Acton Bjørn, 23.9.1910-20.6.1992, arkitekt. Efter at have været i tømrerlære blev Acton Bjørn uddannet på Teknisk skole, samt på kunstakademiets arkitektskole 1931–32. Han var en tid medarbejder på Vilh. Lauritzens tegnestue og fik herefter egen arkitektvirksomhed, i årene efter 1950 i samarbejde med Sigvard Bernadotte om opgaver inden for industriel formgivning.

Acton Bjørn projekterede enkelte bygninger, således en udstillingshal for Dansk købestævne i Fredericia (s.m. Axel Olesen, 1953–54) og alderdomshjem og skole for Lynge-Uggeløse kommune, 1954–55. Han havde egen tegnestue 1966-90. Hans indsats lå dog ganske overvejende inden for industriel design med formgivning af fabriksfremstillede produkter, brugskunst, emballage etc. På dette område modtog han en række udmærkelser både herhjemme og i udlandet, bl.a. guldmedalje på California State Fair for formgivning og ærespris på 2. biennale for industriel formgivning, Ljubjana, Jugoslavien. 1985 modtog han ID-prisen.

Familie

Acton Bjørn blev født i København; begravet på Gentofte kirkegård.

Forældre: malermester Ove B. (1880–1959) og Ellen Marie Kjær (1880–1957). Gift 30.12.1950 i Hørsholm med Maureen Jytte Egeland, født 24.1.1924 i Kbh., d. af civilingeniør Hans Knud Thorvald E. (1891–1976) og Kaja Hammar (født 1895).

Ikonografi

Buste af Joh. H. Saxild, udst. 1951. Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig