Dansk Biografisk Leksikon

Holger Rosenkrantz

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Holger Rosenkrantz,  14.12.1574-28.10.1642, rigsråd, teolog.  Modsat de fleste adelige blev Holger Rosenkrantz ikke opdraget hos bedsteforældrene, men kom under sine forældres og en tilforordnet skolemesters optugtelse. Hos ham fik han fra seks-syv års alderen den første indlæsning i skolefagene. Han havde et svagt helbred, men et hurtigt hoved og kunstneriske anlæg. 1586–90 gik han i Århus latinskole hvor han ikke blot blev udsat for en læremæssig, teoretisk pædagogik, men fik lov at udfolde sig, bl.a. ved dramatiske opførelser. Det gav ham et mere personligt forhold til klassisk tankegang, og det fremmede en tidlig selvstændighed og selvsikkerhed. Ængstelig som faderen var for at sønnen skulle indpodes andet end den ortodokse rettroenhed fik han på den traditionelle udenlandsrejse kun lov til at studere ved universiteterne i Rostock (1590–92) og ved reformationens vugge Wittenberg (1592–95) der netop var blevet udrenset for filippisme.

Som privatlærer hyrede faderen den unge, energiske og dygtige nordtysker Daniel Cramer, siden kendt som teolog. Han førte Holger Rosenkrantz grundigt ind i de filosofiske discipliner og gjorde han til en endnu bedre latiner end han allerede var. Især fik han Holger Rosenkrantz engageret i det teologiske studium og den aristoteliske metafysik hvor hovedlæreren blev Matthias Flacius. Denne søgte mod tidens tendens at opildne studenterne til selvstændige studier af selve bibelskrifterne fremfor at nøjes med den ret åndløse indlæring af kompendierne. Netop selvstudiet blev det siden et hovedpunkt for Holger Rosenkrantz at agitere for i sin egen undervisning og lære. I øvrigt stiftede den unge studerende en række venskaber i Tyskland, således med Rostockuniversitetets mest berømte lærer, historikeren David Chytræus, som især forskede i moderne nordeuropæisk politik og historie og var med til at ruste Holger Rosenkrantz til hans senere statsmandsgerning.

Også til forelæsninger og øvelser i sprog, retorik og anatomi gik Holger Rosenkrantz, der vistes usædvanlig opmærksomhed af professorerne. Ikke blot som søn af den danske "vicekonge", men fordi han var en højst usædvanlig student, glødende begejstret over studierne, ikke mindst over "sin" Aristoteles. Den smigrende opmærksomhed var med til at avle voksende bornerthed og en opblæst selvglæde der sammen med et dybt behov for sikkerhed gjorde ham til en militant forkæmper for den ortodokse lære. I samme retning blev han inspireret ved den atmosfære der herskede på de to universiteter. "Vi skærper os ved ugentlige øvelser mod kætternes efterstræbelser", lød det fra Rosenkrantz (brev af 25.7.1593). Han angreb ikke blot sit eget hjemlands filippister, men også ramisternes kritik af Aristoteles, kalvinisterne og de lutheranere der forkastede "den guddommelige konkordieformel".

Holger Rosenkrantz' hyldest til ortodoksien hindrede ham dog ikke i en begyndende selvstændig tænkning. Han fandt ganske vist i sin disputats under Wittenbergprofessoren Hunnius om Sindets og viljens frihed og magt i omvendelsen, 1593, at det var Gud der forrettede frelsen, men mennesket viste sin selvstændighed ved at det hørte ordet og tænkte over det. En afvisning af det ville være en villet forhærdelse. Allerede i denne opfattelse, der lagde vægten snarere på mennesket end på Gud lå en kim til hvad der siden skulle gøre Holger Rosenkrantz til en efterfølger af Erasmus af Rotterdam snarere end af Luther og adskille ham fra både Luthers og den lutherske ortodoksis opfattelse. Hvor denne med sin vægt på Gudsriget som endemålet for mennesket hævdede den hårde prædestinationslære, at mennesket enten var frelst eller fortabt skulle Holger Rosenkrantz komme til at betragte de enkelte menneskers liv her og nu i Kristus som endemålet, betonende hvorledes alle mennesker var i stand til at modtage Guds ord.

Højt begavet blev Holger Rosenkrantz da som siden meget misundt og bagtalt. Åndeligt lidet robust pinte det ham og bidrog til de anfald af hypokondri og andre sygdomme som han livet igennem led under, sygdomme som også hang sammen med de hårdnakkede studier. Holger Rosenkrantz udviklede sig dog aldrig til en indelukket stuelærd. Han værdsatte studenterlivet, holdt af digtning og musik, deltog i skuespil – og forelskede sig alvorligt, men i en borgerlig pige. Så afhængig var han imidlertid af standsskellene og af sin højtelskede, men myndige far at det var næsten umuligt for ham ikke at følge dennes og den fornemme slægts forventninger til ham. Forelskelsen fortiede han da også over for faderen og benægtede den tilmed da denne ad anden vej fik færten.

For faderen som for Cramer måtte det desuden vække bekymring at det afsluttende juridiske studium som Holger Rosenkrantz indledte 1593 ikke tiltalte ham. "Holger ville synde mod Gud, fædreland og næsten hvis han unddrog sig statsstyreisen og skjulte sig i sit hjems mørke hvor han ikke kunne gavne dem noget", skrev Cramer s.å. (18.9.). Bekymringen svandt da Holger Rosenkrantz snart blev optaget af juraen, selvom teologien vedblev at være den store intellektuelle udfordring. Han blev mere og mere uforsonlig ortodoks og var trods sit adelskab ved at indlade sig i offentlig polemik mod en Heidelberger. Da greb faderen ind med en ordre som Holger Rosenkrantz ikke turde trodse, selv om det var et slag for den berømmel-sessyge danske studerende at blive standset. "Morgenstjernen blandt universitetets adelige", blev han kaldt i Wittenberg, og det havde han gerne villet leve op til. Nu blev han for at redde selvfølelsen nødt til at gøre faderens vilje til sin egen: "lad de heidelbergske teologer gå pokker i vold med deres diabologi". Da havde Jørgen Rosenkrantz dog fået nok af sønnens studereliv, kaldte ham hjem 1595 og sørgede i det følgende år, hvor han skrantede, for at have ham om sig og med på sine rejser i statens tjeneste. Samtidig lod han Holger Rosenkrantz sætte sig ind i administrationen af de to store godser som han ene skulle arve. Da han døde 1596 fik Holger Rosenkrantz selv Rosenholm (i Østerlisbjerg hrd.), mens moderen Dorthe Lange bosatte sig på Skaføgård (i Sønderhald hrd.) som Rosenkrantz efter hendes død overtog 1613.

I statstjenesten måtte han også ind som kancellijunker, utvivlsomt efter familiens krav. Men han holdt kun ud i danske kancelli i meget kort tid (7.1.1597–18.1.1598). Det var for Holger Rosenkrantz et "modbydeligt tvangsarbejdshus". Snart efter fæstede han bo og giftede sig med Sophie Brahe. Hun fødte ham seks sønner og syv døtre, men fem børn døde tidligt. Ivrigt bibellæsende og gudfrygtig blev hun den solidatiske klippe for Holger Rosenkrantz i hans livslange teologiske og pædagogiske engagement. Omsorgfuld og energisk, varetagende en stor del af husvæsenet og de omfattende godsregnskaber gav hun Holger Rosenkrantz ro til "i sit hjems mørke" at uddybe de teologiske studier han i tidens ånd opfattede som forudsætning for den rette indsigt i alle andre fag, som jura og politik. Disse studier havde i starten antagelig til mål at give en solid videnskabelig fremstilling af den rette lære, rettet mod den florerende kryptokalvinisme i den danske kirke.

Men under det intense arbejde med skriften løb han omkring århundredskiftet ind i sit livs første store krise. Den fik ham til at bryde staven over de vitale dele af ortodoksiens teologi. Han nagedes af "tvivl og fristelser" over hvordan denne teologi, blev drevet. Sad den nu også inde med selve sandheden som han hidtil skråsikkert havde troet? Og havde han troet det fordi han hidtil havde levet for overfladisk forstandsmæssigt, optaget af ydre glans og egen berømmelse? Fordi han som en række teologer i tiden havde tilsidesat hjertets krav og dyrket de mange skarpsindige meninger der var til fals om "fromhedens frelsende hemmeligheder" fremfor selv at søge disse af selve Guds ord, dvs. af bibelens tekster? Dybt grebet måtte Holger Rosenkrantz svare ja på de sidste spørgsmål og begyndte at gøre op med sit hidtidige liv. Først nu kom han derfor, som han siden følte, i Guds tjeneste. Tvivlen og selvopgøret hang sammen med virvaret af modstridende meninger i den ortodokse lejr, af de mange udtryk i teologien der ikke var hjemlet i selve skriften og af den gængse teologis "måde og form" der gjorde den uegnet til at føre til det for Holger Rosenkrantz afgørende, enkeltmenneskets fromhed (pietas) og liv i Gud der også var en forudsætning for dets personlige frelse.

Ikke blot det sidste års samliv med faderen der ville fastholde Luther og Philipp Melanchthon som lærefædre, men også et nært venskab med hustruens onkel, Tyge Brahe, bidrog uden tvivl til Holger Rosenkrantz' gennembrud. Faderen hadede "subtile distinktioner" i teologien, hvorfor Holger Rosenkrantz' opgivelse af kontroversteologien til fordel for et arbejde under de reformortodokses faner har været i Jørgen Rosenkrantz' ånd. Den store astronom opfordrede Holger Rosenkrantz til helt at hellige sig videnskabelige studier. Han var ramist og filippist og talte i spøgefuld alvor til Rosenkrantz om den "falske" aristoteliske filosofi og den "ægte" platoniske. Med sin personlige integritet, sin ubøjelige sandhedssøgen trods forfølgelsen og sit lysende eksempel har han med sit teologiske kætteri næret tvivlen i Holger Rosenkrantz' hjerte og medvirket til den søgende åbenhed der i de kommende år skulle præge ham. Vitalt for gennembruddet var utvivlsomt en stigende forfærdelse over kulturens og sædernes forfald som Holger Rosenkrantz belyste ved skriftet En sanddru og udførlig beretning om et underligt syn fra 1600. Dette blev iagttaget af en række mennesker i Årslev ved Rosenholm og var ifølge Holger Rosenkrantz iværksat af Gud for at vække os af vor falske sikkerhed og vort syndefulde liv. Sammen med folk som Jesper Brochmand, Ths. Bartholin og J. D. Jersin ønskede Holger Rosenkrantz nu som siden at være den vågne samvittigheds stemme i fædrelandet. Kristendommen skulle give sig udtryk i et fromt liv, et krav der i 1600-tallets første halvdel lød stadig stærkere også fra en lang række udenlandske teologer og lægfolk med tyskeren Johs. Arndt i spidsen.

I den situation nåede Holger Rosenkrantz frem til en original opfattelse der kom til at bestemme hans skæbne. Det var, fandt han, ud fra selve skriften nødvendigt at opbygge en ny lære som ikke blot talte om fromhed, men som selv var from, hvis "form", dvs. væsentlige indhold, var fromhed. Det betød at Holger Rosenkrantz måtte forkaste den lutherske og overhovedet den protestantiske teologi der nok krævede gode gerninger, men uden at opgive "retfærdiggørelsen ved tro alene". Holger Rosenkrantz fandt at den reformatoriske lære ikke gjorde mennesker fromme fordi den ikke havde den rette form. Den havde sigtet på overbevisningen af mennesket forstandsmæssigt i stedet for på hjertets omvendelse. Fra 1599 tog Holger Rosenkrantz derfor fat på at udarbejde sin nye lære. Han søgte ikke længere til biblens ord som arsenal for dogmatiske sætninger, men som grundlag for "fromhedens frelsende hemmeligheder", idet det under krisen var slået ned i ham som selvindlysende at den kreds de hellige skrifter i begyndelsen var bestemt for forstod disse umiddelbart, uden lærde kommentarer, hvorfor det samme skulle være muligt nu hvis man opgav de senere forvirrende kommentatorers labyrint og gik til et førstehåndsstudium af biblen på originalsprogene græsk og hebraisk.

Holger Rosenkrantz lærte sig derfor også det sidste sprog, og efter lang tids studium af biblen fik han udarbejdet to skrifter hvis indhold dels handlede om skriftens fortolkning, dels om selve læren. Denne skulle stemme med fromhed, være en "doctrina secundam pietatem". Den skulle ikke bestå af teoretiske sætninger, men af ligefrem belæring om vilkårene for eksistensen. Holger Rosenkrantz afviste en rationalistisk og allegorisk bibelfortolkning. Selv de dunkle passager måtte forstås ud fra deres verbale betydning, sagde Rosenkrantz, og det var kun muligt hvis man levede sig ind i de hellige forfattere, blev deres discipel, og det krævede at man i sin dagligdag følte Gud i sig.

De to skrifter var da også stærkt præget af den ydmyge, tros-enfoldige tilværelse på Rosenholm som Holger Rosenkrantz levede med hustru, børn, slægt og venner. 1604 fik Holger Rosenkrantz indrettet et særligt huskapel, og der indførtes fast ordnede andagter. Med bøn og salmesang begyndte og sluttede dagen. Holger Rosenkrantz besjælede livet der og skabte en nær og sjældent set forbindelse mellem tro og praktisk kristendom. Hans egne børn fik et inderligt og fromt gudsforhold. Hans altid sygelige søn Otte der døde tre år gammel holdt meget af et vers i "Ære være Gud". Det kaldte han sin egen sang, og han mente kirkefolket sang den for hans skyld.

Fremragende som pædagog og med et skarpt psykologisk blik fik Holger Rosenkrantz efterhånden ca. 25 børn af slægt og venner betroet til opdragelse. Det gjaldt således den senere svigersøn og kansler Christen Thomesen Sehested der stedse priste Holger Rosenkrantz som sin åndelige far. Rosenkrantz havde desuden garnene ude efter begavede unge studenter til "skolen på Rosenholm" der svarede til Tyge Brahes på Uranienborg. De hjalp med som lærere for børnene og sad selv ved Holger Rosenkrantz' fødder. Siden understøttede han deres videre teologiske uddannelse under udenlandsrejserne. En af dem var den djærve Ole Vind der siden læste det lastefulde hof teksten som præst i Kbh. Opdragergerningen gav Holger Rosenkrantz interesse for skolereformer, og han agiterede både for modersmålets brug for mindre børn, for nye metoder i undervisningen i de antikke sprog og for indførelse af nye fag som hebraisk, astronomi og geometri for de ældre børn.

Efterhånden som Holger Rosenkrantz ved sin egen livsnære opdragergerning opdagede det personlige eksempels betydning skærpedes han i den opfattelse at kun den "troslevende" kan belære andre om den fromhed fornuften ikke fatter. Centrum i skriften var ifølge Rosenkrantz skildringen af Guds styrelse (regimen) der havde som mål at gøre mennesket frommere. Når man hørte eller hellere læste skriften blev denne selv det middel der gjorde det muligt for mennesket at nå til større fromhed. Som sådan var den evangelium, et godt budskab. Også Holger Rosenkrantz' nye lære var intellektualistisk, ham selv uafvidende om ikke så meget som den ortodoksi han selv angreb. Det hang sammen med at skriften ikke mere på Holger Rosenkrantz' tid som hos Luther opfattedes som et ord der forkyndtes til modtagelse i tro, men som et læreskrift der underviste om gudsdyrkelsen og vejen til det evige liv. Modsat hos Luther identificeredes skriften derfor også med Guds ord. Holger Rosenkrantz hyldede på den måde verbalinspirationslæren: "her taler joe Guds Aand Wed S. Pouel" skriver han et sted.

Holger Rosenkrantz vendte sig da ikke mod filosofiens selvhævdende menneske, men mod brugen af filosofiske termini, idet han dog selv læste skriften ud fra tidens aristoteliske metafysik. Det talte eller skrevne ord var mere end et tegn, det var et billede på tingens væsen. Tingen (res) var derfor basis i de principper for tolkningen som han hentede ud fra skriften selv, især fra første korinthierbrevs andet kapitel hvor Paulus taler om at "vi tolker åndelige ting med åndelige ord", dvs. at vi for at læse åndeligt skal lade os lede af den bestemte, bogstavelige mening i det skrevne. At læse åndeligt var tillige at forstå ordene ud fra deres mest generelle og omfattende betydning. Det indebar i praksis at ordet evangelium ikke blot skulle forstås snævert som "forkyndelse af syndernes forladelse", men også som et krav om en kristen livsførelse. På den måde blev Holger Rosenkrantz en moralistisk, mange ville sige fejltolker, af evangeliet, langt fra Luther. Ikke sært da at Holger Rosenkrantz forsigtigt undlod at trykke sine latinske afhandlinger, stadig hæmmet som han som sin fars lydige søn tilmed endnu var imod at optræde offentligt. I stedet for nøjedes han med at sende dem i afskrifter til venner i ind- og udland hvor de vakte stor opsigt i kraft af de nye synsmåder, hans fortrolighed med skriften og den personlige grebethed.

Inderst inde sikkert urolig for sin læres rigtighed ønskede han den 1616 prøvet på højeste plan. Derfor tog han på en stor rejse til Tyskland hvor han også diskuterede sine opdragelsesprincipper. Turen gik fra Rostock over Giessen til Frankfurt hvor han traf sammen med en vifte af reformværkets talsmænd, Lubin, Mentzer, Ratke og flere ligesom han besøgte den omstridte opbyggelsesforfatter Johs. Arndt i Celle, beslægtet som han følte sig med dennes tanker om at troen skulle vise sig i et kristent liv. Det er uvist om han fik tilstrækkelig moralsk støtte, selv om endnu ingen vistnok syntes at se de mod ortodoksien vendte konsekvenser som hans nye lære indebar.

Det gjorde man heller ikke herhjemme hvor hans anseelse i årene efter 1600 også var i stadig vækst, ikke blot blandt de unge, men også blandt de jævnaldrende og ældre. I kirkespørgsmål søgte man i stigende omfang hans råd og domme. Det gjaldt således i 1611 hvor vennen H.P. Resen blev angrebet for sine disputatser om Kristus som "midler". Holger Rosenkrantz stillede sig da på Resens side i kampen mod den sunde menneskelige fornufts "misbrug" i teologien som den skete i ramismen og socianismen. Hertil kom at en række folk der på Rosenholm havde nydt godt af lærde Holger Rosenkrantz' inspiration, efterhånden gjorde sig offentligt gældende. 1615 gik bl.a. Hans Mikkelsen og Hans Wandal i retten i sagen mod bisp Hans Knudsen Vejle der anklagedes for kalvinisme.

Ikke underligt da at Holger Rosenkrantz hos den unge ortodokse konge nød større og større bevågenhed. 1608 hørte han til den menige adels "affærdigede udskud" ved prinsens valg. Under Kalmarkrigen mod Sverige hvervede han tropper i Nederlandene. Og 1614 udnævntes han til kannik ved Århus domkirke. Ikke blot i kraft af sin prominente teologiske position, men også som fremtrædende medlem af den mest indflydelsesrige højadel var det derfor naturligt at han af Christian IV 1616 blev udpeget som nyt medlem af det indskrumpende rigsråd. Febr. 1617 aflagde han rådseden efter hjemkomsten fra Tyskland. Fra begyndelsen blev han rådets mest farverige person. På én gang smidig og fast i sine meninger. Med et venligt, vemodigt og skarpt blik i det markerede ansigt. Svagelig og stakåndet, trods sine kun 42 år. Så pirrelig og slagfærdig at det kunne slå over i ufordragelighed. Så hurtigt tænkende, bredt orienteret og samvittighedsfuldt grundig at han på kort tid blev en af rådets dominerende skikkelser og en af landets ledende politikere. Også Christian IV nærede nemlig stor tillid til hans evner hvorfor han blev en af de allerhyppigst anvendte råder både i inden- og udenrigstjenesten indtil kejserkrigen. I en årrække ivrigt optaget af det afvekslende udadvendte virke i reaktion mod de mange års hårdnakkede stillesiddende studier i hjemmet.

Økonomisk var det sikkert også kærkomment for Holger Rosenkrantz at komme i rådet idet han 1617–20 sad på Dalum len og 1618–20 tillige på Skinnerupgård, mens han 1618 fik tillagt det givtige Odensegård len hvor han især opholdt sig i årene som rigsråd. Trods sine egne rige godser blev Holger Rosenkrantz nemlig tidligt hængt op økonomisk. Udover udgifterne til sin kunstsamling og især det store bibliotek anvendtes store beløb til sønnernes og de på Rosenholm studerendes udenlandsrejser ligesom på en udstrakt mæcenvirksomhed. Dertil kom at lærde Holger Rosenkrantz næppe i spekulationsøjemed, men af "fromhed og enfold" gentagne gange kautionerede for sin egen og fru Sophies nærmeste slægt. Allerede på Kalmarkrigens tid var han i forlegenhed som følge af kautionsforpligtelser for Margrethe Gøye på hele 23 500 rdl. Disse gav ham betydelige tab, men det lykkedes ham på egen hånd at afvikle samtlige lån han måtte optage. Dog måtte han 1616 også sælge de året forud arvede godser Øster Vallø og Egøjegård (Bjæverskov hrd.) til Ellen Marsvin. I de følgende år påtog han sig også gældsforpligtelser, bl.a for Otte Brahe (1578–1651), Falk Gøye og svogeren Ejler Quitzow, og han måtte optage lån hos majestæten på 28 800 rdl. i tiden fra 1618 til 1623 da Gøye fallerede. Til gengæld blev Otte Brahe tvunget til at sælge sin hustrus arvegods Ravnholt på Fyn til Holger Rosenkrantz.

Hans virke i udenrigstjenesten var udstrakt, både i den syd- og østvendte politik. Han var således på gesandtskab med vennen Jacob Ulfeldt (1567–1630) til Nederlandene 1621. Her afsluttede de den traktat med generalstaterne der bidrog til at fjerne disse definitivt fra Sverige og gjorde det muligt for Christian IV at udbygge sin nordtyske interessesfære som kompensation for de svenske erobringer i det østlige Balticum. Også i sager om Hamburg, greven af Mansfeld og især hertugdømmerne var han engageret. Ikke mindst vigtigt var det at han 1623 deltog i afslutningen af den udvidede militærunion mellem disse og Danmark der var væsentlig af hensyn til den stigende spænding over for kejsermagten og katolikkerne i Tyskland og over for den svenske nabo. Netop i Sverigespolitikken hørte han til rådets mest centrale skikkelser. 1619 deltog han i grænsemødet i Ulvsbäck hvor han og kanslervennen Christen Friis var ene om at koncipere skrivelserne. De danske råder med Holger Rosenkrantz i spidsen søgte ved den lejlighed forgæves at få Christian IV til at gå med til en defensiv alliance med Sverige mod det truende katolske Polen, og de måtte endda lide den tort, at det vigtige Stettinvenskabsforbund med Sverige som Jørgen Rosenkrantz 1570 havde været medskaber af, på kongens krav fik indskrænket gyldighed. Kort efter modtog Holger Rosenkrantz og Anders Bille ved grænsen Gustav Adolf til kongemødet i Halmstad, og 1620 repræsenterede den statelige diplomat ene den danske konge ved den svenske kollegas bryllup.

I rådsstuen indtog Holger Rosenkrantz også en nøgleposition. Når betænkningerne til kongen skulle affattes var Rosenkrantz gang på gang forfatter med meninger der flere gange måtte dæmpes eller udelades af hensyn til majestæten. Endnu i 1620 gik han ind for en tilbageholdende politik over for Sverige, trods dette lands provokerende og Stettintraktaten undergravende toldpolitik over for Danmark, og politisk klogt ønskede han først grænsemøde med svenskerne når Danmarks alliancer med England og Nederlandene var i orden. Med det katolske Polen burde man derimod ikke forbinde sig, fandt Holger Rosenkrantz, der dog de følgende år, som nogle af sine rådskolleger, syntes mere og mere påvirket af den stigende dansk-svenske modsætning. Hans udenrigspolitiske synspunkter var iøvrigt i meget på linje med rådsmajoritetens.

Nok ikke mindst af hensyn til sine egne og en række højadeliges lån til kongen der kunne forventes inddraget i tilfælde af krig drev han fredspolitik og bekæmpede som rådspolitiker kongens aktivistiske linje i Nordtyskland og i starten også over for Sverige. Men det var ikke som hos mange i rådet en næsten opgivende, men meget energisk politik. Den gik ud på at sikre Danmark ved alliancer, først og fremmest med vestmagterne, dertil med de to sachsiske kredse i Tyskland i forening. Var dette sidste umuligt, da evt. med den nedresachsiske kreds alene hvad rådsflertallet var stærkt imod. Det viser hans velskrevne særbetænkning fra 1623 hvor han dog ligeud og skarpt kritiserede Christian IV for dennes egenmægtige militære interventionspolitik i Tyskland. Modsat de fleste af sine forsigtige kolleger ønskede han ikke at sætte sminke på kongens aftalebrydende tyske politik. Kraftigst af alle råder pointerede Holger Rosenkrantz iøvrigt ved den lejlighed nødvendigheden af at landets forsvarsforanstaltninger "på alle sider" var i orden.

Holger Rosenkrantz nærede stor interesse for militærvæsenet og synes da også at have været særlig initiativrig i rådet for den forøgelse af Danmarks defensive kræfter som krigsordinansen 1620–21 lagde op til. Den var dog svær at gennemføre, ikke blot fordi kongen insisterede på en professionel angrebshær af lejetropper og ikke var interesseret i en national forsvarshær, men også fordi rådsflertallet var imod opbygningen af et forsvar imod Sverige og vedligeholdelse af grænsefæstningerne. Det skyldtes rådets stadig mere intensive magtkamp mod Christian IV og frygten for at følgen skulle blive en så aggressiv kgl. politik over for Sverige at en nordisk krig blev uundgåelig.

Rimeligvis har magtkampen imod kongen, som førtes for at sikre freden næsten for enhver pris af hensyn til de øjeblikkelige godsinteresser og salget af korn og okser, da også spillet en mindre rolle for Holger Rosenkrantz end for rådskollegerne, mindre afhængig af verdslige og internt magtpolitiske forhold som han på bunden var. Ikke mindst derfor har han sikkert lettere end disse kunnet gå ind for den også højst fornødne rustningspolitik. Givet er det at han prioriterede magtkampen mod kongen lavere end hensynet til det evangeliske fædrelands sikkerhed. Denne følge han stærkt truet ved Christian IVs aggressive politik i Tyskland over for de katolske hovedmagter, ikke mindst som følge af sin velbegrundede mistillid til Englands bestandige støtte. Den kom bl.a. til udtryk 1622 under et vigtigt pfalzisk gesandtskab til Danmark hvor Holger Rosenkrantz ledede drøftelserne og afviste en dansk indgriben i den pfalziske krig. Derfor blev det da også under de snart følgende evangeliske unionsforhandlinger 1624 yderst magtpåliggende for Holger Rosenkrantz, der desuden havde sine hovedgårde og sin bogsamling i det krigsudsatte Jylland, at hindre kongens indgriben i den tyske krig.

Trods sit engagement i udenrigspolitikken fik Holger Rosenkrantz også tid til et stort arbejde for de reformer i skole, universitet og kirke som der var stigende stemning for i den reformbevægelse som bredte sig under indtryk af den truende krig og dens udbrud 1625. Det var hans anskuelser om mål og midler der blandt reformvennerne kom i højsædet. Og i rådet var det især ham og kansleren der tog sig af spørgsmålene. Holger Rosenkrantz støttede oprettelsen af udvidede slægtsskoler, "gymnasier" for at højne et åndeligt og fagligt studenterniveau til universitetet. Og da Odense gymnasium kom i gang i begyndelsen af 20'erne blev han dets "director", sørgede for gode lærerkræfter og gav det et elevstipendium på 1000 rdl. Også ved ordningen af Århus skole deltog han og bidrog økonomisk. Der blev påbudt nye skolebøger hvis forfattere han stod nær. Han deltog personligt ved udarbejdelsen af Caspar Bartholins bøger, især om logikken og metafysikken der bragte Aristoteles' filosofi den endelige sejr i skolerne.

Holger Rosenkrantz var lige så nervøs som sin far for det moralske og teologiske uføre der truede de ofte alt for unge adelige under udenlandsrejserne, og 1620 konciperede han på rådsmødet i Odense et forslag til en højt kvalificeret uddannelse på dansk grund. Ved samme lejlighed holdt han sin ældste datters bryllup med Christen Thomesen og havde både kongen og rådet som gæster. Beslutningen om Sorø adelige akademi blev snart ført ud i livet, og Holger Rosenkrantz blev det nye akademis "øverste tilsynsmand". Han skaffede det ansete udenlandske professorer, således den berømte hollandske historiker Johannes Meursius som han 1622 besøgte i Leiden hvor sønnen Otte da studerede. Holger Rosenkrantz tilså selv akademiets funktion ved flere inspektioner og sendte sine egne yngre sønner til uddannelse dér.

Holger Rosenkrantz fik også sæde i den universitetskommission af 1621 der udformede nye statutter. Disse tilsigtede at højne undervisningens niveau og virke for at den førte til bestemte eksaminer. Stærk vægt blev der lagt både på studiet af græsk og hebraisk og på de eksakte videnskaber. De teologiske lærere blev forbudt alt kontroversrytteri og fik bud om at lægge hovedvægt på eksegesen. Den ofte praktiserede tærsken langhalm på specielle emner i årevis blev forbudt til fordel for forelæsninger der skulle fuldføres efter bestemt plan og tid. Et bevaret udkast af Holger Rosenkrantz til en hel omvæltning af det teologiske studium der ville føre de unge til et frugtbart selvstændigt skriftstudium blev dog ikke ført ud i livet. Holger Rosenkrantz var her århundreder for tidligt ude. Til gengæld kunne han glæde sig over den forordning af 1626 om særlige bods- og bededage og om en regelmæssig fredagsbodsgudstjeneste der utvivlsomt blev konciperet af ham.

"Guds retfærdige vredes ris" havde vist sig ved krig, sygdom og alle slags ulykker lød det i forordningen der udstedtes måneden efter Christian IVs katastrofale nederlag ved Lutter am Barenberg. Frygten for den kristne kirkes nederlag og troen på at verdens ende var nær lå i det hele taget dengang bag Holger Rosenkrantz' ivrige arbejde på at sætte liv i det døende menighedsliv. Det skulle ske ved at gøre kirketugten til en virkelig sjælesorg og vække alvorlig bodsfølelse. Også forordningen af 1629 om "kirkens embede og myndighed" prægedes af hans ånd og stillede både større krav til gejstlighedens uddannelse ved indførelse af teologisk embedseksamen og til dens embedsførelse, således ved børneundervisning og indførelse af konfirmation. Gerningen levede stedse næsten op til tanken hos Holger Rosenkrantz der selv oprettede et kirkebibliotek og et hospital i Hornslet og også bekostede udlæggelse af bøndergårde til sine godsers sognekald. Desuden ansatte han faste almueskolelærere.

Trods det tidrøvende arbejde i rigsrådets og statens tjeneste forfattede Holger Rosenkrantz en strøm af danske, tyske og latinske afhandlinger og skrifter, dels beregnet på menigheden, dels på teologer, arbejder hvoraf flere var forberedelser til den store samlede fremstilling af skriftlæren som Holger Rosenkrantz havde i tanken. Men trods mange smigrende opfordringer veg Rosenkrantz stadig tilbage for at trykke dem, nok stadig nervøs for at de i så fald ville så splid og blive forkætrede. Guds tankers udbredelse var blevet vigtigere for Rosenkrantz end hans egen forfatterforfængelighed. Og ud kom de. Ole Worm slog således til lyd for dem i en disputats som Holger Rosenkrantz forinden havde rettet. Og Caspar Bartholin blev en ligefrem og dygtigt tolkende fremstiller af Holger Rosenkrantz' opfattelser: "jeg, som intet andet formår end at elske dig og beundre dit og vende dit til min saft og mit blod".

Særlig opsigt vakte den unge, endnu usikre Jesper Brochmands sakramentedisputatser fra 1619 og de flg. år. De blev gennemset af den endnu næsegrust beundrede Holger Rosenkrantz inden trykningen, og de gengav flere steder uformidlet dennes tankegang. Brochmands disputatser var da også med til at udløse Rosenkrantz' første sammenstød med den ortodokse teologi idet de i Tyskland bl.a. fremkaldte rygter om at Holger Rosenkrantz var blevet "weigelianer", dvs. troede på Guds mystiske iboen i mennesket. Og fra Stettin skrev hans gamle vejleder, den nu berømte Cramer 1622 et skarpt advarselsbrev til ham der frakendte ham ret til som lægmand at optræde som teolog. Det rystede Holger Rosenkrantz hvis rigsrådsarbejde forsinkede det nødvendige udførlige svar. Heri hævdede han "det almindelige præstedømmes" ret til virke for menighedens opbyggelse med de nådegaver der var givet de enkelte troende i forskellig art og udstrækning. Desuden kritiserede han skarpt bl.a. den lutherske ortodoksis ensidige opfattelse af nåden i Kristus som syndsforladelse. Så bestyrket blev Cramer der indså Holger Rosenkrantz' "nyheder" i læren at han "på kirkens vegne" glædede sig ved et rygte 1623 om Holger Rosenkrantz' død.

Mellemværendet med den hidtidige mangeårige ven Cramer var med til at igangsætte den anden store krise i Holger Rosenkrantz' liv. Denne gang var den ikke et opgør med en tidligere religiøs opfattelse, men en anfægtelse over den megen tid han brugte som politiker. Han led af heftig flåd og nervøse hovedsmerter så han ikke tålte den ustandselige kørsel i statens tjeneste. Han følte det var hans store kald detaljeret at udarbejde den rigtige, objektive kristne lære han i grundtrækkene var nået frem til, men hvornår få lejlighed hertil når han stedse blev afbrudt. På den anden side gav placeringen som ledende politiker ham en ganske særlig lejlighed til at øve indflydelse på det religiøse livs udformning og indhold som han også, som vist, dygtigt udnyttede. Ikke mindst derfor blev krisen sikkert så langvarig.

I begyndelsen af 1624 søgte han ganske vist gennem kansleren at blive fri for rådshvervet. Men denne nægtede kategorisk og forfærdet at forelægge et så uhørt skridt for kongen hvorfor Holger Rosenkrantz resignerede. Imidlertid bestormedes han af sine venner om "at forlade verden": "vi skal gøre regnskab engang og betale vore talenter med rente til tilbage" skrev Brochmand til ham netop da Christian IV gik ind i den krig mod kejseren som Holger Rosenkrantz havde advaret så stærkt mod at begynde. Modsætningen mellem konge og råd steg og nåede et kritisk klimaks efter Wallensteins besættelse af Jylland 1627. Det forlød at romerkirken agtede at tvangskatolisere det erobrede, og Holger Rosenkrantz pintes af overvældende skyld ved tanken om at han måske i særlig grad havde vakt Guds vrede ved at svigte sit kald. Atter bad han forgæves kansleren formidle hans afsked. Gud har kaldt dig til denne øvrighedspost hvor du også kan tjene kirken. Den gode stridsmand er ingen nytte til når han bliver hjemme. Sådan svarede Christen Friis den 4.11.1627. Da havde Holger Rosenkrantz dog endelig selv taget den beslutning der efterhånden gav ham sjæleroen tilbage. Under rådsmødet i Odense i okt. forlod han hemmeligt byen, og allerede sommeren forinden førte han gods fra Rosenholm og Odense til Göteborg.

For Christian IV var det en dyb skuffelse at en af hans få dygtige og forsvarsbevidste råder, tilmed den eneste internationalt berømte, fastholdt sin beslutning. I april 1628 skrev han forbitret til rådet at Holger Rosenkrantz ikke mere behøvede at søge sin afsked da "han den selv taget har, den tid religionen, vor person og hans fædreland stod i største fare". Selv havde Holger Rosenkrantz været så angst for landets undergang at han vistnok spekulerede på at bosætte sig i Sverige, men 1628 stabiliseredes Danmarks udenrigspolitiske stilling, og indtil freden 1629 opholdt familien sig mest i Skåne hvor den 1628 lejede sig ind hos sognepræsten i Helsingborg. Økonomisk næsten ruineret ved besættelsen af de jyske godser, ved kongens inddragelse af det store Odensegård len 1628 og ved hans opsigelse af et stort lån på 18 000 rdl. allerede 1626 måtte Holger Rosenkrantz låne til dagen og vejen mod pant og på godt rygte. Tidvist satte kreditorerne vistnok tilmed skranke for hans personlige frihed. Hjemme igen på det kære, men medtagne Rosenholm fra oktober 1629 lykkedes det dog med besvær at få saneret økonomien. Nye lån blev optaget hos standsfæller og borgerlige forbindelser, men for at nedbringe gælden blev familien nødsaget til at afhænde betydelige godsmængder, således Ravnholt til oberst Henrik Holck 1630. Og de følgende år måtte Holger Rosenkrantz kaste sig ud i omfattende øksneopdræt for også at klare sine forpligtelser for den vidtløftige Ejler Quitzow.

Heldigvis lykkedes det med stor bekostning at indløse det uundværlige bibliotek, der under krigen var blevet ført til Boitzenburg så det atter kunne benyttes som et fremragende videnskabeligt apparat også for andre forskere end Holger Rosenkrantz. Godsernes fattige hjalp Rosenkrantz som altid, og han ivrede for at vække folket af dvalen. "Hør danske mand ... Tack Gud for Freden ... Tien Gud met Freden". Sådan lød et opråb der blev genudgivet 1643 og 1645. Heri beskrev Holger Rosenkrantz de daglige andagter på Rosenholm hvor bønnen og de gudelige sange var hovedsagen. Og i et stort åbent brev fra samme år tjente Holger Rosenkrantz selv Gud og freden ved at advare mod de syner og profetier om straffedommens og verdens nære ende som "forvirrede" personer kom med. Disse apokalyptiske tanker som Holger Rosenkrantz selv havde næret da katolicismen syntes at skulle vinde sejr i kejserkrigen var i grunden for ham med til at fjerne enkeltmenneskets opmærksomhed fra og dets ansvarlighed for sin egen skæbne og frelse. Det samme var de nævnte forvirrede personer når de gav udtryk for den antropomorfisme som også Luther var tilhænger af, men som Holger Rosenkrantz ikke kunne døje: "de har set Gud som en gammel, gråskægget mand ... skønt Gud dog er det sande, evige, usynlige, åndelige væsen som vi bør gribe med hjerte, hu og sind".

Holger Rosenkrantz betragtede nok Gud som den suveræne "styrer" af verden fra skabelsen til frelsen, men han var behageligst på afstand hvor han ikke tog initiativetog den etiske fordring fra mennesket. Han er kærlig hvis vi er gode, han hævner sig og er vred hvis vi er onde fandt Holger Rosenkrantz hvis fjerne, upersonlige Gudsforestilling harmonerede med hans opfattelse af "styrelsens" forløb hvor interessen, også i kraft af at Guds handlen var forud for verden kunne koncentreres om menneskets udnyttelse af mulighederne for at benytte sig af Guds tilbud om at styre frem mod et liv konformt med hans. Det passede tillige med Holger Rosenkrantz' opfattelse af mennesket som udstyret med "fri vilje" hvor denne vilje for Luther modsat var bastet. Og det passede med hvad der utvivlsomt var hjørnestenen i Holger Rosenkrantz' teologi, hans fornægtelse af hele den protestantiske traditions lære om modsætningen mellem "loven" og "evangeliet". Holger Rosenkrantz afviste indstændigt Luthers tale om at mennesket stod under den "universelle fordring" og dømtes af den. Og ud fra sin lære om Guds styrelse argumenterede han for at den "lov" som i biblen skildres som den strenge lov kun gjaldt for jøderne i en vis, nu overstået historisk periode. Den var ikke beregnet på de nulevende kristne for hvem "loven" er en del af evangeliet, tilmed den vigtigste del, nemlig den forskrift der kan vejlede mennesket på livets vej og gøre det mere og mere retfærdigt.

Holger Rosenkrantz' afgang fra rådet mindskede ikke hans position, tværtimod. Brochmand hyldede offentligt Rosenkrantz for hans skridt: nu "former du dit liv efter Jesu Kristi bud". Og skotten John Dury skrev om Rosenkrantz: "he is reported to bee ye greatest man for Learning & Pietie of all Germanie, & in Denmark the man of Greatest Authoritie & power with Clergie yet euer was in it". Selv deltog Holger Rosenkrantz da også både i den udvalgte prins' bilager 1634 og blev, rangerende med rigsråderne, indbudt til Leonora Christinas bryllup 1636. Men det begyndte for alvor at murre i første halvdel af 30'erne. Ved udgivelsen 1631 af en bog af præsten Peder Wandal, der som student havde været i huset hos Holger Rosenkrantz, opstod der rygter om at Rosenkrantz ville "smugle vranglærdomme ind", og bogen blev konfiskeret. Rosenkrantz hastede med at tage afstand fra Wandal og bebudede at han ville lade sin egen lære trykke hvad Christen Friis forgæves søgte at få ham fra.

I 30 år havde Holger Rosenkrantz imidlertid arbejdet med sine værker. Nu skulle de ud, om så i udlandet. Det synes med andre ord som om Rosenkrantz i og med krisens overvindelse 1627–28 også omsider havde overvundet både sin egen store trang til personlig sikkerhed og den trolige tryllebinding til faderen der havde forbudt ham offentligt at disputere selv. Holger Rosenkrantz' beslutning om offentliggørelsen tjente måske nok Gud som han ønskede, men ikke freden. Den førte nemlig til en skarp konflikt med det teologiske fakultet der havde censurretten og hvis leder Brochmand nu optrådte som den ængstelige hyrde for ortodoksien. Denne var rigtignok også meget mere truet af Holger Rosenkrantz' teologi end Brochmand selv og vist nogen i Danmark tidligere havde anet, dunkelt og tungt, billedløst og snørklet som han i sine lærde skrifter skrev. Mere og mere stod det også klart for Holger Rosenkrantz der 1635 vistnok forgæves søgte at få adskillige skrifter trykt i Holland at det hensygnende kirkeliv skyldtes ortodoksiens vranglære. Det gjaldt ikke mindst dens ensidige betoning af forsoningen, af "Kristus for os", og dens tilsidesættelse af forløsningen, af "Kristus i os", "det levendegørende eksempel".

Og i 1636 brød stormen løs. Da udgav Holger Rosenkrantz nemlig i Århus Fürsten-Spiegel, en tysk reformationsfyrste Albrecht af Brandenburgs "traktater", med en fortale på tysk. Heri fremsatte Rosenkrantz, og det krystalklart, sin lære om den dobbelte retfærdiggørelse. Den vakte forfærdelse og fordømtes både af generalsuperintendenten Stephan Klotz og af Brochmand som kættersk. Holger Rosenkrantz fik med største besvær lov at svare det teologiske fakultet. Det skete i skriftet Veritas viæ vitæ æternæ. Sandheden om vejen til det evige liv, fra 1638. Det fik til følge at Brochmand nu ligefrem skriftligt anklagede ham for at være "socinianer" og især fordømte hans gerningslære. Christian IV, der havde svært ved at glemme gammelt nag, krævede øjeblikkelig "revocation af det ugudelige scriptum". Men Holger Rosenkrantz nægtede pure, og omsider fik han ved hjælp især fra Christen Thomesen lov af kongen til at svare. I en stor latinsk Apologia i to bøger fra 1639 betegnede han, så lidet dækkende som ellers, sin lære som luthersk og kom med bitre udfald mod Brochmand som han også privat gjorde op med. Kongen selv blev mere og mere oprørt mod "den latinske" Holger Rosenkrantz der kun slap nogenlunde helskindet igennem de følgende års polemik fordi svigersønnen 1639 blev kansler og dermed også universitetets foresatte. Brochmand, der samme år udnævntes til biskop, holdt dog ild i striden, men Holger Rosenkrantz fastholdt sin opfattelse i en dansk Erklæring og Undskyldning der som andre af stridens akter i afskrifter cirkulerede inden- og udenlands. Endelig sendte Holger Rosenkrantz i januar 1642 kongen 1. bog af sit store latinske læreskrift der ved gentagne omarbejdelser efterhånden var svulmet op til 22 bøger hvoraf i dag kun to er bevaret. Christian IV sendte bogen videre til fakultetet der ganske vist udtalte sig imod dens trykning, men dog nu med anerkendelse af adskilligt deri som "særdeles godt".

Dermed afsluttedes den lange strid under hvilken Christian IV fandt at Holger Rosenkrantz løb "gal i al hans store visdom". Heri havde den skriftkloge konge ret ud fra reformationens og ortodoksiens synspunkt. Ganske vist havde den taktisk bevidste Holger Rosenkrantz i de seneste år udtrykt sig stadig mere forsigtigt, men hans lærebygning der i mange henseender synes stærkt inspireret af de græske og latinske kirkefædre, ikke mindst Augustin, var dog ét stort angreb både på ortodoksiens og på Luthers og Calvins kristendomsforståelse. Ud fra den var en retfærdiggørelse ved gerninger således ikke en virkelig retfærdiggørelse, men kun en frugt af retfærdiggørelsen ved tro der ene talte for Gud på dommens dag. For en humanist som Holger Rosenkrantz, der i gerning ønskede at forbedre menneskene som sig selv, ville doktrinen imidlertid miste sin eksistensberettigelse hvis ikke disse gerninger var fromme nok til at blive modtaget af Gud, var end motiverne nok så blakkede.

Selv var Holger Rosenkrantz nu rede til mødet med denne idet han med rette gav udtryk for at han ikke havde levet forgæves. Om efteråret 1642 blev han syg på en rejse til Nykøbing F. og førtes til Kbh. hvor han fik sit dødsleje i nærvær af sin elskede kone, "sønnen" Christen Thomesen og sin slægt. "Jeg har stridt en god strid, beholdt troen og en god samvittighed" sagde han til Ole Vind: "uanset det var svagt værk med os, så var dog Guds kraft mægtig i vor svaghed".

Modsat den i dag herskende opfattelse, der er grundlagt af J. Oskar Andersen, blev Holger Rosenkrantz en af de få betydelige, initiativrige og selvstændige inden- og udenrigspolitikere i Christian IVs rigsråd, ivrigt optaget af fædrelandets frelse. Ganske vist var han som rådsflertallet med til at modarbejde den af hensyn til rigets sikkerhed og magtkampen mod Sverige nødvendige ekspansive Tysklandspolitik og bidrog derved til nederlaget i kejserkrigen. Men dette gav ham på den anden side fortvivlelsens kraft til mere fuldt at blive sig selv og følge sit kald.

Som opdrager og pædagog fik han da også stor indflydelse; og som teolog blev han, som vist af J. Glebe-Møller, endnu mere imponerende. Kun skade at hans "heterodoksi" næppe fik megen betydning efter hans tid fordi næsten intet blev trykt. Visse generelle træk kan dog minde om den af Holger Rosenkrantz i øvrigt uafhængige kommende pietisme. Det gjaldt iveren for at troen skulle manifesteres i fromhed. Det gjaldt den individualistiske kristendomsforståelse der ikke levnede virkelig plads for begrebet kirke eller menighed. Og det gjaldt agitationen for at den enkelte uafhængig af verdslig og gejstlig autoritet skulle finde sandheden selv, og det i biblen. I øvrigt var hans teologiske tænkning ophængt i spændingen mellem skriften og ortodoksien, Luther og Erasmus, og den repræsenterede et storslået og vistnok meget selvstændigt forsøg på en tolkning af kristendommen som i Erasmus' ånd tilstod mennesket og dets muligheder ret og pligt til at stå i centrum, hvor Luther, reformationen og den lutherske ortodoksi netop drog næring af kampen mod en sådan moralistisk og humanistisk tolkning af biblen og evangeliet.

Familie

Holger Rosenkrantz blev født på Kalø, død i Kbh., begravet i Hornslet k. Forældre: rigsråd Jørgen Rosenkrantz (1523–96) og Dorthe Lange (1541–1613). Gift 13.8.1598 i Malmø med Sophie Brahe, født 11.5.1578 på Elvedgård, død 21.12.1646 i Kbh., datter af rigsråd Axel Brahe (1550–1616) og Mette Gøye (død 1584). – Far til Erik Rosenkrantz, Gunde Rosenkrantz og Jørgen Rosenkrantz (1607–75).

Ikonografi

Afbildet på forældrenes epitafiemal. formentlig af T. Gemperle ca. 1579 (Hornslet k.). Lille mal. 1607 (Fr.borg). Min. af K. v. Mander, 1633 (kun kendt fra Sophie Brahes regnskab). Tre min. (Fr.borg) har været anset for malet af v. Mander. Malet af Johan maler, formentlig Johan Thim, 1634 (nævnte regnskab). Malet af samme, 1636, i mindre format (Gavnø) og i større (Fr.borg; et ekspl. brændt på Fr.borg 1859), replik 1641 (Gavnø), efter denne kopi (Århus katedralskole). Samme portrættype på epitafiemal. formentlig af v. Mander (Hornslet k.), efter dette litografi 1867 efter foto. Efter det 1859 brændte mal. kopi af C. A. Jensen, 1838 (Odense adelige jomfrukloster, hvor originalen indtil da hang) og små kopier af Heinrich Hansen, 1858 (Rosenholm; Fr.borg). Samme portrættype på ligprædikenstik af Simon de Pas, 1644, efter dette stik af A. Folkema, 1746, træsnit 1855 og 1886. Min. fra Thornborgs værksted (Fr.borg). Stik af J. Haas, 1753, har næsten karakter af fantasiportræt. -Mindesmærke af J. Wiedewelt, 1780, ved Jægerspris.

Bibliografi

Kilder. Dänische Bibliothec II, 1738 140–98 og III, 1739 193–236. Nye saml. til den da. hist., ved R. Nyerup og P. F. Suhm IV, 1795 183f. Kirkehist. saml. 3.r.l, 1874–77 114–64 782f; V, 1884–86 714–63; VI, 1887–89 24–77 292–338 516–58 609–53 812. Epistolæ quas per annos a 1596 ad 1601 Tycho Brahe et Oligerus Rosenkrantzius inter se dederunt, ved F. R. Friis, 1896. Breve fra og til Ole Worm, ved H. D. Schepelern I–III, 1965–68 (breve). – Svenskt hist. mag. 1, Sth. 1849 5–14 (Holger Rosenkrantz' rejsejournal 1620). Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermodernes hist. i Chr. IVs tid, udg. Kr. Erslev I-III, 1883–90. Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia I, 1887–89 (fot. optr. 1969); II, 1889–91 (fot. optr. 1969); IV, 1882 (fot. optr. 1969); VII, 1891 (fot. optr. 1970); VIII, udg. Johanne Skovgaard, 1947 (fot. optr. 1970). Kronens skøder I, udg. L. Laursen, 1892. Kancelliets brevbøger 1603–43, 1915–57. Danm.-No.s traktater 1523–1750, udg. L. Laursen 111, 1916. Sophie Brahes regnskabsbog, udg. Henning Paulsen, 1955. Svensk agent ved Sundet, udg. Leo Tandrup, 1971.

Lit. Ole Vind: Ligprædiken over Holger Rosenkrantz, 1643 (uddrag i C. P. Rothe: Brave da. mænds og kvinders berømmelige eftermæle II, 1754 391–410). E. Pontoppidan: Annales ecclesiæ Danicæ III, 1747; IV, 1752 281–93 328–33.

D. G. Zwergius: Det siellandske clerisie, 1754 183–200. Tycho de Hofman: Hist. efterretn. om velfortjente da. adelsmænd II, 1778 112–19. E. G. Tauber: Historia scholæ cathedralis Arhusiensis, 1817 = Skoleprogr. 1817. L. Helveg: Den danske kirkes hist. efter reformationen I, 1851 (2. udg. 1857). Aug. Tholuck: Lebenszeugen der lutherischen Kirche, Berlin 1859 95–106 (da. overs.: Livsvidner af alle stænder i den lutherske kirke, 1860 101–13). S. M. Gjellerup: Biskop Jens Dinesen Jersin, 1868–70. Saml. til Fyens hist. og top. V, 1871 382–90 394f 397 400 402f 406f 411; VI, 1873 125f; VII, 1878 50 107 112 124 132 144 153 176 184 190 (Hans Mikkelsens dagbog). H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist. III, 1873–77. C. E. Secher: Danm. i ældre og nyere tid III, 1876. Kr. Erslev: Danm.-No.s len og lensmænd 1596–1660, 1885. A. Heise: Bidrag til familien Rosenkrantz' hist. II (særtryk af Hist. t. 5.r.VI, 1886–87 2–72). J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste dage, 1894 (reproudg. 1969) 58–60. Thyra Sehested: Kansler Christen Thomesen Sehested, 1894. J. Oskar Andersen: Holger Rosenkrantz den lærde, 1896 (anm. af S. M. Gjellerup i Hist. t. 6.r.VI, 1895–97 746–58 og A. Heise i Saml. til jydsk hist. og top. 3.r.I, 1896–98 197–204). O. Walde: Storhetstidens litterära krigsbyten II, Upps. 1920 293–326. Danske herregårde ved 1920, red. L. Bobé III, 1923 100–02. Palle Rosenkrantz i Rosenholm og Rosenkrantzerne, udg. Hans Rosenkrantz, 1924 53–66. Bj. Kornerup: Biskop Hans Poulsen Resen I-II, 1928–68. Samme i Den danske kirkes hist. IV, 1959. Will. Norvin: Kbh.s univ. i reformationens og ortodoksiens tidsalder II, 1940. Danske slotte og herregårde, udg. Arthur G. Hassø II–IV, 1943–45. Urban Schrøder i Humanister i Jylland, red. Gustav Albeck, 1959 167–92. Jens Glebe-Møller i Kirkehist. saml. 7,r.V, 1963–65 306–18. Samme: Doctrina secundum pietatem. Holger Rosenkrantz den lærdes teologi, 1966 (med bibliografi; anm. af Leif Gråne i Kirkehist. saml. 7.r.VI, 1966–68 376–90). Samme i Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj V, 1980. Sv. Aage Hansen:

Adelsvældens grundlag, 1964. Jacob Fabricius d. y.s optegn., udg. A. Andersen, 1964. Sv. Larsen: Studier over det fynske rådsaristokrati I-II, 1965. E. Ladewig Petersen: Chr. IVs pengeudlån til da. adelige, 1974. Knud J. V. Jespersen: Rostjenestetaksation og adelsgods, 1977. Leo Tandrup: Mod triumf el. tragedie I-II, 1979. Rigsråd, adel og administration 1570–1648, red. Knud J. V. Jespersen, 1980. Papirer i Kgl. bibl.

Læs også om Holger Rosenkrantz i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Holger Rosenkrantz
Holger Rosenkrantz
14.12.1574-28.10.1642, med tilnavnet den Lær ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Henrik Holck
  1599-1633, dansk rigsgreve og kejserlig f ...Artikel i Den Store Danske
Christen Thomesen Sehested
17.2.1590-5.8.1657, dansk kansler. Sehested b ...Artikel i Den Store Danske
Aristoteles
384-322 f.Kr., græsk filosof og videnskabsmand. ...Artikel i Den Store Danske
Halmstad
handels-, industri- og turistby på Kattegatkyste ...Artikel i Den Store Danske
Hamburg
(da. Hamborg ), storby i Nordtyskland ved El ...Artikel i Den Store Danske
Gustav Adolf
Gustav Adolf Oscar Frederik Arthur Edmund , 22. ...Artikel i Den Store Danske
Erasmus
biskop og martyr; en af de 14 nødhjælpere. Kom efter ...Artikel i Den Store Danske
Helsingborg
havneby i det nordvestlige Skåne ved Øresunds ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
LTand
18/07/2011
  • Læst 1124 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki