W. F. Engelbreth

W. F. Engelbreth, Wolf Frederik Engelbreth, 11.4.1771-22.5.1862, teolog. Født i Korsør, død i Lille Heddinge, begravet i Lyderslev. Efter at være undervist privat dimitteredes E. 1786 til universitetet og tog 1790 teologisk attestats. For at dyrke sine udpræget videnskabelige interesser drog han 1791 ud på en femårig udenlandsrejse der muliggjordes ved hans fars gode formueomstændigheder. Halvandet år opholdt han sig i Göttingen hvor han med stort udbytte studerede teologi og filologi; derpå rejste han 1793 over Wien hvor han især undersøgte bibelhåndskrifter i det kejserlige bibliotek, og over Schweiz til Italien. Her fandt han en formående velynder i kardinal Stefan Borgia der åbnede sit bibliotek og sine samlinger såvel i Rom som i Velletri for ham, og med lige iver kastede E. sig over de bevarede kunstmindesmærker som over de litterære skatte. Under vejledning af Georg Zoëga lagde han sig efter koptisk for at kunne benytte fragmenterne af de gamle ægyptiske bibeloversættelser til tekstkritiske undersøgelser. Både Borgia og Zoëga ventede sig meget af E., og det var dem en stor skuffelse da hans far 1795 kaldte ham hjem. – Allerede inden E. havde sat foden på dansk grund var han udnævnt til sognepræst i det store kald Lyderslev og Frøslev (ved Fakse) som han beklædte i henved 64 år indtil han 1858 tog sin afsked. 1799-1806 var han tillige provst i Stevns hrd. I den første periode af sit præsteliv var E. især stærkt optaget af at bearbejde det videnskabelige materiale han havde bragt med sig fra sin rejse. Således leverede han flere bidrag til de "Videnskabelige Forhandlinger ved Sjællands Stifts Landemode" der blev udgivet af Friederich Münter, omtrent den eneste i Danmark som kunne dele E.s interesser. Mere betydningsfuld var hans udgave af Fragmenta Basmurico-coptica Veteris et Novi Testamenti, 1811 som fandtes i Borgias samlinger. Trods kritik af enkeltheder høstede E. megen anerkendelse for sit arbejde og sikrede sig en ærefuld plads blandt de første dyrkere af koptisk. Det var derfor velbegrundet at det teologiske fakultet 1815 opfordrede E. til at disputere for den teologiske doktorgrad, en indbydelse han dog af beskedenhed ikke mente at burde tage imod. Sin taknemmelighed over for fakultetet viste han s.å. ved at dedicere det sin latinske, kommenterende oversættelse af Salomons Visdom I-II, 1815-16. Først ved sit 50-års embedsjubilæum 1845 hædredes han med den teologiske doktortitel h.c. som "Danmarks lærdeste Præst".

Teologisk var E. oprindelig påvirket af tidens liberale retninger, men i årenes løb udviklede han sig mere og mere til en luthersk teolog af den gamle skole. Til at fremme denne udvikling bidrog først påvirkningen fra hans mor, siden bekendtskabet med J. P. Mynster der 1802-11 var E.s nabopræst i Spjellerup og nære ven. Mynster satte E. meget højt, og også senere stod de i fortroligt brevskifte især om teologiske og kirkelige spørgsmål. Sit supranaturalistiske standpunkt lagde E. for dagen da H. N. Clausen 1825 udgav sin bog om katolicismen og protestantismen. I et polemisk indlæg Dr. Morten Luthers Forsvar bebrejdede han Clausen at han tog "Hjertet ud af Luthers aandelige Liv". N.å. gjorde han i Theologiske Afhandlinger skarpt front mod rationalismen, og 1834 hævdede han i Sendebrev til Hr. Dr. og Prof. H. N. Clausen djævelens personlige tilværelse og forsagelsens værdi. Ved sin optræden over for Clausen vandt E. megen anseelse i grundtvigske kredse, men han kom aldrig til i snævrere forstand at tilhøre Grundtvigs parti fra hvis kampmåde og særmeninger han tog afstand (jf. hans Den hellige Skrift og dens Forhold til Kirken. 1854). Blandt hans øvrige arbejder kan nævnes flere fortolkninger, således fra hans 84. år en udlægning af apokalypsen Guds Kirkes Seir, 1855. – Konsistorialråd 1829.