Claus Hornemann

Claus Hornemann, Claus Frees Hornemann, 17.2.1751-11.2.1830, teolog. Claus Hornemann blev student 1766 fra Herlufsholm og 1768 cand.teol. hvorefter han fra 1770 studerede tre år i Göttingen under C.W.F. Walch, C.G. Heyne og især J.D. Michaelis der ligesom Heyne anmeldte hans debutarbejde, første del af nogle undersøgelser over Philo, meget velvilligt. Efter sin hjemkomst blev Claus Hornemann alumnus på Borchs kollegium og dekan på klosteret. Sidstnævnte stilling gav ham lejlighed til private forelæsninger over orientalske sprog og indledning til Det gamle testamente. Samtidig udgav han fortsættelser af sit arbejde over Philo og henledte derved Ove (Høegh-)Gulbergs opmærksomhed på sig, fik 1775 sølvmedaljen pro meritis. Han søgte 1776 præsteembede på landet, men Guldberg gjorde ham til ekstraordinær professor i teologi. Som sådan fik han til opgave at give udkast til fakultetets fordømmende betænkning over Goethes Werther. 1777 blev han ordinær professor.

Som teolog er Claus Hornemann supranaturalist. I sine yngre år stod han konservative teologer som N.E. Balle nær. Lige til det sidste fastholdt han miraklet og Kristi opstandelses virkelighed. I sine Oplysninger til Christi Taler hos Johannes I–II. 1820–21 hævder han, at Jesus er faderens guddommelige søn, den sande Messias. Jesus forener den høje overmenneskelige natur med den menneskelige og er derfor forenet med Gud på uforklarlig måde, men i den nærest mulige "mentale Fuldkommenhed". Som "Faderens Fortrolige" åbenbarer han os "den sande guddommelige Religion der kan frelse, d.e. lyksaliggøre og forædle alle, der selv vil lade sig forædle". Kristi døds betydning består i at den ved at forestilles mennesket som forsonende synden bevirker at mennesket befris for angsten for Guds straf; endvidere i at den er moralsk eksempel på at lide for sandheden og derved motiv til at aflægge laster: herudfra tyder Claus Hornemann "syndsforladelse" som "Synds forsagelse". Disse ideer søges gennem en "mentalmoralsk" fortolkning der går ud på at Kristus har talt "forblommet" i billeder, og med oplysningstidens almindelige teori om at de bibelske forfattere har "akkomoderet sig" efter deres tilhøreres fatteevne, påvist som den sande mening i skriften.

Fra ortodoks side var Claus Hornemann flere gange genstand for angreb. Det første arbejde han som professor udgav, en med kommentar forsynet prøveoversættelse af profeten Mika (1777), vakte modsigelse ved en tidshistorisk og ikke messiansk opfattelse af Mika 5,2. Det antages almindeligt at det skyldes Guldberg at Claus Hornemann i et "Anhang" indrømmede at det tidshistoriske ikke udelukkede tanken på Messias. Ingen af de fortolkninger han giver af stedet er historisk set sandsynlige, heller ikke den modifikation han mange år efter gav i sine oplysninger til Christi Taler hos Johannes.

Vigtigt for 1800-tallets bedømmelse af Claus Hornemann blev det angreb som Grundtvig rettede mod ham og A. Gamborg i Verdenskrøniken, 1812. Da Claus Hornemann i en række temperamentsfulde taler der blev udgivet, angreb den romantiske filosofi og i sine kommentarer til Det ny testamente (der også rummede polemik mod den officielle bibeloversættelseskommission) kæmpede for sin "mentalmoralske" kristendom blev han 1824 hånet af den unge præst, Jørgen Thisted; 32 studenter støttede overfor konsistorium Claus Hornemann, og Thisted klagede da til myndighederne over hans "vranglære", fordi han angiveligt havde brudt sin embedsforpligtelse på kirkens "symbolske bøger". Affæren er udgangspunkt for den "kirkekamp" Grundtvig, A.G. Rudelbach og J.C. Lindberg nu – også for at hævde symbolforpligtelsen – indledte mod rationalisterne. Overfor konge og kancelli forsvarede Claus Hornemann sig i en udførlig Giendrivelse, 1825, et godt udtryk for hans teologi og personlighed. – Det afgørende angreb førtes samme år af Rudelbach i Theologisk Maanedsskrift II, hvor svagheder i hans teologi påvises, dog med nogen mangel på forståelse af hans personlige standpunkt.

Almindeligt siges at han efterhånden, dels af interesse for landliv og landbrug, dels på grund af en tidlig døvhed, blev skødesløs med sit arbejde. Under bombardementet 1807 mistede han sit bibliotek og alle sine manuskripter. Det må indrømmes at hans senere kommentarer til en lang række gammel- og nytestamentlige skrifter (i øvrigt allerede også salmefortolkningen fra 1790'erne) ikke er så grundige som hans første arbejder. Men man må erindre at han allerede fra 1806 ifølge universitetsfundatsen (§ 16) var fritaget for at holde forelæsninger. At han vedblev at forelæse, lige til Hagen Hohlenberg 1825 efter hans ønske kunne overtage arbejdet er da et vidnesbyrd om hans tjenesteiver, ligesom hans senere værkers polemiske karakter viser at han gik op i det. Men hans sidste arbejde, en udgave af de apostolske fædre fik en frygtelig medfart, og vistnok med rette, i en anmeldelse i Theologische Studien und Kritiken, 1830. Her har alderdommen fået overtaget over ham.

Claus Hornemann skildres som frisindet og venlig, også mod folk der ikke var hans meningsfæller. Hans gennem hele livet varme venskab med Malthe Conrad Bruun bragte ham 1796 ubehageligheder. Bekendt er også hans forsøg på at trøste Grundtvig, da denne havde fået sin irettesættelse af konsistorium. J.K. Høst siger om ham, at "han kunde ikke forstille sig".

Claus Hornemann var syv gange universitetets rektor, således både ved jubilæet 1779 og ved reformationsfesten 1817. Han blev dr.teol. 1779. – Rang med biskopper 1822.