Alfred Th. Jørgensen

Alfred Th. Jørgensen, Alfred Theodor Jørgensen, 9.6.1874-12.9.1953, teolog, filantrop. Alfred Th. Jørgensen blev student 1892 fra Horsens og teologisk kandidat 1897. 1899 vandt han universitetets guldmedalje for afhandlingen I hvilket Omfang og paa hvilken Maade kan det protestantiske Skriftprincip fastholdes over for de Angreb, som navnlig i nyeste Tid er rejst mod samme? Derefter gennemførte han studier i Tyskland hos nogle af tidens førende Lutherforskere, J. Kostlin og C. Stange. Sidstnævnte bevarede han livslang forbindelse med, og de arbejdede sammen for at styrke de mellemkirkelige lutherske bånd. I 1908 blev Alfred Th. Jørgensen teologisk doktor på en afhandling om Luthers Kamp mod den romerskkatolske Semipelagianisme. Fra 1902 var han sekretær i De samvirkende menighedsplejer der var stiftet samme år med det formål at iværksætte et diakonalt hjælpearbejde for børn, syge, gamle og fattige. Det var forudsætningen at sådanne opgaver ikke altid kunne løses lokalt i de enkelte sogne, men måtte samles under en fælles organisation for hele København.

Alfred Th. Jørgensen fik stor betydning i menighedsplejen fordi han tog talrige initiativer til oprettelse af nye arbejdsområder, og fordi han havde usædvanlige evner til at skaffe penge. Ved siden af de praktiske opgaver i det kirkelig-sociale hjælpearbejde prøvede han at vinde forståelse for at den kirkelige filantropi måtte tages op som videnskabelig disciplin inden for teologien (jf. hans grundbøger Filantropiens Førere og Former i det nittende Aarhundrede, 1921, Filantropi, 1939 samt Apostelen Paulus som Filantrop. Den kristne Diakonis Oprindelse og Rettesnor, 1950). 1931 var han primus motor bag oprettelsen af Folkekirkeligt filantropisk forbund.

Da grunden til en omfattende offentlig socialforsorg blev lagt 1933 med K.K. Steinckes socialreform forekom det mange at det kirkelige hjælpearbejde ville blive tvunget henimod opløsning. Alfred Th. Jørgensen så dog ikke statens overtagelse af de fleste funktioner som en sådan trussel, men tværtimod som en tiltrængt aflastning for kirken. Imidlertid vendte han sig mod den opfattelse at alle problemer skulle være løst med socialreformen. Han tilstræbte gensidig forståelse hvor det kirkelige hjælpearbejde var et nødvendigt supplement til det offentlige, idet private kirkelige initiativer for Alfred Th. Jørgensen aldrig kunne undværes (jf. Socialreformen og Menighedsplejen i Præsteforeningens Blad 1933).

I årene 1897–1934 var Alfred Th. Jørgensen kirkelig medarbejder ved Berlingske Tidende. Her fremlagde han sine konservative synspunkter, teologisk og kirkepolitisk. Navnlig modarbejdede han liberalteologien og den "tålsomme" folkekirke; han stod bag Kirkeligt landsforbund der blev ledet af H. Ussing og F. Torm. Alfred Th. Jørgensen prøvede i flere omgange at få ansættelse ved det teologiske fakultet, men led her en række skuffelser. Han havde derimod kontakter med det norske menighedsfakultet hvor han var gæstelærer, en kort tid også gæsteprofessor. I det hele taget knyttede han i en række sammenhænge udenlandske forbindelser der stillede de hjemlige nederlag i skyggen, og han opnåede talrige internationale hædersbevisninger.

I forbindelse med første verdenskrig gik Alfred Th. Jørgensen ind i arbejdet med at skaffe hjælp til flygtninge, forældreløse børn etc. i de krigsramte områder. Efter krigen fortsattes arbejdet, også på fællesnordisk plan. Alfred Th. Jørgensen ville fremfor alt støtte de lutherske kirkesamfund i Europa der som følge af krigen var kommet i en vanskelig stilling. Bestræbelserne blev samlet i Nødhjælpen til Europas evangeliske kirker (nu Folkekirkens nødhjælp) der på et internationalt møde i København i 1922 blev tilsluttet et mellemkirkeligt fællesinitiativ. Alfred Th. Jørgensen var her en af drivkræfterne. Det var han også året efter da Det lutherske verdenskonvent (nu Det lutherske verdensforbund) blev oprettet i Eisenach i Tyskland. Alfred Th. Jørgensen blev indvalgt i præsidiet hvor han havde sæde en lang årrække.

Økumenisk var der navnlig to sammenhænge hvor han fik en særlig markant profil. For det første ønskede han det mellemkirkelige fællesskab på luthersk grund bygget op omkring en konsekvent fastholdelse af bekendelsen, luthersk forstået, jf. hans programforedrag i Eisenach 1923 om bekendelsen som kirkens ufravigelige grundvold. Ligeledes stillede han sig under den tyske kirkekamp på linje med de konservative lutherske biskopper i de "intakte" landskirker (se hans portrætter i Kirkelige Profiler, 1952). Hans vægtlægning på bekendelsestroskaben skulle først og fremmest tjene til at etablere et kirkeligt bolværk mod sækulariseringen der for ham var tidens hovedfare hvad enten den blev ført frem i liberalistisk eller socialistisk skikkelse. For det andet argumenterede han for at udbygge de internationale kontakter blandt lutherske kirker ved at oprette et rejsende Luther-fakultet eller i det mindste udveksle præster, stipendiater og teologiske lærere. Dette forslag fremførte han med stor vægt ved Det lutherske verdenskonvents konference i København 1929 hvor han igen var hovedmanden bag arrangementet. Et synligt resultat blev Luther-akademiet i Sondershausen i Thüringen, oprettet 1932 med C. Stange som leder (professor i Göttingen) og med den svenske ærkebiskop Eidem og professor Torm i præsidiet. Disse bestræbelser blev dog vanskeliggjort som følge af den politiske udvikling i Tyskland under Hitler. Da Stange efter 1945 sammen med bl.a. Alfred Th. Jørgensen søgte at vinde forståelse for en genoprettelse af Luther-akademiet var begge tyngede af alderen, og ledelsen i den fælleskirkelige bevægelse på luthersk grund overgik til yngre kræfter.