Adolph Peter Adler

Adolph Peter Adler,  29.8.1812-5.10.1869, teolog. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., begravet sst. (Ass.). A. blev student 1832 (privat dimitteret), cand. theol. 1836 og drog 1837 på en længere udenlandsrejse for at studere den hegelske filosofi. Et resultat af disse studier var hans disputats Den isolerede Subjectivitet i dens vigtigste Skikkelser I, 1840. 1841 blev han sognepræst i Hasle og Rutsker på Bornholm. A.s discipelforhold til Hegel møder vi i Populaire Foredrag over Hegels objective Logik, 1842, et forsøg på at gøre det spekulative stof med dets knudrede terminologier tilgængeligt for en større almenhed (oversat Helsingfors 1851). Men 1843 oplevede A. en omvendelse af modsat art af J. L. Heiberg, nemlig bort fra Hegel. For denne oplevelse gjorde han rede i Nogle Prædikener, 1843. I en eksalteret tilstand, kendetegnet ved syns- og hørefænomener, fornemmede han en åbenbaring af Kristus, efter hvis diktat han skrev. Det hele skete "som ved et lysglimt", og "samme nat for en hæslig lyd ned i vort værelse". Biskop Mynster foreslog A. at ansøge om orlov hvad han afslog. S.å. udsendte A. et lille skrift, som han kaldte Studier, 1843. Med forkærlighed for et dybsindigt sprog der bevægede sig i antiteser optog han emner der særlig egnede sig til spekulativ behandling: ånd og legemlighed, guddommelig og menneskelig natur, det ondes oprindelse. – A.s prædikener fremtræder i en knap, ofte springende lapidarstil. Deres indhold viser en udpræget ortodoks Jesusforkyndelse (Jesu offer er for stedse den fuldkomne forsoning for synden) forbundet med pietismens forkyndelse om vækkelsens skel og helliggørelse, det sidste dog i den moralistiske form: lasterne må aflægges, og ingen må for fremtiden mere synde med forsæt. I filosofisk henseende er de båret af en dualisme der er grundlaget for A.s senere, metodefri spekulationer. Da de første mennesker opgav Guds ånd blev den onde ånd skabt. Den er Guds fjende, hersker over verden, og nu er resultatet at kødet er ondt. I bogen Studier er Adam tanken der adskilte ånden fra legemet og ånden fra verden. Her findes ved siden af uklare ideer også bisarre udsagn som "Derfor – naar din Søn ikke tror paa Jesus, kan du lige saa gerne knække Halsen paa ham; thi han skal løskøbes ved et Lam". I begyndelsen af 1844 blev A. suspenderet under henvisning til hans mentale tilstand. Af sognets beboere indgav 116 en adresse om at måtte beholde ham. Han begærede en provsteret nedsat men fik afslag. Mynster stillede ham i april 1845 en række spørgsmål, bl.a. om han ville tilbagekalde sin ytring om at hekse skulle brændes, og om han ville erkende at han havde været i en forvirret sindstilstand da han udsendte sine skrifter. A. svarede at de udtryk man angreb var blevet misforstået, og dersom et enkelt udtryk var blevet for stærkt måtte det være undskyldeligt. Efter en samtale med Mynster søgte A. at undgå et fuldstændigt brud ved i en skrivelse af 5.7.1845 at meddele at hans skrifter ikke var at anse som åbenbaringer ved siden af kristendommen. Mynster indstillede ham dog til afsked hvad der bevilgedes 26.8.1845.

A.s senere forfatterskab var bredt anlagt. 1846 udkom rimenerne Nogle Digte og Forsøg til en kort systematisk Fremstilling af Christendommen i dens Logik, det vil sige dens objektive betydning for de allerede dømte. 1856 udgav han Prøvepaa et bornholmsk Dialekt-Lexikon og s.å. To Fortællinger fra Bornholm. Den lokalhistoriske romanskriver fandt at Bornholms beboere repræsenterede den ældste og virkelige lutherdom. – For Søren Kierkegaards polemiske udvikling kom Tilfældet A. til at betyde noget ganske væsentligt. At en præst der brænder sine hegelske manuskripter og kommer til sig selv ("thi al Religiøsitet ligger i Subjektiviteten, i Inderligheden, i at komme til sig selv") netop kommer i konflikt med statskirken bragte Kierkegaard i voldsom gæring og gav ham afgørende stof til allerede nu at slå ind på den polemiske linie der senere skulle blive åbenbar.