Gustav Trolle

Gustav Trolle, 25.9.1488-11.6.1535, svensk ærkebiskop. Død på Gottorp, begravet i Slesvig domk. Samtidig med faderens forsøg på at opnå valg til rigsforstander efter Svante Nilssons død 1512 påtænktes det at indsætte den unge T. som biskop i Linköping i Hemming Gads sted skønt T. først i maj 1511 – og velsagtens i denne anledning – indledte et universitetsstudium i Köln. I stedet valgtes dog Hans Brask, men T. blev domprovst efter denne. Snart afløstes disse planer imidlertid af det større mål: at vinde indpas ved selve ærkesædet. I det øjemed må T. selv have indfundet sig i Rom hvor han omtales som nylig ankommet 20.6.1513. Et pavebrev af 6.9. tillod ham trods sin ungdom at indtræde i ledige embeder i Uppsala domkapitel, og i sommeren 1514 søgte Erik Trolle ved henvendelse til Sten Sture at skaffe sønnen ærkedegnedømmet som rigsforstanderen havde præsentationsret til. Allerede 12.10. sluttede Erik Trolle på Arnö en overenskomst hvorefter Jakob Ulvsson resignerede til den 26-årige T.s fordel der her kaldes "mester" (magister). Ved pavebrev af 25.5.1515 fulgte den endelige udnævnelse til ærkebiskop uden at Sten Sture synes at have rejst indvendinger, og 1.6. indviedes T. i Rom. At han her rustede sig til kamp mod rigsforstanderen ses af en række pavebreve der skulle sikre hans overtagelse af Jakob Ulvssons forlening. Bl.a. opnåede han ret til at anføre en væbnet styrke på 400 mand samt til at lyse interdikt og indkalde verdslig hjælp – formodentlig en hentydning til Christian II. Sten Sture gav imidlertid svar på tiltale. Straks ved efterretningen om udnævnelsen 22.7. inddrog han Jakob Ulvssons len, en reaktion T. åbenbart havde frygtet. Hermed var signalet givet til den ødelæggende strid mellem rigsforstander og ærkebiskop der skulle forfølge T. til hans død.

20.8.1515 var han i Lübeck, og umiddelbart efter hjemkomsten i begyndelsen af sept. indledte han sammen med domkapitlet en aktion for at generhverve den for ærkesædet vitale forlening der bl.a. omfattede Uppsala by, og som udgjorde det nødvendige underlag for ærkesædets militære bastion Stäket. Ved flere rigsmøder 1516 hvorfra T. udeblev beskyldte Sten Sture ham for at have anstiftet en sammensværgelse og opretholde landsforræderiske forbindelser med Christian II – anklager hvis berettigelse er omstridt, men som tjente som begrundelse da rigsforstanderen i okt. indledte en belejring af Stäket og samtidig lod Erik Trolle fængsle i Stockholm. Om ikke før måtte T. nu sætte sin lid til Christan II. Efter dennes nederlag foran Stockholm 1517 blev hans stilling imidlertid uholdbar, og i slutningen af november måtte han mod frit lejde give møde i Stockholm hvor Sten Sture gennemtvang vedtagelsen af hans afsættelse og Stäkets nedbrydning i et formeligt forbund af rigets stænder. Inden nytår fuldbyrdedes T.s ydmygelse. Han måtte kapitulere på Stäket – i et pavebrev 1519 hedder det at borgens ene side truedes af ild – og frasige sig ærkesædet. Som rigsforstanderens fange førtes han til Vasterås mens Stäket og ærkebispegården i Uppsala plyndredes. I 1520 angav han sine og ærkesædets tab til den uhyrlige sum af en million lødige mark sølv og hævdede desuden at han såredes dødeligt "som endnu for øjen er". Ifølge historieskriveren Olaus Petri førtes han fra Vasterås i en slags forvaring til faderens gård Ekholm. Her var det formodentlig at han så sit snit til at sende en skotsk gejstlig ved ærkesædet, John Duncan, til Rom med en klage til paven der udvirkede bandbullen mod Sten Sture af 1.9.1519. Da den sejrrige danske hær under Otte Krumpen i feb. 1520 stod i Uppland dukkede T. uformidlet op og tilbød sin tjeneste. I en svulstig skrivelse af 9.3. takkede han Christian II for befrielsen og opfordrede ham til at komme til Sverige, men synes ellers at haye holdt sig i baggrunden. Omtvistet er hans rolle under det stockholmske blodbad 8.-9.11. som i det ydre begrundedes med Sture-partiets overgreb mod ham og ærkesædet, men hvis gennemførelse antagelig skyldes Christian II. Vist er det at blodbadet kompromitterede T. for al eftertid -jf. Skibykrønikens karakteristik af ham: "denne urolige og ustadige mand med det.vilde sind der åndede død og fordærvelse mod alle hvem han ville det ilde".

Efter blodbadet indtrådte han sammen med Didrik Slagheck og Jens Andersen Beldenak i regeringsrådet der styrede Sverige i Christian II's fravær. Efterhånden som oprøret bredte sig blev situationen dog yderst vanskelig. Forgæves udstedte T. 12.6.1521 en proklamation hvori han kundgjorde sin egen indsættelse som rigsforstander og i stærkt agitatoriske vendinger manede til ro. Snart måtte han forlade Sverige som han aldrig genså. I sept. kom han til Danmark hvor han fik anvist Dronningholm ved Arresø til underhold. Hele hans formue i Sverige var utvivlsomt gået tabt, og sit mødrene gods på Sjælland måtte han sælge til moderens halvbroder Anders Bille. I rigsrådets klageposter mod Christian II 1523 anføres at kongen tilskyndet af Sigbrit ville dræbe ham i København og senere viste ham ud af landet uden at tage hensyn til "hans gode tro hjerte" – måske et forsøg på at legitimere T.s senere frafald. Tilsyneladende var det i forståelse med Christian II at han ved nytårstid 1523 på Kalundborg tog afsked med kongen for at begive sig til Rom hvor han ville føre sin sag. På vejen passerede han imidlertid hertugdømmerne netop da hertug Frederik (I) rustede sig til opgøret med brorsønnen hvilket åbenbart fik ham til at ændre planer. Midt i februar tog han ophold i Hamburg hvorfra han ansøgte hertugen og Lübeck om lejde. Hermed havde T. faktisk brudt med Christian II. Rejsen til Rom blev opgivet. Gennem sin prokurator ansøgte han paven om at blive løst.fra sin ed til Christian II og fulgte i stedet de nye magthavere tilbage til Danmark hvor han tog ophold på Dronningholm sammen med faderen. 1524 kronede han Frederik I idet ærkebispen af Lund ikke var indviet. De forventninger han knyttede til magtskiftet blev dog skuffet. Efter Gustav Vasas kongevalg på rigsdagen i Strängnäs 1523 hvor T. idømtes evig landsforvisning var udsigterne til hans tilbagevenden mørkere end nogen sinde. Ved flere henvendelser, således på Malmømødet 1524, virkede den danske regering for en mindelig ordning der dog kunne have skaffet T. nogen erstatning for hans tab, men forgæves. Da Frederik I snart efter viste sig luthersk sindet brød han atter overtværs og forlod Danmark.

18.4.1526 kom han til Antwerpen hvorfra han straks satte sig i forbindelse med Christian II idet han foregav at han bragte hemmelige ærinder med fra Danmark. I maj var han i Mechelen og fik herefter ophold ved eksilhoffet i Lier. Dog gerådede han snart i en hård strid med Hans Mikkelsen der betegner ham som forstyrret i hovedet. I marts 1527 overvejede han tilsyneladende at slå sig på sørøveri sammen med Skipper Clement. I august 1528 opholdt han sig i Rotterdam hvor han fik tilstået 16 gylden om måneden i underhold. Han var da beskæftiget med at hverve tropper og rådede ivrigt Christian II til at angribe Danmark til søs. Da planerne om. Norges-togtet konkretiseredes attesterede han villigt over for Christian II hans og sønnens arvelige besiddelse af Sverige ligesom han havde gjort det i Danmark (22.11.1522, 22.2.1530). Inden togtet var det hans agt at bringe de svenske rigsregistranter i sikkerhed som han havde hos sig i Antwerpen i marts 1530 og vel har ført med sig fra Sverige. Både fra Nederlandene og 25.11.1531 fra Sternberg i Mecklenburg sendte han breve til danske gejstlige der bedyrede oprigtigheden i Christian IIs tilbagevenden til katolicismen, og også over for sine slægtninge agiterede han for kongens sag. Med et kreditiv af 29.5. sendtes han til Norge for at forberede Christian IIs ankomst og nåede forklædt i slutningen af juli "over sunde og fjorde" til Trondheim. 29.11. aflagde ærkebiskop Olav Engelbrechtsen hyldningsed til ham på Christian IIs vegne, og herefter er begge ærkebisper formodentlig rejst over Dovre ned til Oslo hvor de indtraf hos kongen i julen. T. fulgte nu Christian II på vinterfelttoget i Viken. Under fejden i sommeren 1532 blev han taget til fange og indsat på Akershus. En af begrundelserne for at bryde lejdet til Christian II der senere fremførtes var i øvrigt at han gennem T. skulle have søgt at bestikke Knud Gyldenstierne. Da Christian II førtes til København var T. med om bord på flåden. Han sad dernæst fangen i tårnet på Københavns slot indtil 24.4.1533 – efter Frederik I's død – da Anders Bille fik ham fri. Under herredagen måtte han opsige den troskabsed han havde aflagt til Christian II og love ikke at "arge" på Sverige eller Danmark.

En kort tid forholdt T. sig i ro inden han med sin vante ildhu kastede sig ud i en sidste kamp. Da oprøret brød løs i Malmø i maj 1534 var han på pletten og åbenbart i forståelse med Jørgen Kock. Ved ankomsten til Øresund 21.6. forefandt grev Christoffer denne, T. og Ambrosius Bogbinder som anførere for oprørsstyrkerne. T. indsattes som biskop af Roskilde, men da Joachim Rønnow kort efter sluttede sig til greven måtte han 1.8. finde sig i at overtage Fyns stift i stedet hvor han i den følgende tid virkede som grevens statholder. Således nåede T. at komme i virkelig besiddelse af et stift, ganske vist under yderst vanskelige forhold, ikke mindst efter at Johan Rantzau 17.3. var gået i land på øen. Som en af anførerne blev han taget til fange i slaget ved Øksnebjerg 11.6.1535 og ført til Gottorp hvor han døde af sine sår.