tilhængere han altid bevarede blandt menighedens medlemmer. Hvad ham personlig angik overvandt han alle vanskeligheder med sin seje og smidige natur, og til trods for sine mange kampe og de slag skæbnen i løbet af hans lange liv tildelte ham og hans familie, syv sønner og fire døtre, bevarede han til sine sidste leveår sin ranke holdning og sit muntre, optimistiske sind der gjorde indtryk på alle han kom i berøring med.

Også uden for den jødiske menighed havde W. vundet sig mange venner selv inden for meget højtstående kredse, og den store anseelse og fulde anerkendelse han alle vegne nød gjorde at han med desto større vægt kunne optræde som jødernes talsmand og forsvare dem når de blev angrebet. Således udviklede han sammen med menighedens repræsentanter 1843 en forbedring af den form for edsaflæggelse der krævedes af jøder, og 1864 polemiserede han imod J. N. Madvig og F. C. Bornemann i anledning af debatten i rigsdagen om jødeedens afskaffelse. Imod provst J. R. Damkiers anonyme angreb skrev han ligeledes anonymt Funden Brevvexling mellem en høitstaaende protestantisk Geistlig og en Rabbiner i et nordisk Kongerige, 1862 (først på tysk 1861). 1878 udkom W.s Talmudfjender. Denne tykke bog er et forsvar for jøderne og jødedommen i anledning af de angreb som H. Martensen havde fremsat, og især imod N. G. Blædel og Johs. Kok som havde gengivet og understøttet de voldsomme beskyldninger mod jøderne i August Rohlings Der Talmudjude. De forventninger man i W.s ungdom havde kunnet stille til hans videnskabelige fremtid indfriede han ikke. Bortset fra nogle mindre afhandlinger ved givne lejligheder har han kun skrevet hvad der behøvedes til brug i synagogen og ved religionsundervisningen. Foruden de allerede nævnte skrifter udgav han bl.a. Lærebog i den israelitiske Religion, 1862 (opr. på tysk 1825 og derefter oversat til svensk og hollandsk), Drei Vorlesungen als Einleitung zu Vorträgen über das Judenthum in der Erscheinung und in der Idee, 1838, Tephilath Israel. Israelitisk Bønnebog for hele Aaret, oversat og ledsaget med Anmærkninger samt en Samling danske Bønner, 1856 (4. udg. 1917), Psalmer til Brug ved Gudstjenesten i Synagogen, 1862 (3. opl. 1910), Bibelhistorie for Skole og Hjem, bearbeidet efter Grundtexten, 1867 samt en oversættelse af de fem mosebøger og de perikopiske profetafsnit hvoraf 1. ark forelå trykt til hans 60-års rabbinerjubilæum 1886, mens hele værket først udkom 1891-94 (I–II). – W. nåede i løbet af sit lange liv at fejre adskillige jubilæer, og hver gang glædede han sig hjerteligt over de mange beviser på anerkendelse og kærlighed der strømmede ind til ham fra de forskelligste sider, fra offentlige myndigheder såvel som fra private, både i Danmark og i hans fødeland Hessen. Han modtog et utal af adresser og gaver, og hans menigheds repræsentantskab indstiftede et legat i hans navn og lod præge en medalje til ære for ham. – Tit. professor 1871.

Familie

Forældre: købmand Alexander W. (1763-1843) og Henriette Gans. Gift 30.11.1826 i Frankfurt a. M. (Mos.) med Johanna (Hannche) Goldschmidt, født 4.5.1806 i Frankfurt a. M. (Mos.), død 2.2.1876 i Kbh. (Mos.), d. af vekselmægler Michel Daniel G. og Bella Hahn.

Udnævnelser

R. 1854. DM. 1878. K.2 1888.

Ikonografi

Mal. af D. Monies, 1833 (Fr.borg), efter dette litografi af E. Fortling, 1854, og træsnit 1855. Mal. af J. Friedlænder, 1839, efter dette litografi af samme, s.å. Litografi af Friedlænder. Flere træsnit 1871 og 1878. Mal. af Jul. Rosenbaum og af Birgitte Levison. Litografi af I. W. Tegner, 1887. Medalje af G. L. F. Schmalfeld, 1888. Foto.

Bibliografi

Københavnsposten 18.6.-19.6.1847, 2.7., 3.7., 5.7., 9.7. og 11.8. s.å. Fædrelandet 18.5.1854. Cl. Rosenhoffs ill. almanak for 1855 48-60. Dagens nyheder 4.5.1871, 8.5. s.å. og 9.10.1878. Dagstelegrafen 7.5.-8.5.1871. Berl. tid. 8.5.1871, 8.10.1878, Berl. aften 8.10.1888 og 10.10. s.å., Berl. tid. 25.5.1891, 4.12. s.å. og 21.11.1892. Dagbladet 8.5.1871 og 9.10.1878. III. folkeblad 14.5.1871 og 13.10.1878. Søndagsposten 15.5.1871. III. ugeblad II, 1871 161f. Morgenbladet 8.10.-9.10.1878, 7.10.1888, 4.12. og 8.12.1891. Nationaltid. 8.10.-9.10.1878 samt 4.12. og 7.12.1891. [Olivia Levison] i Nutiden 13.10.1878. [Ad. Bauer] i III.tid. 20.10.1878. Sst. 13.12.1891. Politiken 8.10.-9.10.1888, 24.5.-25.5.1891, 7.8, 4.12. og 7.12. s.å. samt 22.11.1892. Mindeblad i anledn. af A. A. W.s 90. fødselsdag, udg. Falk S. Simonsen, 1891. [Ad.] B[auer] i Danmark, udg. Journalistforen. VII, 1893 29-33. Josef Fischer i Jødisk familieblad I, 1929 nr. 17 6 og nr. 20 3f. Ved 150-årsdagen for anordn, af 29. marts 1814, red. Jul. Margolinsky og Poul Meyer, 1964. Poul Borchsenius: Historien om de da. jøder, 196998-105.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig