Ansgar

Ansgar, 801-3.2.865, ærkebiskop i Hamburg-Bremen, grundlægger af den kristne mission i Danmark og Sverige. Født i Corbie ved Amiens, død i Bremen, begravet i Skt. Peders domk. sst. Kildegrundlaget for vort kendskab til A.s liv og virke rummer mange problemer. Trods stærk kritik må man stadig betragte skriftet "Vita Anskarii" som en hovedkilde; det er forfattet kort tid efter hans død af hans discipel og efterfølger som ærkebiskop, Rimbert. Denne biografi fremtræder i form og indhold som et helgenlevned; men skønt den som sådan rummer langt flere konkrete oplysninger end normalt, og disse vel mest hviler på A.s egne meddelelser er skriftets formål alene at gøre A. helgenværdig, og specielt argumenteres der for at han trods sin fredelige død var en sand martyr fordi han i al sin færd modigt satte sit liv i fare for at fremme kristendommen. Vitaets ensidige billede kræver følgelig korrektion og må stadig vurderes i forhold til de overleverede pave- og kejserbreve og andre samtidige aktstykker; men også tolkningen af disse er forbundet med store vanskeligheder, især fordi mange har været udsat for interpolationer og forfalskninger. Den kildekritiske granskning har da også i vort århundrede ændret vor opfattelse af A. væsentligt, så den helgenagtige munk der som en ydmyg Kristi efterfølger ivrede for missionens fremme efter Guds åbenbarede vilje er trådt i baggrunden for en kyndig og aktiv personlighed inden for et politisk spil. Ifølge Vitaet der er tilegnet brødrene i benediktinerklostret Corbie ved floden Somme i Picardiet blev A. som femårig moderløs, og han overlodes derefter af faderen til klostret hvor han blev uddannet til præst, optaget som munk og til sidst klostrets scholasticus, dvs. leder af klosterskolen. Corbie lød under ærkesædet i Reims der siden 816 beklædtes af kejser Ludvig den Frommes bibliotekar og nære medarbejder Ebo (d. 851). På hans initiativ oprettede Corbie 822 et datterkloster i Sachsen, Ny Corvey ved floden Weser hvortil A. overførtes, og hvor han virkede som skoleleder og prædikant. Herfra blev han 826 udpeget til at lede kristen prædiken og mission i den døbte danske konge Harald Klaks følge.

I det nordiske missionsarbejde var A. ikke uden forgængere. Omkr. 700 havde allerede frisermissionæren Willibrord forsøgt sig men var blevet afvist af den danske konge. Efter at Karl den Store havde underlagt sig og kristnet Sachsen var Frankerriget og den kristne tro rykket frem til den danske grænse og missionsspørgsmålet for alvor blevet aktuelt. Under Ludvig den Fromme (814–40) frembød der sig en glimrende lejlighed da to danske kongeslægter efter Gudfreds død 810 bekrigede hinanden. Normalt havde Gudfredsønnerne overtaget mens den konkurrerende linie søgte støtte hos kejseren. Som svag modkonge svor Harald Klak kejseren troskab, og ved dennes mægling opnåede han et begrænset dansk herredømme. I denne situation kunne kejser Ludvigs og ærkebiskop Ebos politik forenes i en fælles missionsplan for det hedenske Norden. På et frankisk rigsmøde 822 (antagelig i Attigny) vedtoges den, og med kejserens råd og samtykke drog Ebo den følgende vinter til Rom og fik pave Paschalis Is bulle med bemyndigelse til som pavelig legat at varetage missionen "i de nordlige egne". Allerede i sommeren 823 kunne Ebo med bisper, grever og stort følge drage nordpå for at få det danske rige åbnet for kristendommen; men med slutordene "han omvendte mange" tilkendegiver beretningen at Ebos legation blev en fiasko. Ebo har næppe overskredet grænsen til Danmark hvor Gudfredsønnerne i mellemtiden på ny var blevet eneherrer. Kejser Ludvig måtte nøjes med at skænke missionen et holstensk gods Welenao til en skole (senere klostret Münsterdorf) til oplæring af danske drenge i kristendom. – En ny mægling i Aachen gav heller ikke Harald Klak varig magt i Danmark, og 826 opsøgte han på ny kejser Ludvig med bøn om hjælp. Det fik han under besøg på kejserslottet Ingelheim ved Rhinen, men betingelsen var at han lod sig døbe med familie og følge. Massedåben fandt sted i det nærliggende Mainz hvor kejserparret stod fadder til kongeparret. På hjemrejsen fik han følge af A. og hans ledsager Autbert, ifølge Vitaet begge udpeget af abbed Wala i Corbie. Vitaet fremstiller A.s sendelse som selvstændig med ansvar over for kejseren, men i virkeligheden indgik han som udsending inden for Ebos pavelige legation, som det fremgår af pave Eugen IIs stadfæstelse af Ebo-privilegiet i 826. Det var således som delegeret under Ebos myndighed og som redskab for kejserlig politik at A. og Autbert sammen med kong Harald sejlede ned ad Rhinen på det fornemme flodskib som ærkebiskoppen af Köln havde stillet til deres rådighed. Da de nåede Dorestad gik de fra borde for at drage til Danmark. De har dog næppe overskredet den danske grænse; udtrykkene i A.s vita er så søgte og vage at det klart fremgår at heller ikke dette fremstød kom til at svare til forventningerne. Harald måtte standse op i det frankiske len Rustringen ved Wesers munding som kejseren havde tilstået ham, og her måtte de to missionspræster blive for at betjene de nydøbte. Når "mange blev omvendt" og "tallet dag for dag voksede for dem der lod sig frelse i Herren", som det er formuleret i vita, er det faktisk utvetydige udtryk for at planen mislykkedes. Som eneste konkrete resultat fremholdes at A. – som tidligere Ebo – fik oprettet en skole "for 12 eller flere drenge" hvoraf nogle var Haralds egne, mens andre af A. var opsøgt og løskøbt fra trældom; alle skulle uddannes i den kristne mission.

829 blev A. kaldt tilbage til kejseren. Anledningen var at sendebud fra den svenske konge havde meddelt at han var rede til at modtage kristne missionærer da der blandt hans folk var nogle der ønskede at gå over til den kristne tro. Efter at have rådført sig med abbed Wala i Corbie pålagde kejser Ludvig A. at han skulle påtage sig sendelsen, og munken Witmar, ligeledes fra Corbie, blev anvist ham som medarbejder. Undervejs blev de udsat for mange farer og genvordigheder. Deres skib blev opbragt af sørøvere, og de mistede alt, også deres kostbare bøger og kejser Ludvigs gave til kong Bjørn. Siden rejste de over land og måtte passere vildsomme skove og søer før de nåede bestemmelsesstedet, den blomstrende handelsby Birka på Bjorko i Mälaren. Her vedstod kong Bjørn med folkets billigelse de givne løfter om beskyttelse og frihed til at forkynde kristendommen. A.s første menighed bestod af kristne trælle og nogle indfødte der havde ladet sig døbe under besøg i Dorestad. Deres glæde over præstelig betjening lokkede vel flere til omvendelse; i hvert fald berettes det at kongens repræsentant i Birka, gældkeren Hergejr, ikke blot lod sig døbe, men tilmed af sin arv skænkede en grund til opførelse af en kirke. Om kontakt til områder uden for Birka, centrum for den store øst-vestlige handelsforbindelse, oplyses intet. – I sommeren 831 var A. tilbage hos kejseren. Han medbragte brev og budskab fra den svenske konge, og hans beretning om missionens fremgang affødte en storstilet plan om en fastere ordning der omgående blev sat i værk. Hvad enten det skyldes kejserens eller A.s eget initiativ så var han endnu samme år indsat som ærkebiskop i Hamburg med hele Nordalbingien og udstyret som myndig leder af missionen i de nordiske lande. Vitaet beretter detaljeret med fakta der kan kontrolleres af officielle akter (muligvis dets kilde) hvorledes A. på en bispesynode (vist i Thionville) under kejserens ledelse opnåede den tyske kirkes tilslutning så biskop Drogo af Metz, kejserens halvbroder, bistået af ærkebiskopperne af Reims (Ebo), Mainz og Trier, kunne bispevie ham. Til økonomisk sikring af det nye ærkesæde med den udsatte stilling skænkede kejseren klosteret Turholt i Flandern. Den kejserlige handling var egenmægtig; dels greb den ind i Ebos beskikkelse, og dels tilkom det næppe kejseren at oprette et ærkebispesæde. I alle tilfælde krævede afgørelsen pavelig stadfæstelse. I vinteren 831–32 drog A. derfor til Rom i en fornem sendefærd hvor to biskopper og en greve var kejserens særlige repræsentanter. Pave var da Gregor IV (827–44) der havde proklameret at pavens åndelige myndighed havde fortrin for kejserens verdslige. Hans situation var vanskelig; hans politiske stilling var for svag til at trodse kejseren, men han kunne heller ikke lade sig diktere i rent kirkelige spørgsmål. Hans overvejelser endte med en salomonisk formulering. I smigrende vendinger accepterede han kejserens handling som Gud velbehagelig, men således at Ludvig havde gjort A. til biskop, ikke ærkebiskop i Hamburg som han nu ophøjede fra bispesæde til ærkesæde. Samtidig tildelte han A. pallium som tegn på værdigheden så han med fuldmagt som pavelig legat og ligestillet med Ebo kunne forestå missionen for sveer, daner og slaver og alle omkringboende folkeslag. Til Ebo udgik samtidig en tilsvarende bulle, dog med den tilføjelse at hans slægtning Gauzbert under apostelnavnet Simon skulle tiltræde missionen; også han fik pallium og ærkebiskoppelig værdighed men forblev uden ærkesæde.

Det politiske spil mellem kejser og pave og mellem A. og Ebo træder åbenlyst frem men lader sig ikke udrede nærmere bl. a. fordi aktstykkerne kun kendes som interpolerede kopier, i udtog eller i referat. Givet er det dog at paven ikke har villet ophæve bemyndigelsen til Ebo og overdrage A. eneledelsen hvad der øjensynlig har været kejserens hensigt. Faktisk fik Ebo dog ikke nogen indflydelse på missionen for kejsersønnernes opstand mod Ludvig havde ført til at Ebo brød med kejseren og blev afsat 835 da Ludvig atter kom til magten. Gauzbert forblev dog ved missionen, og han synes at have været den eneste aktive den følgende halve snes år. Han udbyggede det påbegyndte arbejde i Sverige, tilsyneladende i bedste forståelse med A. der i disse år selv synes helt optaget af sit ærkesæde. Hans vita er i hvert tilfælde tavs om missionsarbejde; det meddeler kun at han købte danske og vendiske drenge og løskøbte kristne fanger som han alle inddrog til oplæring ved missionsskolen. - Den lange tavshed omkring A. blev først afbrudt i 840'erne; da ramtes missionen af hård modgang. Ved Frankerrigets deling i Verdun 843 mistede Hamburg det rige Turholt kloster der tilfaldt det vestfrankiske rige, og 845 blev Hamburg erobret og plyndret af danske vikinger; kirke, kloster og bibliotek brændte, mens A. og hans folk måtte flygte, tomhændede bortset fra relikvierne. De fandt et foreløbigt og beskedent tilhold i det nærliggende Ramesloh. Omtrent samtidig vendte de svenske sig mod missionen; de dræbte en af præsterne og udviste Gauzbert med de øvrige. Alt var i opløsning, og under de forvirrede forhold i de frankiske riger måtte alt foreløbig samle sig om at konsolidere den nordtyske kirke, missionens grundvold. På en bispesynode i Mainz 847 overdrog kong Ludvig den Tyske det ledige bispedømme Bremen til A. der samtidig beholdt det meste af Nordalbingien, mens andre dele sammen med Hamburg tildeltes biskoppen i Verden. Men at ophæve et af paven indstiftet ærkesæde var ikke et internt tysk anliggende, og næste år tilbagegav en synode i Mainz A. som ærkebiskop Hamburg og hele Nordalbingien; deri inkorporeredes Bremen hvor A. forblev idet han afstod dele af dette stift til Verden. Men Bremen havde hidtil ligget under ærkesædet Köln der stod vakant; den nye ærkebiskop nedlagde straks en kraftig protest, og der opstod en strid der først blev bilagt i A.s sidste leveår. Gudfreds søn, Haarek I havde konstant stået fjendtligt over for Frankerriget; trods forsikring om det modsatte havde han tolereret og støttet danske vikingeangreb, og selv havde han vist deltaget i angreb på Frisland samt 845 plyndret Hamburg. Hvad der kort før 850 fik fjendskabet afløst med fred og venskab vides ikke; men nu fik missionen bedre vilkår, ja. A. virkede formelig som mellemmand mellem den tyske og den danske konge. I den grad vandt A. kong Haareks gunst at han i Slesvig/Hedeby skænkede grund til en kirke og tillod at en præst måtte døbe og lede den kristne kult. Samtidig genåbnedes kirken i Birka hvortil A. sendte den ikke-præsteviede Ardgar, nærmest som kapellan for Hergejr. Da Gauzbert ikke ville forlade sit nyerhvervede bispesæde i Osnabrück drog A. selv på ny til Birka, under hensyn til Ebo-beskikkelsen ledsaget af en slægtning af Gauzbert og med anbefalingsskrivelser fra både den danske og den tyske konge. A. overvandt hurtigt den kristenfjendtlige stemning, og der etableredes en kirke med præster og officiel gudstjeneste. Og menigheden voksede.

Netop i disse år tegner den nordiske missions struktur sig klart. Den fulgte handelens hovedvej mellem Vesteuropa og Rusland-Orienten. Kirker og menigheder opstod alene i handelscentrene: Birka, Slesvig/Hedeby og siden Ribe, og for de to første anføres klart at indfødte, endda fornemme, undertiden havde ladet sig døbe under ophold i Dorestad eller Hamburg, ligesom det berettes at der var mange kristne blandt de fremmede købmænd. Mens efter alt at dømme missionen begrænsedes til disse byer hvis handel man åbenbart har søgt at fremme ved en speciel liberalitet, holdt det danske og svenske folk som deres konger fast ved de hedenske guder. Under en opstand 854 mistede kong Haarek livet, og under sønnen Haarek IIs mindreårighed kom det til en hedensk reaktion hvorunder bypræfekten i Slesvig, Hovi, lod den kristne kirke lukke. Men snart tog den unge Haarek selv magten, forjog Hovi og sendte bud til A. efter en præst til at betjene den genåbnede kirke. Selv drog A. atter til Slesvig hvor han udvirkede at kirken blev forsynet med en klokke så der åbent kunne kaldes til gudstjeneste. Desuden skænkede kongen grund til en kirke i Ribe så rigets anden handelsby kunne forsynes med fast præst. Endelig lod A. nu sine egne præster forestå missionen i Sverige, til sidst med biskoppelig myndighed danskeren Rimbert, den mand der efter A.s død blev hans efterfølger som ærkebiskop over det atter fast etablerede dobbelte ærkesæde Hamburg-Bremen. Ærkebiskop Günther af Kölns protest og appel til paven om Bremenstiftets afståelse sled sig hen uden afgørelse. Men i et gunstigt øjeblik da kejser Lothar var i konflikt med pave Nicolaus I (858–67) og mens Kölnerærkebispen var bandlyst fandt kong Ludvig og A. tiden belejlig. En fælles sendefærd til Rom i 864 opnåede pavens sanktion, og en bulle af 31.5.864 stadfæstede den interimistiske ordning: Hamburg og Bremen blev ét stort fælles ærkesæde hvortil Nordalbingien blev lagt, og hvortil som ved 831-bullen knyttedes pallium og legationsbeskikkelse for daner, sveer og slaver samt andre nordiske folk. Bullen er kun bevaret som interpoleret og forfalsket pergamentkopi, men det her gengivne hovedindhold bekræftes gennem pavens svar til kong Ludvig, bevaret i den pavelige registratur der samtidig oplyser, at kong Haarek gennem sendebudene har bragt meddelelser og gaver til paven der i et takkebrev lover kongen at gå i forbøn for ham og opfordrer ham til at lade sig døbe til den kristne tro han nu har tilnærmet sig. Det skete dog ikke, og allerede den følgende vinter døde A. (3.2.865) i Bremen hvor han blev begravet. Kort forinden havde A. udarbejdet en redegørelse for den nordiske mission som han lod sende til tyske biskopper. Den er gået tabt men kendes i udtog og referat; det fremgår at den indbefattede akter fra 822 (Ebo-bullen) indtil 864 (pavebrevet til Haarek). Den fremholdt missionens faste grund hos daner og sveer, og den indrømmede frihed for præsterne til at prædike og missionere. En beslægtet redegørelse der stammer fra Ebo af Reims' arkiv er bevaret i en tidlig afskrift i Wolfenbüttel; den er udgivet af L. Weibull der (med tvivlsom ret) har identificeret den med A.s eget skrift. – A.s danskfødte medhjælper, Rimbert, blev hans efterfølger som ærkebiskop over Hamburg-Bremen. Han forfattede det "Vita Anskarii" der begrundede A.s helgenværdighed som endnu ikke krævede pavelig kanonisering. Der er derimod intet der vidner om at Rimbert i sin nye værdighed har været aktiv for missionen i de nordiske lande. A.s værk kom derfor ikke til at overleve. Ingen ved hvor længe de oprettede menigheder har kunnet opretholdes efter hans død; der høres intet om dem

siden, og end ikke spor af de opførte kirker er fundet.

En kritisk analyse af kilderne til A.s historie giver som resultat at man stort set kan stole på de overleverede ydre data i A.s liv og virke. Derimod volder det store, delvis uoverstigelige vanskeligheder at nå frem til en sikkert begrundet opfattelse af A.s personlighed og hans virkelige plads og indsats i det politiske spil, ikke mindst i forhold til kejseren og Ebo. Det må understreges at grundlaget for hans personlige optræden var opdragelsen og uddannelsen i det nordfrankiske Corbie kloster der prægedes af brødrene Adalards og Walas strengt asketiske reform inden for benediktinerne, og at dette klosterlige from-hedspræg beherskede kerjserhoffet ved hans fremtræden. Det medfører at A.s livsform meget vel kan ligge ret nær den fremstilling legenden har givet ham med en understregning af tidens stil. Men det hindrer ikke at den ydre form af ydmyg klosterbroder og from mystiker kan dække over en handlekraftig og ærgerrig politiker således som L. Weibull har karakteriseret ham: "Han er den ideernes, kraftens, handlingens og forhandlingens mand som situationen krævede." Det er vanskeligt at afgøre hvor A. skal placeres mellem de to yderpunkter, Vitaets eller Weibulls A. Enkelte momenter kan måske tjene til forståelse. Det fremgår således klart at A. har handlet i fuld forståelse med Frankerrigets politiske ledelse, og at indstillingen nu var ganske anderledes over for hedenske lande end Karl den Stores over for sachserne hvor missionen foregik ved sværd og massedåb. A.s sendelser indgår som led i officielle og fredelige forhandlinger med de nordiske konger, og aftalerne overholdes nøje af A. og hans fæller. Missionen synes også at gennemgå en udvikling, fra privat betjening af forud kristne og individuelt vundne ved A.s "eksempel og lære" til officiel forkyndelse med klokkeringning; men om almen overgang til kristendommen er der ingen sinde tale; missionen var lokalt begrænset til markedsbyerne på den internationale øst-vestlige handels- og kulturvej. Hvor meget initiativ og lederskab der skal tilskrives A., og hvor meget de frankiske herskere kan ikke afgøres, men den udtalte og længe opretholdte hensyntagen til Ebos bevilling og hans udsendinge peger i retning af at A. har været en loyal og nidkær medarbejder inden for Frankerrigets ledende kirke- og udenrigspolitik, mindre på A. som en ærgerrig politiker der selvstændigt formulerede og gennemførte sin missionsvirksomhed og smidigt vandt fyrstestøtte hertil. Ved siden af sin gerning som missionær og ærkebiskop skal A. også have virket som forfatter. Adam af Bremen tilskriver ham det bevarede Vita over Willibrord, frisernes missionær der blev Bremens første biskop og værnehelgen. Rimbert meddeler i "Vita Anskarii" at A. desuden skal have forfattet et lille digt til hver af Davids salmer; de er gået tabt, og det skrift som J. M. Lappenberg 1844 udgav som A.s "Pigmenta" kan ifølge L. de Moreau ikke skyldes ham. – Der kan ikke spores nogen kontinuitet fra A.s virksomhed til den genoptagne mission og officielle antagelse af kristendommen hundrede år senere under Harald Blåtand. Når A. alligevel fik en plads i dansk historie skyldes det især Adam af Bremens kirkehistorie fra 1070'erne. Adam udnyttede A.-vitaet, og fra Adam indgik det i Lundeannalistikken og Roskildekrøniken. Uafhængigt heraf eller ikke fik A. også tidligt en plads i Lundekirkens ældste liturgi idet "biskop Ansgar" med ældste hånd er indført i Necrologium Lundense fra 1123. Under Lundesædets kamp for uafhængighed af Hamburg-Bremen, hvis ærkebiskopper forvanskede Rimberts Vita om den nordiske mission, svarende til forfalskningerne af de ældste pavebuller og kejserprivilegier, udelodes A.s navn imidlertid i Lunds senere liturgiske bøger og genindførtes først på ny sent i 1200-tallet, åbenbart med litterært udgangspunkt idet A. her tidligst fik sit hædersnavn, her i formen "danernes apostel", senere ændret til "Nordens apostel". I den omtrent samtidige men nu tabte "Liber daticus Roskildensis" har hans navn ligeledes været indført. Ellers synes erindringen om A. længe at have været forsvundet over hele Norden. Ingen kirke og intet alter synes oprindelig at have været viet til hans navn. Først i senmiddelalderen fandt man navnet frem på ny således at det blev indført i de fleste danske og svenske trykte missaler og breviarier.