Johannes Munck (teolog)

Johannes Munck, 3.3.1904-22.2.1965, teolog. Født i Kbh. (døbt i Herlufsholm), død i Århus. (Dom), begravet sst. (Vestre kgd.). M. blev student 1921 fra Metropolitanskolen og cand.theol. 1926. Kort efter drog han på en længere studierejse, 1926-31, bl.a. til Paris (hos patristikeren E. de Faye), Bonn (hos Erich Peterson) og Berlin (hos Lietzmann, E. Seeberg, Wilcken). Han blev dr.theol. 1933 på den patristiske afhandling Untersuchungen über Klemens von Alexandria, et internationalt højt værdsat arbejde. 1933-38 var M. tilknyttet Kbh.s univ. dels som assistent ved teologisk laboratorium (1933-38), dels som undervisningsassistent i nytestamentlig græsk (1935-38), men underviste også på Blågårds seminarium (1937-38). 1938 udnævntes M. til den første teologiske professorstilling – i nytestamentlig eksegese – ved Århus univ., først inden for det humanistiske fakultet men siden 1942, da et selvstændigt teologisk fakultet blev udskilt og oprettet, inden for dette; han var professor i faget indtil sin død. Foruden disputatsen har M. udgivet videnskabelige arbejder inden for fagområderne senjødedom, Ny testamente og patristik. Først og fremmest må nævnes bøgerne Paulus und die Heilsgeschichte, 1954 (eng. overs. 1959) og Christus und Israel. Eine Austegung von Rom 9-11, 1956 (eng. overs. 1967). Med disse arbejder skaffede han sig også inden for den nytestamentlige forskning faglig respekt verden over for sin filologiske og eksegetiske kunnen og for sin ofte rammende kritik af fastlåste opfattelser; også der, hvor hans egne forslag ikke uden videre kunne accepteres, har Paulustolkningen, især i bogen fra 1954, virket igangsættende og inspirerende. M. skrev herudover en række afhandlinger i Dansk teologisk Tidsskrift, Studia Theologica, New Testament Studies, Harvard Theological Review, Svensk exegetisk årsbok og andetsteds, foruden i festeller mindeskrifter til J. Oskar Andersen (1936), Jens Nørregaard (1947), Maurice Goguel (1950), T. W. Manson (1959) og Oscar Cullmann (1962). Desuden må nævnes bogen Petrus und Paulus in der Offenbarung Johannis. 1950, oversættelsen -sammen med Sigfred Pedersen – af Apostlenes Gerninger. 1964 og kommentaren The Acts of the Apostles. 1967.

M. tog som forsker sit udgangspunkt i patristikken og den ældre kirkehistorie som han var en udmærket kender af og vedblivende interesserede sig for. Det gav hans senere Paulusforskning perspektiv og dybde. Hvad Paulus og den ældste kristendom i det hele taget angik, var det M. om at gøre at eliminere den modsætning mellem paulinisme og judaisme som især Tübingerskolen med F. C. Baur som den betydeligste skikkelse havde gjort gældende. At der i dette opgør kom talrige nye opfattelser til syne som samtidig kunne være både radikale – nemlig forsknings-historisk – og konservative – nemlig teologisk -vidner om den evne til kritisk nytænkning som M. i sjælden grad besad. Som forsker var han flittig som få og som lærer krævende, men også tilskyndende og hjælpsom. – M. tog aktivt del i opbygningen af det teologiske fakultet i Århus. Hans anseelse og organisatoriske dygtighed kom til udtryk ved, at han i de vanskelige år 1943-45 under den tyske besættelse blev rektor for det nye universitet. I øvrigt varetog han lige til sin alt for tidlige død en lang række tillidshverv. Således var han formand for Teologisk forening i Århus 1939-49, redaktør af kirkesiden i Aarhuus Stiftstidende 1940-45, medudgiver af Dansk teologisk Tidsskrift 1946-61, formand for Collegium Biblicum (stiftet 1947) 1947-60, hovedredaktør af Studia Theologica 1952-64, medudgiver af De gammeltestamentlige pseudepigrafer 1953ff. og præsident for det internationale Studiorum Novi Testamenti Societas 1959-60. Han var en flittig og aktiv deltager i internationale faglige kongresser, foretog en rejse til den nære orient 1954 og var gæsteprofessor ved Princeton Theological Seminary, N. J., vinteren 1964-65. M. blev dr.theol. h.c. i Oslo 1961, Hon. D.D. i Glasgow 1962.