Henrik Scharling

Henrik Scharling, Carl Henrik Scharling, 3.5.1836-6.6.1920, teolog, forfatter. Født i Kbh. (Frue), død på Frbg., begravet i Kbh. (Ass.). S. blev student (Metropolitanskolen) 1854 og cand.teol. 1859. "Teolog eller Digter"? spurgte han 80 år gammel – han ville afgjort være både- og. 1867 fik han accessit for en teologisk prisopgave og havde da skrevet en tragedie om Johan Hus – på vers, udkommet som prosaarbejde 1871 og opført i Prag 1912. Et skuespil, Moderne Christendom (bl.a. med en parodi på grundtvigianerne) blev omend med rosende ord tilbagesendt fra Det kgl. teater; det udkom pseudonymt 1859, og på den voldsomme bladkritik svarede S. 1860 med det romantiske digt Folkvars Drøm, Kamp og Seier. S.å. begyndte han en treårig rejse (England, Frankrig, Holland, Tyskland, Italien, Schweiz, Palæstina og Egypten). Nogle ypperlige rejseskildringer (Breve fra Holland, 1864, Grækenland, 1866, En Pilgrimsfærd i det Hellige Land, 1876) viser hans sans for natur, kunst og folkeliv. Under pseudonymet "Nicolai, 18 Aar gammel" udsendte han fra rejsen Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard, 1862, påbegyndt i Strasbourg, fuldendt på en sejltur på Nilen. I det ydre en præstegårdsidyl, men under overfladen en debatroman. De tre brødre, der søger lykken hos præstegårdens døtre, repræsenterer hver en holdning. Den yngste Nicolai er blot erotiker og æstetiker, "Corpus Juris" er den moderne samfundsreformator, mens teologen "Gamle" står for den traditionsbundne, danske præstegårdskultur. I de diskussioner, brødrene fører med præstedøtrene og den gamle præst, bringes tidens samfundsanliggender til debat, og S. lægger ikke skjul på sin sympati for det gamle samfund. Romanen blev en stor succes, havde ved århundredskiftet opnået 12 oplag, men har levet endnu længere som vaudeville-komedie, dramatiseret af Elith Reumert 1888 for Folketeatret, og som film.

1864 blev S. redaktør af det centrumskirkelige Evangelisk Ugeskrift og indledte sin livslange polemik mod al "subjektivisme", hos Rasmus Nielsen, i grundtvigianismen og Indre mission.

1865 blev han lic. teol. (Den nyere hollandske Theologi) og holdt opgør med det danske samfund i Uffe Hjælms og Palle Løves Bedrifter, beskrevne af en Samtidig I-II, 1866. Tiden der behandles er 1848–50, men S.s indignation er tydeligvis udsprunget af katastrofen 1864. Den ene af titelpersonerne, Palle Løve, er typen på den nye tids politiserende frasemagere og skåltalere, modpolen Uffe Hjælm er derimod i sidste instans den der handler. I en senere udgave (1886) er satiren dæmpet og perspektivet lysere – en forringelse af bogen som tidsbillede, hvad han også selv erkendte. Bogen blev udsat for hård kritik, og i øvrigt vakte det stor utilfredshed, da S. efter at have sejret i en partisk tilrettelagt konkurrence (bl.a. med den senere biskop Th. Skat Rørdam) 1867 blev docent, 1870 professor, i etik og religionsfilosofi; siden fik han gjort religionshistorie til fag ved teologisk embedseksamen. I fakultetet fulgte han H. N. Clausens og sin fars linje, var oftest i modsætning til kollegerne og indtog tit særstandpunkter – som regel uden held. 1872–74 udgav han sit første større teologiske arbejde, Menneskehed og Christendom i deres historiske Udvikling. En Fremstilling af Historiens Philosophi I-II, en noget kaotisk blanding af filosofi- og religionshistorie, skildring af de forskellige kirkesamfund og kritik af samtidens kultur, samtidig et forsøg på at bygge dogmatik på "Aabenbaringens historiske Objectivitet" hvis argumentation hentes såvel fra den rationelle som den emotionelle demonstration. Det fik ikke stor betydning, men kom dog både på tysk (1874–75) og, forkortet og bearbejdet, på fransk (1883). I de samme år skrev han polemisk mod jesuiterne (1873) og en række, forlængst glemte, historisk-dramatiske arbejder. Vellykket og meget påskønnet var derimod fortsættelsen af "Nøddebo", Min Hustru og jeg, Fortælling af Nicolai, ung Ægtemand, 1875. Et heftigt stridsskrift, Romantik og Realisme. Med en Efterskrift fra de Sovendes Leir, af Nicolai, 1878 satte et foreløbigt punktum for de æstetiske arbejder. 1879 blev S. dr.teol. på en afhandling om J. Böhmes teosofi, og ved Lutherfesten 1883 holdt han mindetalen på universitetet og udgav Den lutherske Dogmatik overfor Nutidens kirkelige og videnskabelige Krav. 1886 udkom Christelig Sædelære efter evangelisk-luthersk Opfattelse I-II (2. udg. 1896, tysk udg. 1892), en etik der med "Guds Rige" som hovedbegreb opfatter alle menneskelige, sociale som kulturelle, områder som veje der under Helligåndens ledelse fører ind mod centrum, skildret med omfattende kundskaber, lune og en snusfornuft der grænser til det komiske. Det æstetiske forfatterskab fortsattes 1888 med Sverre Præst. En gammel Kongesaga der opfatter Sverre som en religiøs skikkelse, med ubændig dådstrang og dog kritisk prøvende; S. mente at Bjørnstjerne Bjørnsons og Henrik Ibsens værker (Sigurd Slembe, Kongsemnerne) havde fortegnet middelalderens kongeskikkelser og svækket publikums sans for den historiske roman. 1884–85 og 1896–97 var S. universitetets rektor, og 1889 var han sammen med Frants Buhl i Palæstina, udgav 1890 et allerede da forældet historisk-arkæologisk arbejde om Sions borg og 1892 nogle rejseskildringer fra Egypten og Palæstina. 1886 havde han kastet sig ud i polemik mod Georg Brandes ("sædelighedsfejden") med skriftet Martin Luther om Cølibat og Ægteskab, og som medlem af Det kirkelige råd (1890–92) støttede han dets reaktionære fløj, mod grundtvigianere og missionsfolk, bl.a. i kampen om salmebogen; han mente at de grundtvigske salmer med deres "hedenske mytologi" var en støtte for politiske venstrebevægelser og tilrådede mest muligt at undgå dem (jfr. De nye Salmer, 1890). Også den 1892 lovfæstede ligbrænding bekæmpede han som et udtryk for nyhedensk materialisme. Samtidig havde han en større polemik mod sin kollega Fr. Nielsen(Grundtvig eller Luther? Et Blikpaa Nutidens danske Kirkeforhold, 1891, 2. udg. 1898), hvori han bestred at Grundtvig var luthersk. Da Nielsen påviste fejl i bogen svarede S. med Halvgrundtvigianismen eller Bogstavdyrkelsen, 1893, jfr. Den lutherske Bekjendelse og de kirkelige Partier, 1899). Bag striden, som også kom frem i forelæsninger for studenter, lå S.s ønske om at hindre den grundtvigske Th. Skat Rørdams udnævnelse til Sjællands biskop (1895). Nerven i S.s polemik – som ofte var skarp og bitter – var et humant fortolket luthersk syn som også bærer hans tredje hovedværk: Evangelisk-luthersk Dogmatik I-III, 1910–13 der bl.a. vil vise at det kristne evangelium ikke blot giver ret, men gør det til en pligt at have sans for og deltage i kunst, videnskab og kultur i videste forstand; des mere vendte han sig mod alt hvad der smagte af "katolicisme" og "metodisme", dvs. grundtvigske og missionske vækkelser som han også 1897 angreb i et universitetsprogram, Religionens Stilling i det menneskelige Aands- og Sjæleliv. S. var også politisk skribent; i samleværket Fredensborg biograferede han Christian IX og dronning Louise og gik udførligt ind på kongens stilling i de politiske kampår; politisk orienteret er ligeledes Det Svundne og det Vundne, 1901. S.å. kom romanen Jøvik; her er humoren bevaret, men sigtet mere religiøst-etisk end i ungdomsromanerne. Satiren rammer ikke blot kulturradikalismen, men i høj grad også gejstlige og teologiske typer. Den ortodokse lutheraner viser her meget frisind og ægte sympati for alle søgende eller anfægtede.

I sine sidste år udgav S. værdifulde erindringsbøger (Theolog eller Digter, 1917; Livsminder, 1919). Det fremgår at de gennem hele hans liv løbende anklager for at være stridssyg smertede ham, men sikkert nok bar han selv en stor del af skylden for de til tider meget grove angreb han kom ud for; han var sig bevidst at have kæmpet på åbenbaringens grund, mod al subjektivisme, materialisme, pietistisk eller sekterisk religiøsitet (og bibelkritik), og uanfægtet af al modstand hævdede han til det sidste troen på en harmonisk forening af menneskelighed og kristendom. Formentlig til skade for det teologiske arbejde spredte han sig over for mange felter, men en kristen humanisme – nok mere i slægt med Erasmus end med Luther – var altid det tilstræbte mål; hans teologiske arbejder er længst sat på hylden, men nye udgaver af "Nøddebo" har bevaret hans navn og er endnu et vidne om hans ånd. Da det teologiske klima radikalt ændredes efter århundredskiftet føltes S. som en anakronisme; han blev efterhånden belastende for fakultetet, og kollegerne søgte flere gange at få ham til at gå af, men først 1916, da han havde eksamineret den første kvindelige teolog – selvsagt afskyede han kvinder i den rolle – tog han 80 år gammel sin afsked.