Regin Prenter

Regin Prenter, 6.11.1907-15.12.1990, teolog. Regin Prenter blev student fra Metropolitanskolen 1925 og cand.teol. 1931. 1935 blev han sognepræst i Hvilsager-Lime og 1940 2. residerende kapellan ved Århus domkirke. 1944 blev han dr.teol., og 1945-72 var han professor ved Århus univ., 1961-63 tillige professor i Strasbourg. 1972-77 var han konstitueret sognepræst i Branderup. Regin Prenter forenede arven fra et grundtvigsk miljø med en tidlig påvirkning fra K. Barth (studieophold i Bonn 1933-34), interessen for anglikansk teologi (studieophold i England året efter, hvor han bl.a. stiftede bekendtskab med den teologisk-liturgiske bevægelse Theologisk Oratorium som han blev leder af i Danmark) og ikke mindst et selvstændigt studium af Luther (disputatsen Spiritus creator, 1944). Regin Prenter havde allerede tidligere gjort sig bemærket gennem bidrag i Arne Sørensens Det tredie Standpunkt (artikelsamlingen Ordets Herredømme, 1941) og som medforfatter til Kirkeaarets Texter I-II (sammen med J. Asmund og P. Seidelin, 1941-42). Med disputatsen placerede Regin Prenter sig med et slag i første række som internationalt anerkendt Lutherforsker. I disputatsen, som behandler Luthers lære om Helligånden igennem hele forfatterskabet, fremhæver Regin Prenter at retfærdiggørelsen for Luther indeslutter en virkelig fornyelse af mennesket, men at forholdet mellem retfærdiggørelse og helliggørelse er dialektisk idet fornyelsen eller "den reale fromhed" aldrig bliver menneskets ejendom over for Gud. I samme øjeblik mennesket ville påberåbe sig det nye liv ville det kvalificeres som synd. Derfor forbliver retfærdiggørelsen "af tro alene" fortegnet for den kristne eksistens. I opgøret med "sværmerne", som er tema for bogens 2. del, fremhæves Luthers understregning af åndens forbundethed med "det ydre ord" og med kirkens sakramenter.

1945 blev Regin Prenter professor i dogmatik og gjorde sammen med kollegaen K. E. Løgstrup det nyoprettede fakultet i Århus til det førende i Skandinavien inden for systematisk teologisk forskning i 50'erne efter Lundenserskolens blomstring i 30'erne. Allerede 1951-53 udsendte Regin Prenter den store dogmatik Skabelse og genløsning der af kollegaen i København N. H. Søe betegnedes som "den betydeligste danske dogmatik siden Martensens". Værket er en selvstændig og helstøbt syntese af de nævnte påvirkninger: Regin Prenter afviser skarpt enhver filosofisk grundlæggelse af dogmatikken (Schleiermacher) og tager i stedet bevidst sit udgangspunkt i kirkens bekendelse til den treenige Gud der med Barth forstås som en bekendelse til Gud i hans åbenbaring. Principlærens opgave bliver herefter en "interkonfessionel dialog om den dogmatiske autoritet". Foruden skriftprincippet, der forstås frelseshistorisk, fremhæves den lutherske sondring mellem "lov og evangelium" som teologisk aksiom. Dogmatikken selv er strengt opbygget over det klassiske skema: skabelse og genløsning (Athanasius, hvis "klassiske forsoningslære", fremdraget af G. Aulén, spiller en central rolle i de dogmehistoriske afsnit). I afvisning af pietismens opdeling af stoffet efter skemaet menneskets fortabthed, menneskets forløsning fremhæves "skabelsen som genløsningens positive forudsætning". Skabelsen forstås ikke som en hvilende "ordning", men som Guds fortsatte kamp for opretholdelsen af sit skaberværk med henblik på genløsningen. Denne dialektik mellem lov og evangelium i læren om skabelsen er nok det mest originale træk i Regin Prenters dogmatik. Kristologien er præget af den efterbarthske teologis rehabilitering af det oldkirkelige dogme og en skarp afvisning af den samtidige eksistensteologi (Bultmanns program om en "afmytologisering" af kristendommen). Over for en pietistisk opfattelse fremhæves at "frelsens orden er ikke psykologisk men sakramental": fra "genfødelsens bad" til "fuldendelsens offermåltid". Indoptagelsen af offermotivet i nadverlæren er et originalt træk i Regin Prenters dogmatik som i de følgende år optages af andre og kom til at spille en ikke ubetydelig rolle i den økumeniske samtale både med anglikansk og romersk katolsk teologi. Allerede 1955 udsendtes 2. udg. med stærkt omarbejdede prolegomena: Mens spørgsmålet om "ret og vrang lære" i 1. udg. afgjordes i forkyndelsen, fremhæves nu langt stærkere motivet "bibel og bekendelse", et træk som yderligere forstærkes i den lille populære fremstilling Kirkens tro fra 1964.

Foruden i den hjemlige debat deltog Regin Prenter aktivt i det internationale teologiske arbejde. 1950-57 var han således formand for Det lutherske verdensforbunds teologiske studiekommission, 1961-62 for Kirkernes verdensråds Commission of Worship (Faith and Order). 1956 afholdtes den første internationale lutherforskerkongres i Århus med Regin Prenter som præsident. 1961 udsendtes Der barmherzige Richter, en monografi om Luthers første forelæsning og reformatoriske gennembrud. Som resultat af et flerårigt arbejde i en luthersk-anglikansk kommission udkom endelig 1965 Kirkens embede. Udkast til en det kirkelige embedes dogmatik med luthersk udgangspunkt med en stærk fremhævelse af det særlige præsteembede.

Regin Prenter betegnede selv sit standpunkt som en "kirkelig protestantisme" (Ordet og Ånden, 1952, Protestantismen i vor tid, 1957). Ud fra et "gammelgrundtvigsk" standpunkt polemiserede han imod enhver tendens til statskirkelighed inden for folkekirken. Denne polemik i forbindelse med hans voldsomme kamp imod kvindelige præster lod ofte Regin Prenter blive taget til indtægt af stærkt konservative kredse hvis bibelsyn og konfessionalisme han i øvrigt ikke delte. 1972 lod han sig pensionere og blev sognepræst i Branderup i Sønderjylland (Ordet og troen, prædikener 1976). Et godt indtryk af spændvidden og kvaliteten af Regin Prenters internationale teologiske indsats giver bogen Theologie und Gottesdienst, 1977, en samling udvalgte afhandlinger på engelsk, tysk og fransk. 1978 udkom Kirkens lutherske bekendelse, en udlægning af Confessio Augustana. Blandt hans senere værker kan nævnes Den kiirkelige anskuelse, 1983, Erindringer, 1985 og Kirken og Theologien 1987. Regin Prenter var medudgiver af en række kirkelige tidsskrifter samt Dansk Tidebog, 1961 og Luthers skrifter i udvalg I-IV, 1962-64.

Han var æresdoktor i Strasbourg 1960, Reykjavik 1961, Lund 1962 og Helsinki 1980.