Torben Bille, d. 26.12.1552, udvalgt ærkebiskop. Begravet i Lunds domk. B. indskreves nov. 1492 ved Kolns universitet hvor han muligvis tog sin magistergrad. Han havde et kanonikat i Lund 1507 og var sekretær i kancelliet okt. 1512 da paven tillod ham at forene flere kirkelige embeder; dengang havde han også, vel kort forinden, fået dekanatet i sit kapitel. Endnu 1532 havde han kun subdiakonvielse (1520 fritog paven ham i syv år for at lade sig præstevie). Tjenesteforholdet til Christian II var vel ophørt da denne jan. 1522 tvang Lunds kapitel til at afstå Bornholm. I alt fald blev B. da sammen med nogle andre kapitelsmedlemmer kastet i fængsel i Kbh. I ti år er der stille om hans navn, men fra 1532 kom han til at spille en fremtrædende rolle. Antagelig har både Lunds kapitel og det gammel-romerske parti i rigsrådet ønsket en mere handlekraftig person på ærkesædet. Aage Sparre var villig til at vige pladsen mod en god pension, og Frederik I tillod da skiftet – dog på betingelser der vidner om mistillid til B. I den spændte situation da Christian II stod i Norge, og vel også under pres fra B. s indflydelsesrige slægt fik hans revers af 15.7.1532 dog en friere udformning end den de øvrige bisper havde måtte udstede. Velsagtens i håbet om en katolsk reaktion affattede kapitlet nogle dage efter en skrivelse til paven om stadfæstelse for B. som Sparres coadjutor og efterfølger; men brevet afsendtes ikke. – 1533 efter Frederik Is død hørte B. til den majoritet i rigsrådet der på herredagen i Kbh. (juni-juli) fik kongevalget udsat, men recessen kunne de ikke få formet således at forholdet til paven genoptoges, og en skrivelse rigsrådet 13.7. affattede med protest mod pavens reservation af ærkesædets besættelse, men samtidig med bøn om stadfæstelse for B., blev derfor lige så lidt afsendt til Rom som den appel til "den bedre underrettede Pave" B. selv affattede i aug. Recessen 1533 gengav imidlertid bisperne den fulde gejstlige jurisdiktion i stifterne, og B. begyndte derfor straks en forfølgelse af lutheranerne. Allerede i aug. indstævnede han prædikanterne i Helsingborg, Landskrona og Trelleborg for Lunds kapitel og afsatte og forviste dem af stiftet fordi de uddelte nadver på luthersk vis og havde giftet sig. Og da Malmø jan. 1534 bestemt nægtede at bortsende sine prædikanter lod B. på landstinget "Freden hugge af" alle stiftets evangeliske prædkikanter og de købstæder der holdt fast ved dem. Denne akterklæring førte til Malmøs oprør og alliance med Lübeck. – Under grevefejden måtte B. hylde grev Christoffer (aug. 1534) og okt. forpligte sig til at yde ham svære summer til krigens førelse; trods dette tog i dec. en anfører for de lybske tropper B. til fange og førte ham først til Landskrona, derefter til Helsingborg. Ganske vist befriedes han efter sejren over de grevelige ved Helsingborg jan. 1535 og hyldede nu Christian III; men efter bispernes fængsling blev B. ført til Vordingborg og derfra til Nykøbing på Falster. – I klageskriftet mod bisperne fra rigsdagen i Kbh. okt. 1536 betegnes B. som "en ret principal årsag til krigen og oprøret" og som rigsrådets førstemand anklages han desuden for "ganske ilde at have forstandet riget" og for mod sin forpligtelse som biskop at have forfulgt prædikanterne og "stræbt dem efter liv og gods". 12.8.1537 måtte han godkende bispestyrets ophævelse og bispegodsets inddragelse under kronen. Han fik sit gamle prælatur i kapitlet tilbage og Bosjö kloster til len. – Sine sidste år tilbragte B. i den ubemærkethed der vel passede bedst til hans evner og karakter.

Familie

Forældre: rigsråd Steen B. (ca. 1446-ca. 1520) og Margrete Rønnow. – Bror til Claus B. (død 1558).

Ikonografi

Ligsten med relief (domk. i Lund).

Bibliografi

H. F. Rørdam: Indl. til "Malmøbogen" 1868. Samme: Hist. kildeskr. l.r. I, 1873 161f 224f 277; 2.r. II, 1887 389–402. Acta ponteficium dan. V-VI, 1913–15. C. A. Jensen: Danske adelige gravsten nr. 310, 1953. -Danm.s adels årbog VII, 1890 64. W. Mollerup og Fr. Meidell: Bille-ættens hist. I, 1893. A. Heise i Hist.t.4.r. III, 1873 222–517. Gosta Johannesson: Den skånska kyrkan och reformationen. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig