F.C. Krarup

F.C. Krarup, Frederik Christian Krarup,  31.3.1852-27.12.1931, teolog. Født i Løgumkloster, død i Sorø, begravet sst. K. følte sig altid som sønderjyde – hans største oplevelse var uden tvivl afstemningen i 1920, og så tyskpåvirket han var teologisk, så antitysk var han politisk. Han blev student (Ålborg) 1870, cand.teol. 1878, og efter en tid som lærer rejste han 1881 (på universitetslegater) til Tyskland, Schweiz, Frankrig og Italien; to år efter kom han hjem, blev 1884 sognepræst i Mariager, lic.teol. 1885, og 1893–1922 var han sognepræst i Sorø og religionslærer på akademiet. Disputatsen (om det guddommelige og menneskelige i Kristi person) vakte ikke opsigt skønt den var ganske radikal; en debat han førte, bl.a. med Albert Schack (om underne), og hans første, meget skematiske og abstrakte Grundrids af den kristelige Etik, 1894 tildrog sig heller ikke opmærksomhed, men helt slog han igennem med Religionsfilosofi. En Bog om det religiøse Livs Væsen og Ret, 1905, et afklaret og modent værk, affattet i et forbilledligt sprog. Fra nu af og til hen i 1920erne var han ubestridt den førende danske teolog. Hans litterære virksomhed fortsattes med dogmatikken Livsforstaaelse. 1915 og etikken Livsførelse. 1918; desuden skrev han en mængde mindre skrifter – fx Hvad kan vi lære af Ritschl, 1906, Skrift og Tro. 1907, Jesus, Guds Søn, 1908, Om Troen paa Gud, 1911, Garantier og Værdier, 1918. Flere gange indkaldtes han af studenterne til at holde teologiske forelæsninger fordi den traditionelle systematiske teologi (fx Peder Madsens) syntes dem utilfredsstillende. 1902–28 var han censor ved teologisk embedseksamen, og 1911 blev han dr.teol. h.c. i Oslo, ved hvis teologiske fakultet han 1905 havde medvirket ved den professoransættelse som førte til oprettelse af menighedsfakultetet; han stod især den norske teolog Lyder Brun nær. I 1920erne så K. med stigende bekymring og forbitrelse den dialektiske (barthianske-tidehvervske) teologi distancere den liberalteologi han selv repræsenterede, og som han forsvarede i Kampen om Kristendommen, 1922 og Ideal Kristendom, 1926, og bl.a. gennem M. Neiiendam søgte han at gøre sine synspunkter gældende i gymnasiets religionsundervisning, ligesom han øvede betydelig indflydelse på J. Kapers herostratisk berømte katemisme. Sin teologiske udvikling har K. med streng saglighed skildret i erindringsbogen Fra Romantisme til Realisme, 1930. Den afgørende inspiration fik K. gennem den tyske nykantianisme, især som den tolkedes af A. Ritschl (hvem han stod personlig nær), og som han ville forene med den danske tradition fra Kierkegaard, Grundtvig og Rasmus Nielsen: "Jeg repræsenterer den ægte Kantianisme. De Grænsesten, som Kant har sat i Erkendelseslæren er der ... ingen, som kan rokke". Kierkegaard gav ham et "ufortabeligt Indtryk af det personlige Livs absolutte Værdi", og K. byggede ensidigt på sætningen "subjektiviteten er sandhed", men forkastede den dialektisk modstillede sætning "subjektiviteten er usandheden"; Kierkegaards tale om kvalitetsforskellen på Gud og menneske forkastede han og anså "paradoxet" for en "Leg med Ord", udsprunget af Kierkegaards tungsind eller ligefrem af fejltænkning. I så henseende delte han opfattelse med Harald Høffding som han iøvrigt i det hele vedkendte sig fællesskabet med.

I videnskabsdyrkelsens, historicismens og naturalismens tidsalder vil K. begrunde det religiøse livs væsen og ret: som viden gror frem af menneskets erkendelsestrang opstår moral og religion af dets eget væsen. På sit felt er videnskaben suveræn, og K. godtog bibelkritikken, udviklingslæren og religionshistoriens påvisning af paralleller til jødedom og kristendom, men hvor videnskaben ser på livet som et regnestykke bliver det i moralen en opgave, i religionen en gave. Konflikt mellem tro og viden opstår først når parterne forgriber sig på hinanden, thi teoretisk erkendelse og praktisk (eksistentiel) livsholdning kan ikke udelukke hinanden; sandhedserkendelsen er vigtig, men bevidstheden rummer også et "bør", en samvittighedsviden om forskel på godt og ondt. Altså er de etiske normer, skønt ubevislige, gyldige, fordi man opfatter dem som idealer at tilstræbe og derfor tillægger dem værdi; men i kraft af samvittighedens viden om afstand fra idealet bliver moralen til religionens "forgård", og "tilgivelsen" – kristeligt forstået – fylder distancen mellem ideal og virkelighed; derfor er gudsbegrebet nødvendigt: "vi antager Gud... paa Grund af den Værdi, den Betydning, som denne Forestilling har for vort personlige Liv". Gud og menneske er inden for samme "kvalitet", og religionens "sande væsen" er at "finde sig selv fuldkommen bekræftet efter sit eget inderste og sande Væsen" thi Gud er personifikationen af de højeste idealer; selverkendelse er derfor gudserkendelse og det som "tilfredsstiller den normale Følelse er Kristendommens væsentlige Indhold".

Al religion rummer værdier, men kristendommen er den enestående, ialtfald den hidtil "højeste" religion (her tænkte K. i evolutionismens baner), og det i kraft af Jesus fra Nazareth, den afgørende religiøse personlighed, det ideale menneske; og når det menneskelige når sin ideale kulmination overskrides grænsen til det guddommelige. Med anvendelse af udpræget emotionelle verber skildrede K. Jesu idealitet, og hans "aftryk" i disciplenes personligheder ned gennem alle tider (her knyttede han til ved Fr. Schleiermacher), på en sådan måde at tidens "ungdomsforkyndelse" (fx hos Olfert Ricard) kunne nyttiggøre sig hans teologi. Etikken måtte herefter blive en udpræget individualistisk sindelagsetik hvor også "samvittighed" var hovedordet. Netop fordi Gud i sin dom ser bort fra de faktiske ufuldkommenheder og holder sig til "kernen" er menneskets personlighed på forhånd godkendt, og Jesus "praktiserer den kantiske Sætning, at der i den ganske Verden intet godt er uden den gode Vilje". Buddet (opgaven) kommer indefra gennem samvittigheden, og under Guds givne anerkendelse bliver mennesket hans medarbejder i en stræben der mere og mere "adler" den stræbende; dette betyder også total frihed til at udnytte alle muligheder for at realisere sin personlighed. Etikken gælder et udadvendt liv i verden, og med den rette holdning kan "vi faa Udbytte af alt hvad vi oplever" og "suge Honning af alt hvad der tilføres os udefra". Og fra den gode vilje kan der ved en "værdidom" sluttes til en personlig udødelighed. K. tilhørte den kritiske "vurderingsteologi". For ham som for 1800-tallets konservative erfarings-teologer var religiøs og moralsk erfaring det principielle udgangspunkt, men mens forgængerne i reglen lod kristendommens objektive side (bibel, bekendelsesskrifter, dogmatik etc.) bekræfte af den subjektive erfaring hævdede K. bestemt at "kirkelæren" måtte vige om den kom i konflikt med den religiøse erfaring. Alligevel omsattes uundgåeligt den religiøse oplevelse og de "værdier" som deraf fulgte i en "teologi": religion er udtryk for et idealt og praktisk livsforhold, teologi er ikke "metafysik", men "psykologi". K.s indsats blev modtaget med begejstring af tidens teologiske ungdom, og hans humane syn vakte respekt i vide kredse; men dets ukuelige optimisme som svarede godt til troen på det uafbrudte kulturfremskridt og på at udvikling er identisk med fremgang fik gennem verdenskrigen et ubodeligt knæk. Det hindrede dog aldrig K. i ubøjeligt at fastholde sine anskuelser.