Georg Calixt

Georg Calixt, Georg Calixtus, Jørgen Callisen, 14.12.1586-19.3.1656, teolog. Født i Medelby, død i Helmstedt, begravet sst. (Stefansk.). C. udgik fra et hjem der var stærkt filippistisk præget, idet hans far personligt havde været discipel af Melanchton. C. besøgte først latinskolen i Flensborg hvorfra han blev student 1603, og drog så til universitetet i Helmstedt hvor der endnu blomstrede en filippistisk-humanistisk retning under filosoffen J. Caselius' førerskab. 1605 blev C. magister, og han holdt derpå filosofiske forelæsninger i streng aristotelisk ånd, indtil han 1607 gav sig til at studere teologi. Fortrinsvis lagde han sig efter studiet af kirkehistorie og kirkefædrene og tilegnede sig derved et friere blik på de dogmatiske modsætninger mellem de forskellige kirkesamfund. Denne opfattelse uddybede han endnu mere ved sine rejser i Tyskland, England, Holland- og Frankrig 1609-13, og den mærkes allerede i hans første større skrift De præcipuis religionis Christianæ capitibus, 1611, hvori han bl.a. tager afstand fra den strenge ubikvitetslære. N.å. blev han professor i teologi i Helmstedt, 1616 kreeredes han til dr. teol. Til sin død udfoldede han en meget påskønnet lærergerning, og det manglede ikke på forsøg på at drage ham til andre akademier. Selv søgte han 1626 og 1635 at blive ansat ved universitetet i Kbh. Christian IV var stemt for ham, men synes ikke at have kunnet' sætte sin vilje igennem over for teologernes modstand. - C. hører til sit århundredes mest fremragende teologer. Han besad usædvanlige kundskaber, især i patristik, og betydelige stilistiske evner. Han kaldes undertiden "Synkretismens Fader"; han repræsenterede i hvert tilfælde en retning der ønskede at se konfessionsforskellighederne mellem de enkelte kirkesamfund som uvæsentlige og i stedet for at vende tilbage til den lære der var udtrykt i den apostolske trosbekendelse, og hvorom der herskede enighed hos oldkirkens store kirkelærere i de første fem århundreder (den såkaldte consensus qvinqvesæcularis). På grund af sine ireniske bestræbelser endog over for romerkirken blev C. i høj grad lagt for had hos de ortodokse lutheranere. Særlig efter religionssamtalen i Thorn 1645 lykkedes det hans modstandere - deriblandt navnlig Abraham Calovius - at vende stemningen mod C. der i en årrække blev angrebet som den argeste kætter. -Også i andre retninger har C. spillet en rolle i teologiens historie. Han har anlagt en aristotelisk præget analytisk behandling af troslæren i sin Epitome theologiæ, 1619, og i Epitome theologiæ moralis, 1634 udsondrede han etikken fra dogmatikken og gav en særskilt behandling af denne disciplin. Han var desuden tilhænger af en mildere opfattelse af inspirationsdogmet. Størst betydning har C. haft ved over for den lutherske ortodoksis ensidige dogmatisme at pege på en mere historisk opfattelse af kristendommens udvikling, på forskellen mellem tro og lære, mellem lære og liv, og ved i modsætning til tidens almindelige teologiske stridssyge at kæmpe for større fordragelighed.