Johan Martin Qvist

Johan Martin Qvist, 3.9.1755-25.4.1818, arkitekt, bygmester. Født i Kbh, død sst. Q. kom i murerlære og gik samtidig på akademiet hvor han viste sig som en begavet elev der vandt den lille sølvmedalje 1773, den store 1775. Han prøvede 1779 forgæves at vinde guldmedaljen. Han har dog næppe sigtet mod en akademisk løbebane, men har som mange af sine samtidige – og C. F. Harsdorff med, for den sags skyld – set sine muligheder i at projektere, bygge og sælge huse af herskabelig karakter. Han fik borgerskab som murermester 1782 og synes fra starten at have tjent gode penge. Da Harsdorff kom i klemme med sit storstilede projekt til en bebyggelse af den nordre ende af Amaliegade hjalp Andr. Hallander ved at overtage de fire grunde nærmest Toldbodvej (nuv. Esplanaden) mens Q. reddede situationen på den følgende grund, nr. 43. Her påbegyndte han et byggeri hvis fuldførelse han dog overlod til Hallander. -Sin velstand demonstrerede Q. da han 1792 erhvervede en grund i St. Strandstræde hvor han det flg. år opførte den fornemme ejendom nr. 18 til sig selv. Den vidner om den skoling han havde fået hos Harsdorff på akademiet sammen med en hel generation af kbh.ske bygmestre. Den ulykkelige bybrand 1795 gav dem en enestående mulighed for at kombinere deres arkitektoniske kunnen med håndværksmæssig foretagsomhed. Jævnsides studiekammeraten, tømrermester Andr. Hallander, tegner Q. sig for nogle af de bedste borgerhuse fra denne periode. Hvad der er levnet er da også i dag fredet. – Til hans mest fremtrædende arbejder hører ejendommen Ved Stranden 14, Gustmeyers gård, 1796 og den nu helt maltrakterede Tuteins gård, Vimmelskaftet 47, 1797. Men ved siden af sin virksomhed for storhandelens folk opkøbte han efter branden grunde og byggede en halv snes huse som han efterhånden solgte. De færreste har dog overlevet, og kun Knabrostræde 21, 1797 er velbevaret. Til gengæld er han smukt repræsenteret i Kronprinsessegade der blev anlagt og udstykket omkr. 1800. Han har tegnet og opført ejendommene nr. 6-18, 1803-07f. Han flyttede i øvrigt selv ind i nr. 8 efter at have solgt huset i St. Strandstræde.

Uden for voldene havde Q. et lyststed på Vesterbro ved siden af den kgl. skydebane (nu bymuseet) hvor han var nabo til Harsdorff. Grunden solgte han 1795 til hofpræst Christiani hvis eksklusive og meget moderne drengeskole, Christianis institut, han formentlig også byggede. Det meste af bygningerne forsvandt da Dannebrogsgade blev anlagt i 90erne. Q. fik sig et nyt landsted da han 1797 opførte et smukt lille anlæg ud til Frederiksberg allé. Det havde en parkagtig stor have helt over til Gl. Kongevej, og under sit senere navn Sanssouci eksisterede det til omkr. 1900. – Som mange af sine fagfæller gjorde Q. karriere inden for brandkorps og borgervæbning. Under branden 1795 havde han fungeret som overbrandmester og han endte som brandmajor og chef for brandvæsenet. Han kom også ind i bystyret som medlem af "de 32 mænds forsamling" – den første egentlige håndværker der fik sæde her. Hans ægteskab var barnløst, og da han døde giftede enken sig med en officer der kaldte sig v. Hansen. Det har nok været en romantisk grille hos den aldrende dame. Hun slap i hvert fald meget hurtigt ud af ægteskabet igen med formuen i behold, og hun kaldte sig atter enkemajorinde Q. Sine mange penge testamenterede hun til legater der endnu i dag forvaltes af murerlauget.

Det var branden 1795 der med ét slag fik sat en hel årgang af Harsdorff-elever i aktivitet med friske akademistudier som ballast. Det syn på arkitektur som Harsdorff repræsenterede kom så at sige ud i folkeudgave og stort oplag. Men det er nok ubilligt at periodens – i øvrigt tidstypiske – bygmester altid har skullet høre for at han bare afleverede sin lektie. Mange af disse folk var i virkeligheden skolede og duelige arkitekter, og navnlig Q. var både selvstændig og talentfuld. I ejendommen Ved Stranden 14 introducerede han fx i hjørnet mod gården den ovale spisestue som skulle blive et typedannende træk i det kbh.ske etagehusbyggeri, og myndighedernes nye krav om "brækkede hjørner", dvs. en afskæring af hjørnehusene, omsatte han i en personlig form, det afrundede hjørnehus, som kun er den viderekomnes sag (jf. Tuteins gård m.fl.).