Anders Kruuse, Anders Christensen Kruuse, 24.11.1745-14.2.1811, arkitekt. Født i Horsens, død sst, begravet sst. Formentlig lærte K. som murer hos stedfaderen murermester Christen Christensen Stobberup. I 1764 rejste han til København og besøgte akademiets bygningsskole, vandt lille sølvmedalje 1764 og -65, store 1765. K. deltog fire gange (1766-69) i konkurrencen om den store guldmedalje uden at vinde den, han vendte tilbage til Horsens hvor han nedsatte sig som murermester. I løbet af det åremål K. virkede i sin fødeby blev den ikke mindst ved hans hjælp en af de stateligste provinsbyer i landet. Langs byens brede, lige hovedstrøg, Søndergade, viste han at han ikke forgæves havde fulgt undervisningen under N.-H. Jardin på kunstakademiet. Søndergade 34, 41 og 43 er nu alle ændrede, men hans eget hus Nørregade 21, 1786 er et velbevaret eksempel på hans sans for at disponere en bygningskrop. Også de to huse nr. 59 og 65 på Åboulevarden skyldes sikkert ham. I Århus opførte han Nørreport 20, 1798, nu arkitektskolen. En del kirker blev ombygget af K., men adskillige af dem er siden ændret så intet af hans arbejde er tilbage. Det var ikke her han øvede sin betydeligste indsats, ombygningen af Venge kirke 1792 viser dog at han havde en ikke ringe forståelse for ældre tiders arkitektur. Sandsynligvis satte han sit præg på adskillige herregårde fx Serridslev-gård, 1777, Lyngsbækgård, 1784, Julianelyst, 1792-93, Krastrup, 1794 og Fussingø, c. 1795, men ejendommeligt nok er kun Stenalt, 1799 arkivalsk sikret ham, og den er aldeles ukarakteristisk for hans stil. Af offentlige bygninger som skyldes K. kan nævnes det nu nedrevne rådhus i Vejle, 1780 der på grund af sin barokke tagform og smalle gavlkvist over indgangen snarere knyttede sig til ældre jyske rådhuse end til hans egen stil. Hans hovedværk blev også hans sidste, Nørrejyllands tøjhus og den nærliggende kaserne i Randers, 1801 og 1805, er monumentale anlæg, prunkløse, strenge og karakterfulde. De viser K. som den førende arkitekt i Jylland, ja som den betydeligste i provinsen bosatte, private bygmester på den tid. Han formåede at danne sin egen kunstneriske profil som uagtet hans rod i Jardins klassicisme hævdede sin provinsielle egenart.

Familie

Forældre: skipper og købmand Christen K. og Karen Andersdatter Hiernøe. Gift 21.2.1772 i Horsens med Ane Kierstine Garmer, døbt 26.3.1747 i Horsens, død 2.6.1826 sst., d. af Hans Henrik Albrechtsen G. og Johanne Nielsdatter.

Ikonografi

Silhout.

Bibliografi

Chr. Elling: Danske borgerhuse, 1943 33f 152 153. Otto Norn i Kulturminder, 1944 33-79.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig