C.I. Scharling

C.I. Scharling, Carl Immanuel Scharling, 3.1.1879-13.8.1951, teolog. Født på Frbg, død i Gentofte, begravet i Kbh. (Ass.). S. blev student fra Metropolitanskolen 1897 og cand. teol. 1904. Hjemmets tradition for luthersk kristendom, litterære interesser og bred humanisme gjorde det selvfølgeligt at han valgte teologien, og især fængsledes han af de netop dengang højaktuelle gammeltestamentlige undersøgelser; 1901 vandt han universitetets guldmedalje for en afhandling om de yngste profetskrifter. Også i det praktiske kirkeliv – søndagsskolen og studenterbevægelsen – deltog han ivrigt. 1905–08 studerede han i Tyskland, Schweiz, Italien, Holland og England, fortsatte det teologiske arbejde og satte sig grundigt ind i de forskellige kirkesamfunds lære og især deres kirkeforståelse. Derefter blev han lærer ved Det danske missionsselskabs skole og ved N. Zahles faglærerindekursus, deltog stadig i Studenterhjemmets aktiviteter og samlede sine studier om den ældste kristendom og dens forhold til samtidens religiøse bevægelser; 1917 disputerede han for den filosofiske doktorgrad på Ekklesiabegrebet hos Paulus og dets Forhold til jødisk Religion og hellenistisk Mystik. S.å. blev han sognepræst i Tostrup, blev hurtigt en anset prædikant, og den interesse han stedse havde næret for den ældste kristendoms kirkebegreb forlængedes nu i det praktiske kirkelivs tjeneste, så hovedvægten kom til at ligge på kirkens nutidige plads og funktioner; især blev Grundtvigs, H. Martensens og nu også Karl Barths tanker gjort til genstand for overvejelser og kirkens forhold til moderne kultur taget op til drøftelse. Litterære frugter af det fortsatte studium – altid udtrykt i et klart og smukt sprog – var bl.a. Apostlen Paulus' Brev til de Hellige i Kolossæ, oversat, indledet og fortolket for Lægfolk, 1922, Kirketanken i vor Tid, 1925 (i samarbejde med andre), Den historiske Jesus s.å. Kirken og det humane Aandsliv, 1927, H. L. Martensen, hans Tanker og Livssyn, 1928, Apostlenes Gerninger, 1932, Barthianisme, s.å., Kirken og dens Kritikere, 1934, Henrik Scharling, 1936 og en fortolkning til Jesaja 1940. 1929 blev S. redaktør af tidsskriftet Kirken og 1935 medredaktør af Kirken og Tiden; han var også medlem af den nytestamentlige oversættelseskommission og fra 1928 censor ved teologisk embedseksamen; 1927 blev han formand for menighedskonventet og 1934 formand for præsteforeningen, ligesom han var en stadig deltager i det økumeniske samarbejde (jfr. Nogle Blade af den økumeniske Bevægelses Historie, 1939). 1930 blev S. stiftsprovst i Ribe, 1937 domprovst i Roskilde og 1939–49 var han biskop i Ribe. Også her fortsatte han sit forfatterskab, blev 1947 formand for det nystiftede Grundtvigselskab og indledte den lange række af dets publikationer med en fremragende studie over Grundtvig og Romantiken, belyst ved Grundtvigs Forhold til Schelling, 1947 som blev fulgt op ved flere artikler og anmeldelser i Grundtvig-Studier.