Holger Fr. Rørdam

Holger Fr. Rørdam, Holger Frederik Rørdam, 14.6.1830-12.5.1913, teolog, kirkehistoriker. Født i Låstrup, død i Lyngby, begravet sst. R. voksede op i et hjem præget af gammelluthersk fromhed og solid lærdom; begge dele fik største betydning for ham. Han blev først undervist af sin far, kom siden i Fredericias "lærde institut" og dimitteredes herfra (1847) til universitetet. Som student tilegnede han sig med begejstring de nationalliberale og skandinaviske ideer og følte det som en bitter skuffelse, at faderen 1848 hindrede ham i at melde sig som frivillig. Udgået fra en præsteslægt – der siden reformationsårhundredet i otte led havde været i kirkens tjeneste – faldt det ham let at vælge studium; han dyrkede flittigt teologien (cand.teol. 1853), og skønt han bl.a. gennem sin bror Th. Sk. Rørdam var knyttet til en grundtvigsk påvirket studenterkreds blev han ikke egentlig grundtvigianer, men ville efter eget udsagn fastholde og sammenarbejde hvad han havde lært af N. F. S. Grundtvig og H. Martensen. Teologisk stod han også i gæld til sin far, hvis besindige personlighed og økumeniske stade han altid omfattede med stor pietet. – Foruden teologien arbejdede han især med historie; faderen var levende historisk interesseret, og tidligt røbede R. en usædvanlig trang til at beskæftige sig med historiens personer og deres skæbne; I faderens bibliotek fandt han M. R Farstrups og L. Axelsons dagbog der væsentligt bidrog til at vække hans sans for historiske undersøgelser, og allerede i skoletiden begyndte han at anlægge egne samlinger. Denne interesse næredes, da han i Kbh. fik adgang til gehejmearkivet, og faderens ven, registrator H. Knudsen blev ham en ypperlig vejleder i arkivforskning, litteraturkundskab og udgiverteknik. Med selvfølgelighed fandt R. fra første færd sit speciale i dansk kirke-, universitets- og skolehistorie, især 15 og 1600-tallet og med særlig interesse for det biografiske. Da han 1853 fik plads på Borchs kollegium, kunne han i syv år i høj grad hellige sig de historiske studier og lægge grund til sin kommende forskning; til livets ophold tjente han ved undervisning. Utrætteligt gennempløjede han bibliotekernes hånd-skriftssamlinger, universitets- og gehejmearkivet og samlede et vældigt forråd som yderligere bearbejdedes i de følgende år, og hans lyst til produktion førte ham tidligt ind på forfatterbanen. 1854 forelå (hans første bidrag til Kirkehist. Saml.) en udgave af Errindlev-Olstrups præstekrønike og en del aktstykker til provste- og præstevalgets historie i ældre tid, og 1855 kom hans skrift De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns Forsvar mod Karl Gustav, et emne som er typisk for R.s historiske interesse og skandinaviske sympatier, i øvrigt klart nok påvirket af den Wegener-Werlauffske metode. 1857 fulgte Mester Anders Christensen Arrebos Levnet og Skrifter I–II. et smukt afrundet arbejde, præget af en egen friskhed, og 1859–63 kom Kjøbenhavns Kirker og Klostre i Middelalderen, en frugt af dybtgående arkivundersøgelser og endnu i dag en nyttig håndbog i Kbh.s ældre kirkehistorie.

Afgørende for R.s arbejde blev hans forhold til Selskabet for Danmarks kirkehistorie; det stiftedes 1848, og han blev straks medlem, fra 1857 også af bestyrelsen; gennem 56 år bestred han udgivelsen af Kirkehist. Saml. og kunne få dage før sin død slutte tidsskriftets 5. række; i de 24 bind han udgav var over halvdelen af stoffet tilvejebragt af ham selv. Det var en usædvanlig præstation, og selv om stoffets tilrettelæggelse har sine mangler, har R. gennem de mange bind ubestrideligt indlagt sig den største fortjeneste ved at fremdrage og bearbejde et umådelig rigt kildemateriale til dansk kirke- og kulturhistorie. Som bestyrelsens formand (fra 1877) kom R. også til at lede de mange kirkehistoriske møder rundt i landet og fik en kærkommen lejlighed til at nyttiggøre sin omfattende viden for større kredse.

R. ønskede også at virke som præst og – nationalt indstillet som han var – især i Slesvig. 1860 blev han sognepræst i Satrup (Angel), i et af de "blandede distrikter" hvor der skulle prædikes både på dansk og tysk. Der var store nationale og kirkelige vanskeligheder at kæmpe med, men ved sin redelige og fredselskende personlighed vandt R. en solid position i sognet; han huskede altid disse år med taknemmelighed, og hans korrekte holdning påskønnedes både fra dansk og tysk side. Som historiker omfattede han altid med særlig interesse den landsdel hvortil han blev knyttet; han ville gerne skrive en sønderjysk kirkehistorie, men det blev kun til vigtige bidrag i Kirke-Kalender for Slesvig Stift I–II, udgivet sammen med en nabopræst, Im. Barfod. Også i Kirkehist. Saml. offentliggjorde han kilder til slesvigsk kirkehistorie. Krigen afbrød hans arbejde og efter lang tids pinlig uvished blev R. 18.3.1864 afsat af de tyske myndigheder og kom over Hamburg og Lübeck til Kbh. Til 1869 levede han her under trange kår (hans pension var yderst ringe), virkede en tid som præst ved lazarettet på Frbg. slot og som hjælpepræst ved Johanneskirken; i øvrigt var han påny optaget af arkivalske undersøgelser og forfatterskab. Foruden at samle stof til sin store universitetshistorie udgav han i disse år bl.a. en biografi af Jørgen Jensen Sadolin, 1866, Klavs Christoffersen Lyskanders Levned, samt hans Bog om danske Skribenter, 1868, et sidestykke til bogen om Arrebo, samt en kommenteret udgave af Peder Laurenssens "Malmøbogen", 1868. 1867 blev han dr.phil på afhandlingen Historieskrivningen og Historieskriverne i Danmark og Norge siden Reformationen. – Efter forgæves at have søgt mange embeder blev R. 1869 sognepræst i Kornerup-Svogerslev ved Roskilde hvor han tilbragte syv år frugtbare på videnskabeligt arbejde. Embedet var såre beskedent, men det bødede på den stramme økonomi at R. 1869–78 medvirkede som eksaminator og censor ved seminarieeksamen. Han havde god tid til studier og kunne 1868–77 fuldende sin Kjøbenhavns Universitets Historie fra 1537 til 1621, I-IV, hovedværket i forfatterskabet og stadig det urokkelige grundlag for kendskab til dansk åndsliv i den pågældende periode og en uudtømmelig kilde til oplysning om talrige enkeltspørgsmål. Ved universitetsjubilæet 1879 kom en velskreven populær oversigt, Fra Universitetets Fortid. Her udkom også 1. række af Monumenta historiæ Danicæ (I–II, 1873–75; 2. række I–II, 1884–87), indeholdende bl.a. Skibykrøniken, Smaaskrifter af Hans Tavsen, 1870 og Bemærkninger om den historiske Kritik, 1873.

1876 blev R. præst i Brændekilde-Bellinge på Fyn; det bedrede økonomien, men afstanden til Kbh. hæmmede hans studier, omend han holdt sig skadesløs ved omfattende arbejder i Fyns bispearkiv. Det var en stor fordel for R. 1883 at blive sin farbror Peter Rørdams, eftermand som sognepræst i Lyngby og atter komme nær til hovedstadens samlinger. Som præst lignede han ikke sin forgænger, den originale og beundrede prædikant, ejede ikke hans fængslende egenskaber, men ved sin solide personlighed og troværdige forkyndelse fik R. et godt navn i et sogn der på flere måder frembød vanskeligheder. Også kongehusets tillid og hengivenhed vandt han, og årene i Lyngby bragte et stort opsving i hans produktivitet. Foruden bidrag til Kirkehist. Saml., Danske Magazin, Hist. Tidsskr., Personalhist. Tidsskr. og Samlinger til Fyens Hist. og Topographie etc. udgav R. i disse år Historiske Samlinger og Studier I-IV, 1891–1902, Danske Kirkelove 1536–1683 I–III, 1883–89, R.s vist mest anvendte, men utvivlsomt også svageste arbejde hvis mangel på kildekritisk metode og systematisk tilrettelæggeise blev skarpt og rammende kritiseret af Kr. Erslev (Hist. Tidsskr. 6.r.II, 1889–90, 666–82); endvidere Skrifter fra Reformationstiden I-V, 1885–90, Breve fra Jacob Langebek, 1895, Historieskriveren Arild Hvitfeldt, 1896, en udmærket biografisk skildring, men mindre tilfredsstillende i behandlingen af Huitfeldts ejendommeligheder som historiker – og endelig værket Peter Rørdam. Blade af hans Levnedsbog og Brevvexling I–III, 1891–95 der rummer et stort og værdifuldt materiale, men mange af brevene er beklippet og konturerne af Peter Rørdams personlighed træder ikke skarpt nok frem. Desuden skrev R. en mængde biografier til sin nære ven, C. F. Brickas Dansk biografisk Lexikon, tilsammen så meget som et helt bind af værket.

Selv om R. var en flittig præst og en god prædikant er det især som historiker hans navn vil blive bevaret. Det store forfatterskab med de mange skrifter, afhandlinger og specialundersøgelser, udgaverne af ældre litteraturværker, akter og breve virker først og fremmest imponerende ved det usædvanlige omfang og er et talende vidnesbyrd om jernflid og arbejdskraft. Siden P. F. Suhm har ingen dansk historiker ydet en tilsvarende produktion, og den spænder over politisk historie, topografi, kulturhistorie, litteraturhistorie, kirke-, skole- og universitetshistorie samt – og især – personalhistorie. Tidsmæssigt behandlede R. navnlig perioden 1536–1660 og var her en grundigere kender end nogen anden; senere vendte han sig også til pietismens tidsalder (1700–50), men gav også fortrinlige bidrag til senmiddelalderens og 1800-tallets historie; oplysningstiden derimod interesserede ham ikke. Emnemæssigt var den danske kulturs udvikling det centrale i R.s studier; hans kendskab til den udenlandske baggrund og dens betydning for hjemlige forhold var begrænset, og som følge af sin udtalt realistiske natur beskæftigede han sig med forkærlighed med det konkrete; idéhistorie lå ham fjernt, men personlighederne var efter hans opfattelse de bærende faktorer i den historiske udvikling. De mange biografier er præget af redelighed og objektivitet, og af en ejendommelig kongenialitet med 15–1600-årenes åndsliv, men han var ingen fintmærkende psykolog og trods alt retsind bestemmes hans vurderinger tit af en noget snæver evangelisk-luthersk horisont. Hele R.s forskning kendetegnes af grundighed og troværdighed, uden al fantasifuld konstrueren, men af stor skarpsindighed og sund fornuft og en enestående lærdom. På alle sine arbejdsfelter formåede R. at tilføre forskningen nyt stof, ofte af grundlæggende betydning, og trods visse mangler af metodiskkritisk art er hans fremdragelse af kilder præget af omhu og nøjagtighed. Han var en ypperlig læser af ældre tiders skrift, men som historisk forfatter ikke i besiddelse af nogen blændende stil; den tit brede fremstilling er rolig og klar, med bunden varme, karakterfulde billeder og formuleringer, og den giver et godt indtryk af en helstøbt og vederhæftig personlighed. R.s forskning og forfatterskab er et livsværk af ualmindelig karakter og omfang, menneskeligt set båret af harmoni mellem opgaver og kræfter, og det fik sin ejendommelige farve af en tilværelse, hvori personligt liv og historisk forskning dannede en uopløselig enhed. -Medlem af Danske selskab 1867, af Videnskabernes selskab 1871 (af sammes regestakommission 1872–1907). – Dr.teol. h.c. i Kbh. 1910. - Datteren Marie, født 10.4.1862, død 7.8.1941, var gift med violinisten Holger Elias Møller, født 1.2.1861, død 7.3.1917. Han blev cand. polyt. 1884, studerede sideløbende hermed musik, var elev af Anton Svendsen og andenviolinist i Nerudakvartetten. 1889 blev han ansat i Det kgl. kapel, men opgav den professionelle musik 1895 da han blev stamhusbesidder på Østrupgård. 1907–17 var han landvæsenskommissær i Odense amtsrådsdistrikt, medlem af Østrup sogneråd 1909– 13, fra 1910 formand, og af Odense amtsråd 1910–16. M. blev 1911 hofjægermester.