Eduard Geismar, Eduard Osvald Geismar, 12.2.1871-14.5.1939, teolog. Eduard Geismar blev student 1888 fra Borgerdydskolen på Østerbro, cand.teol. 1894, og efter hjemme at have fortsat sine studier (bl.a. i orientalia) rejste han 1897-99 til udlandet og satte sig ind både i tysk og engelsk filosofisk tænkning. Efter sin hjemkomst var, han sognepræst i Veggerslev og Villersø 1899-1908, ved St. Mortens i Randers 1908-17, ved Trinitatis kirke i København 1917-21 og blev 1921 professor i systematisk teologi ved universitetet.

Eduard Geismars tidligste udvikling var præget af hans bestræbelse på at formulere et svar på udfordringen fra kulturradikalismen. I den forbindelse øste han navnlig af tre inspirationskilder. For det første fandt han i Københavns kirkefond og den kristelige studenterbevægelse et kirkeligt ståsted som for ham var i stand til at modstå angrebene fra den naturvidenskabelige tænkemåde; tillige forekom denne kirkelige fornyelse ham at være det rette udgangspunkt for at komme i forbindelse med den kirkefremmede arbejderklasse. For det andet stiftede han under sin toårige udenlandsrejse bekendtskab med den tyske filosof Rudolf Eucken der videreførte væsentlige sider af den idealistiske filosofi. Euckens historietænkning blev modtræk mod den af biologien prægede udviklingsfilosofi der i Eduard Geismars øjne havde været ved at slå grunden væk under den kristne religionsfilosofi.

For det tredje blev Eduard Geismar præget af Søren Kierkegaards opbyggelige skrifter. Disse inspirationskilder bestemte synsvinklen i hans systematiske afhandlinger, først og fremmest Kristendom og Udvikling. Men desuden overførte han tilsvarende tankegange til den praktiske politik, da han begrundede sin støtte til georgeismens målsætning og var med til at grundlægge retsforbundet. Som prædikant og som leder i studenterbevægelsen havde Eduard Geismar erhvervet stor popularitet der fulgte ham over i professoratet i systematisk teologi 1921. Han var i de følgende år usædvanligt produktiv, skrev lærebøger til de systematiske discipliner og fremlagde sin Kierkegaardmonografi foruden talrige mindre afhandlinger og artikler. Begyndelsen til Kierkegaard-studierne var afhandlingen Det etiske stadium hos Søren Kierkegaard (Teologisk tidsskrift, 1923).

Hovedproblemet var for Eduard Geismar, hvordan man skulle forholde sig til den anklage mod livet i de naturlige ordninger som var blevet fremført af Kierkegaard med stadig større lidenskab. Eduard Geismar afviste anklagerne fra kirkestormeren Kierkegaard og fastholdt i stedet at den etiske idealitet måtte til for at indskærpe fordringen. På samme tid erindrede synden imidlertid om at man måtte gå fra det etiske til det kristelige stadium. Det opbyggelige i kristendommen bestod just i at kredsløbet kunne sluttes således at mennesket fik styrke til livet i de naturlige ordninger. På baggrund heraf kunne Eduard Geismar sammenfatte sin udlægning af den kierkegaardske eksistensdialektik i vendinger der tydeligt lå i fortsættelse af idealistiske forestillinger.

I disse år var Karl Barths antiidealistiske teologi den væsentligste teologiske udfordring. Eduard Geismar var den første i Danmark der tog Barth op, og han kunne et langt stykke følge Barth i dennes anklage mod den liberale og idealistiske tradition. Han tilskyndede energisk studenterne til at studere Barth. Alligevel var der på afgørende punkter afstand mellem Barth og Eduard Geismar, fx vedrørende åbenbaringens paradoksalitet og gerningernes plads og karakter. Det var derfor også karakteristisk, at Eduard Geismar i stedet kom til en vidtgående teologisk enighed med den tyske professor Emanuel Hirsch som var elev af Karl Holl, Lutherrenæssancens ophavsmand, og Eduard Geismar og Hirsch tilsluttede sig Holls Luther-forståelse som de endvidere mente at kunne forene med deres forståelse af Kierkegaard. Både Eduard Geismar og Hirsch indtog en gennemgående dobbeltholdning til den idealistiske tradition: på den ene side var idealismen den filosofi der lå nærmest kristendommen, på den anden side kom de ikke uden om et teologisk brud med den idealistiske forståelse af det hinsidige og af menneskets etiske formåen. Dette var også hovedsynspunktet i den Religionsfilosofi Eduard Geismar offentliggjorde i 1924.

I etikken lagde Eduard Geismar vægt på at der fra kristendommen udgik en "polemisk brod" mod menneskets umiddelbare forhold til de naturlige ordninger. Det vigtigste var at troen gav stødet til en indre fornyelse, et sindelagsskifte. Herefter kunne man genetablere et positivt forhold til familie og samfund hvor det polemiske og det positive begge beholdt deres plads, men kun var gyldige i sammenhæng. Troens virkeliggørelse var en stadig vekselvirkning mellem gave og opgave. Eduard Geismars etik indeholdt en afvisning af en umiddelbar kristelig materialetik, idet han fastholdt pligtkollisionernes uundgåelighed og en dialektisk betragtning bag de principielle etiske spørgsmål. Samtidig var det dog umiskendeligt pietistisk farvet helliggørelsesetik der både sprogligt og indholdsmæssigt prægede udredningerne. Da Eduard Geismar fortsatte konkretiseringen af sin etik, kom han i modsætning til Hirsch der fra begyndelsen havde tilhørt den højrenationale opposition mod Weimarrepublikkens idégrundlag. Både vedrørende vurderingen af Tysklands politiske situation og af principielle emner som krig, nationalitetsfølelse og sociale problemer havnede de i en uenighed, hvis rækkevidde dog først trådte helt klart frem, da Hirsch – til Eduard Geismar forfærdelse – med begejstring sluttede sig til nazismen.

Eduard Geismar havde i begyndelsen sympati for de tanker der fra 1924–26 banede sig vej hos en række unge teologer der 1926 brød ud af Studenterforbundet og selv udgav bladet Tidehverv, ja han havde selv andel i de impulser som de unge tog op, videreførte og radikaliserede. Snart blev deres kritik dog rettet mod Eduard Geismar med lige så stor kraft som fx mod KFUM-lederne. I en epilog til sit Kierkegaard-værk (afsluttet 1928) henvendte Eduard Geismar sig til de unge i forhåbning om at kunne sætte tingene på plads. På den ene side mente han at være enig med dem i at menneskets virkeliggørelse af Guds krav altid kun er såre utilstrækkelig; på den anden side foreholdt han dem at de ikke gjorde alvor af "den intense spænding mellem religiøsiteten A og religiøsiteten B" hos Kierkegaard. Dette førte til at de etiske krav svævede i et tomrum eller helt forsvandt. Tidehvervsteologerne så i Eduard Geismars faderlige tilrettevisning kun en undvigelsesmanøvre i forhold til det opgør de insisterede på at føre igennem.

Hedvig Reinhard der havde kendt Eduard Geismar på nærmeste hold indledte en serie artikler mod ham med en sarkastisk, emotionel og forgrovet polemik. N.I. Heje forsynede indirekte hendes kritik med sit blå stempel da han talte om at Eduard Geismars Kierkegaardbog er "et forræderi uden mage mod den mand, hvis fortolker han vil være" og desuden påstod at en "ren paroksysme af forfængelighed" dominerede hos Eduard Geismar (Tidehverv, 1929 135f.). Størst systematisk vægt lå der imidlertid gemt i K. Olesen Larsens angreb "Noget om afgørelsen i øjeblikket" (1932-33). Ud fra sin Kierkegaard-fortolkning rettede Olesen Larsen her et dybtgående, men også polemiserende angreb mod Eduard Geismar.

Det er givet at Eduard Geismar var krænket og følte sig uretfærdigt behandlet. Den omarbejdede udgave af religionsfilosofien 1930 og endnu tydeligere Luthersk Etik i Grundrids, 1933 var tænkt som svar. Alligevel kunne han ikke ryste bitterheden afsig, først og fremmest fordi han så sin Kierkegaard-forskning ringeagtet idet Tidehverv stædigt fastholdt, at han "havde klippet kløerne af Kierkegaard". Samtidig fjernede Eduard Geismar sig mere og mere fra Hirsch da denne fremlagde en teologisk begrundelse for sin helhjertede tilslutning til nazismen. Sommeren 1934 udviklede det sig til en lidenskabelig meningsudveksling hvor Eduard Geismar omsatte sine kulturkritiske anskuelser i en træfsikker påvisning af nazismens politiske blændværk og farlige demagogi. Han henholdt sig navnlig til førerideologien, A. Rosenbergs nyhedenskab og antisemitismen, og gjorde samtidig udførligt rede for de teologiske perspektiver der stod på spil i den tyske kirkekamp.

Fra 1934 deltog han endvidere i en række drøftelser som den økumeniske bevægelse – med anledning i de totalitære politiske ideologier – havde sat i gang som led i forberedelserne til verdenskonferencen om kirke, folk og stat i Oxford 1937. I den forbindelse nåede Eduard Geismar til vidtgående enighed med Emil Brunner. I den politiske etik var de såvel politisk som teologisk fælles om at formulere en opfattelse der imødegik farerne ved en "livsanskuelsesstat". I stedet plæderede de for en socialliberal retsstat. Også de deltagende svenske og norske teologer lå overvejende på samme linje som Eduard Geismar.

Som Kierkegaard-forsker, systematisk teolog og som kulturkritiker vandt Eduard Geismar international anseelse, mest i Tyskland og i de øvrige nordiske lande, og på en forelæsningsrejse til USA 1936 blev han kraftigt hyldet som Kierkegaard-kender. Eduard Geismar må ses som en overgangsskikkelse imellem de liberale, idealistiske strømninger fra århundredets begyndelse og mellemkrigsårenes teologiske fornyelse. Denne viste sig først og fremmest i den dialektiske teologi, men også i den svenske lundenserteologi som Eduard Geismar ellers vurderede meget positivt. I forhold hertil aftog betydningen af Eduard Geismars hævdelse af overensstemmelse mellem sider af den idealistiske filosofi og kristendommen forholdsvis hurtigt.

Familie

Eduard Geiser blev født i Randers, død i København, begravet samme sted (Bispebjerg). Forældre: fabrikant C.F. Geismar (1839-1902) og Anna Margrethe Bøggild (1835-1906). Gift 26.7.1900 i København (Frederiks) med Lina Ella Margaretha Clara v. Przyjemska, født 23.3.1876 i Weissenfels, prøjsisk Sachsen, død 1.12.1942 i København, datter af apoteker Ernst Leonhardt v. Przyjemska (1841-88, gift 2. gang med Caroline Johanne Pauline Marie Groger, 1840-1923) og Lina Augusta Pouline Sascke (død 1876). – Bror til Oscar Geismar.

Ikonografi

Buste af V. Gustafson. Tegning af Aage Roose (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Brevveksling med Karl Barth i Dansk teologisk tidsskrift XXXIX, 1976 73-105 og med Emil Brunner samme sted 166-95. Breve fra F.C. Krarup til Lyder Brun, 1960. – Niels Munk Plum i Festskrift udgivet af Københavns universitet november 1939 122-29. N.H. Søe: Dansk teologi siden 1900, 1965 60 105-15. P.G. Lindhardt i Den danske kirkes historie VIII, 1966. Jens Holger Schjørring: Theologische Gewissensethik und politische Wirklichkeit. Das Beispiel Em. Hirschs und Eduard Geismars, Göttingen 1979 = Arbeiten zur kirchl. Zeitgesch., Reihe B VII (m. bibliografi). – Papirer i Rigsarkivet. Niels Thulstrup i Forschungsgeschichte, Stuttgart 1970 90-99.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig