Aage Sparre, Aage Jepsen Sparre, antagelig født mellem 1460 og 1465, død mellem 12.10.1540 og 3.4.1541, begr. i Lunds domk., udvalgt ærkebiskop. Antagelig efter uddannelse i Lund blev S. 1483 indskrevet ved universitetet i Greifswald, blev baccalaur 1484 og mag.art. 1490; 1495 immatrikuleredes han i Köln for at studere jura, men som gradueret jurist omtales han aldrig. Antagelig havde han da for længst et kanonikat i Lund. Efter ærkebiskop Birger Gunnersens død valgte kapitlet vel 16.12.1519 S. til efterfølger (at han da var dekan i kapitlet er sikkert urigtigt; allerede 1512 indehavde Torben Bille denne prælatur); men på grund af Christian II's indgreb resignerede S. i jan. 1520, og Jørgen Skodborg blev valgt. Dermed begyndte en bevæget tid for stiftet: allerede 1521 afsatte kongen Skodborg da han sammen med kapitlet modsatte sig kronens krav på Bornholm m.m. Hans efterfølger, Didrik Slagheck, henrettedes febr. 1522 hvorefter kongen tiltvang sig Bornholm. Johan Weze som kongen nu pånødte stiftet fulgte i april 1523 Christian II i landflygtighed. Straks derefter valgte kapitlet atter S. til ærkebiskop, men dennes afsendinge til kurien (Peder Hansen Seber) kunne ikke opnå konfirmats for ham da kardinal de Cesis, som Leo X 1520 havde givet embedet, og som forlangte en årlig pension på 500 dukater for at afstå det foretrak at forhandle med Skodborg. Denne støttedes også af Frederik I, og 29.11.1525 fik han Clemens VII's udnævnelse; men ærkestiftet fik han dog aldrig thi 1526 ændrede Frederik I sin kirkepolitik over for kurien. S. havde siden 1523 uhindret administreret ærkestiftet og indtaget sæde i rigsrådet hvor han dog aldrig blev fremtrædende. 1524 modtog han på kongens vegne Malmøs troskabsed da byen overgav sig; 1525 bekæmpede han sammen med stiftets adel det skånske oprør; men 1526, da Christian IIs store troppesamlinger alvorligt truede Danmark, anså han åbenbart stillingen for uholdbar, og i maj sikrede han sig lejde til Sverige. Faren drev dog over, og 19.8. fik S. en særlig stadfæstelse på stiftet af kongen, to gejstlige og femten verdslige rigsråder, gældende indtil konge og rigsråd ved særlig dom afgjorde om han eller Skodborg var rettelig valgt. Men selv om sidstnævnte fik ret skulle S. nyde "stiftet frit" indtil han fik tilbagebetalt 3000 gylden som han på dettes vegne havde lånt kongen til bekæmpelse af Søren Norby-oprøret i Skåne. Band og interdikt i anledning af afgørelsen ville man ikke tåle. Med urette sagdes det altså siden at S. havde betalt kongen de 3000 gylden for sin stadfæstelse; men hans regnskab viser at han "lånte" (senere "eftergav") kongen 1000 gylden for at han skulle anbefale ham til paven til kirkelig stadfæstelse, og kongens tyske og danske kanslere fik dusører af samme grund. Kongens henvendelse blev imidlertid lige så forgæves som S.s egen, og hans afsendinge deponerede da 5000 derved sparede dukater hos Fuggerne (fra hvem de 1542 havnede i Christian IIIs kasse). Inden årets udgang besluttede i øvrigt herredagen i Odense at der fremtidig ikke måtte betales paven for konfirmats. – Men ingen af bisperne havde medbeseglet stadfæstelsen fra aug., og de så nu S. som en fare for katolicismen i Danmark. Allerede i maj 1526 havde Lave Urne nægtet ham anerkendelse og opfordrede ham som lydig katolik til at anerkende Skodborg, og efter Odense-herredagen fik han først fra Ove Bille så fra Stygge Krumpen og atter fra Lave Urne opfordringer til at trække sig tilbage. Formentlig indtog de andre bisper samme stade; men S. blev siddende, og den bebudede dom blev antagelig aldrig afsagt da Skodborg ikke kunne anerkende konge og rigsråd som forum i sagen. Men som stiftsstyrer fik S. store vanskeligheder. Antagelig mødte han også en katolsk opposition mod sig som uindviet og forkastet "skinbiskop", og hans administration skred endog konge og rigsråd ind imod ved en dom 1527 der underkendte at han havde frataget den gamle official Hans Skovgaard hans kirkelige len. Men særlig voldte det lutherske røre i Skåne hvorover der allerede 1526 klagedes til paven ham stort besvær. 1527 forbød han Claus Tøndebinder at prædike i Malmø; denne fortrak så sammen med Hans Spandemager til Haderslev; men i sommeren 1528 kom de tilbage og havde nu kgl. værnebreve. Allerede før udgangen af 1529 var Malmø helt luthersk; og fra en præsteskole her udgik snart nye prædikanter, ligesom der fra et trykkeri udsendtes luthersk agitationslitteratur. I nov. 1528 var S. "med flere rigsråder og gode og lærde mænd af kapitlet" kommet til byen og stævnede prædikanterne for sig idet han særlig anklagede dem for syv kætterier; men prædikanterne anerkendte ham ikke som dommer og udeblev, ja S. selv siger at de i de tre dage han ventede deres fremmøde endnu stærkere fra prædikestolen angreb den katolske gejstlighed. 29.11. rettede han, inden han forlod byen et hyrdebrev til magistraten og almuen der især forbød dem at bruge prædikanternes sakramenter; dette imødegik Peder Laurentsen 1529. På herredagen i Kbh. 1530 lagde prælaterne S.s syv anklagepunkter mod Malmøprædikanterne til grund for deres 27 klager over de indkaldte lutherske prædikanter; men heller ikke her kom det til nogen kætterproces, og herredagsrecessen bekræftede kongens mandater fra 1527 om tolerance og den dermed givne indskrænkning af bispejurisdiktionen. – Fra ca. 1530 lod man nye medlemmer af domkapitlet særlig forbande luthersk kætteri og afkrævede antagelig ordinander en lignende ed. Men 1532 havde lutheriet fået fodfæste også i Landskrona, Falsterbo, Tralleborg, Ystad, Ronneby, Halmstad og på Bornholm. S. var træt af besværet og oplevede da også den ærgrelse at kongen henviste pådømmelsen af en ægteskabssag i hvilken S. havde brugt band til prædikanterne i Malmø.

Med kongens samtykke og i tillid til at ærkesædet atter var på fredsfod med paven idet kanniken Seber i Rom havde opnået en overenskomst med de Cesis nedlagde S. 27.7.1532 sit embede til fordel for dekanen Torben Bille, mod som pension at få kollats- og Jurisdiktionsret over kirkerne i Frosta herred samt administration af to nonneklostre i Bosjö og Skt. Peder i Lund. En samtidig ansøgning fra kapitlet til paven om enten at udnævne Torben Bille til ærkebiskop eller til S.s koadjutor blev vel ikke afsendt da efterretningen om S.s stadfæstelse i Rom viste sig forhastet. Bille der forinden havde forpligtet sig over for kongen til tolerance mod lutherdommen kunne vel straks tiltræde stiftets styrelse, men hans bestræbelser i Rom for at blive anerkendt var forgæves. Endnu i nov. skrev S. til de Cesis om at støtte Bille; men febr. 1533 overdrog han denne de deponerede 5000 dukater mod at han forpligtede sig til at holde ham skadesløs under en eventuel proces fra de Cesis og Skodborg. – I de følgende bevægede år høres intet særligt om S. 1536 udstedte han særligt hyldingsbrev til Christian III; der høres intet om at han fængsledes da kongens statskup ramte bisperne. Som "electus antiquus" var han indkaldt til rigsdagen i okt., men medbeseglede recessen om den nye stats- og kirkeordning som den første af Skånes adel. Senere kongebreve viser at han atter regnedes som rigsråd, men om nogen virksomhed som sådan fra den gamle mand høres ikke. Da kgl. breve (fra 1532 og 1540) kalder ham "degn i Lund" må han have arvet dekanatet efter Bille. 12.10.1540 gjorde han testamente, og i april 1541 holdtes skifte i boet; et brev godtgør hans død før 3.4.

Familie

Forældre: Jep Tullesen til Skurup (Svanholm) i Skåne (nævnt 1456 og 84) og Else Henningsdatter Meinstrup.

Bibliografi

Danske mag. III, 1747 236–39. Kong Fr. Is da. registranter, udg. Kr. Erslev og W. Mollerup, 1879. Danske kancelliregistranter 1535–50, udg. samme, 1881–82. Monumenta hist. Danicas, udg. H. F. Rørdam 2.r.II, 1887 389–406. Kirkehist. saml. 4.r.VI, 1899–1901 363. Acta pontificum Danica VI, udg. Alfr. Krarup og Johs. Lindbæk, 1915. Pers.hist. t. 8.r.II, 1923 94. – L. Helveg: Den danske kirkes hist. til reformationen II, 2, 1870. Gottfrid Carlsson i Lunds domkyrkas hist., udg. Ernst Newman I, Lund 1946. Gösta Johannesson: Den Skånska kyrkan och reformationen, Lund 1947 = Skånsk senmedeltid och renässans I.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig