Børge Diderichsen

Børge Diderichsen, Børge Krag Diderichsen, 13.11.1906-23.5.1989, teolog. Børge Diderichsen blev student fra Herlufsholm 1924 og teologisk kandidat 1931 efter en studietid der var præget af læsning af Det ny testamente efter historisk-kritisk metode. Han deltog i opgøret i Danmarks kristelige studenterforbund som udviklede sig til en kirkelig protestbevægelse omkring tidsskriftet Tidehverv. 1931-32 foretog Børge Diderichsen en studierejse til Tyskland. I Marburg fandt han en lærer for livet i R. Bultmann og blev dennes mest indflydelsesrige elev i Danmark. Han tilsluttede sig Bultmanns radikale kritik af Det ny testamente, men blev især overbevist om frugtbarheden af hans banebrydende eksistentiale eksegese.

Efter en kort årrække som kaldskapellan i Assens 1934-38 blev Børge Diderichsen knyttet til Københavns universitet, først som undervisningsassistent, ekstern lektor mm., 1965-76 som professor i Det ny testamente. Samtidig var han i en menneskealder en skattet manuduktør og øvede herigennem en enestående indflydelse på et helt kuld af præster. Jævnsides hermed var Børge Diderichsen lærer ved Blågårds seminarium 1947-65, lektor ved Kiels universitet 1950-55 og bibliotekar ved Det kongelige bibliotek 1955-62.

De vigtigste videnskabelige skrifter er Paulus Romanus. Et analytisk Bidrag til Romerbrevets ældste Historie, 1941. Heri foretager Børge Diderichsen en deling af Romerbrevet i 2 dele hvoraf den ene er paulinsk den anden deuteropaulinsk, indføjet af "Paulus Romanus" efter år 70, Den markianske skilsmisseperikope. Dens genesis og historiske placering (disputats 1962). Det søges heri godtgjort at Mk 10.2.-12 er sammensat af to oprindelig selvstændige dele: v. 2-9 og v. 10-12. Først ved disses sammenstilling i efterapostolsk tid fremkommer den kirkelige lære om ægteskabets uopløselighed. Denne lære stammer således ikke fra Jesus selv.

Med sigte på bredere læserkredse udgav Børge Diderichsen 1962 Den historiske Jesus (2. udg. 1977) og i 1970 Markusevangeliet, begge værker præget af evne til at forenkle og klargøre uden at forvanske. Han har formået som få i samtiden at formidle sit fag skriftligt og mundtligt uden brug af populærpædagogiske metoder men ved tankens klarhed, behersket i formen, samtidig med at ordene havde tyngde. Overalt i Børge Diderichsens virke mærkes enheden af historisk og eksistentiel tænkning. Eksistensteologien vil fastholde mennesket på dets plads under Guds fordring og tilgivelse.

Børge Diderichsens livsforståelse forklarer meget af den energi og udholdenhed hvormed han kastede sig over forskellige opgaver. Han har troet på muligheden af at præge udviklingen og på nytten af opgør og debat. Børge Diderichsen er medlem af en række bestyrelser, kommissioner og råd. Her bør nævnes at Børge Diderichsen var medlem af undervisningsministeriets kommission vedr. undervisning i kristendomskundskab og religion 1967-74 hvor han øvede en afgørende indflydelse, formand for bestyrelsen for kirkeministeriets særuddannelse til præsteembede i folkekirken og for dennes studieudvalg 1971-82 og endelig formand for kirkeministeriets sognemedhjælperudvalg 1974.

Under indtryk af 1930'ernes politiske liv især i Tyskland fandt Børge Diderichsen allerede da sit ståsted i partiet venstre ud fra grundsynspunkterne: frihed for den enkelte borger, virkelig hjælp hvor den tiltrænges, nødvendig styring og kontrol. Fra 1940'erne spillede han en fremtrædende rolle i hovedstadens venstre, var påvirket af Thorkil Kristensen p.g.a. dennes redelighed og saglighed, gjorde modstand mod Erik Eriksens V-K-politik, var med i liberal debat der erobrede magten i hovedstadens venstre 1961. 1964 kom Børge Diderichsen i folketinget. 1965 kulminerede striden mellem de to liberal-debat-folketingsmænd Niels Westerby/Børge Diderichsen og moderpartiet venstre. Det resulterede i en partisprængning efter at de to sammen med de radikale støttede et omfattende økonomisk kriseforslag fremsat af den socialdemokratiske regering. Samme år stiftedes liberalt centrum. Partiet repræsenteredes i folketinget indtil 1968 da liberalt centrum ikke opnåede valg. Kort tid efter blev partiet nedlagt. Børge Diderichsens politiske kongstanke var en samarbejdsregering bestående af venstre og socialdemokratiet, ikke ud fra en romantisk forestilling om en arbejderbonde regering men ud fra erkendelse af en ændret social struktur og et nyt faktisk socialt-liberalt centrum.

Han ønskede at et "ideologisk ubesværet" venstre og et "udogmatisk" socialdemokrati måtte vokse hinanden nærmere. Børge Diderichsen har evnet som få i samtiden at analysere begivenheder og tendenser og videregive sin viden og forståelse selv om han ikke i gængs forstand har været folkelig, og selv om hans politiske gennemslagskraft ikke har været særlig udviklet.

Festskriftet til hans 70-års-fødselsdag med titlen Humanitet og eksistens er et indirekte vidnesbyrd om rækkevidden af Børge Diderichsens indsats.