Ole Buhl, Ole Peter Buhl, 3.6.1912-26.3.1987, arkitekt. Født i Lemvig, død i København. B. tog realeksamen 1929, var i tømrerlære 1930-33 og uddannedes derefter på husbygningsteknikum og kunstakademiets arkitektskole. Han arbejdede på Kooperative arkitekters tegnestue bl.a. sammen med Ivar Bentsen og Edv. Heiberg og var medindehaver af firmaet indtil 1945, hvorefter han fik egen arkitektvirksomhed. 1946-49 var B. medlem af ungdomskommissionen, 1945-49 af Kbh.s kommunes boligkommission. Han var professor ved arkitektskolen i Århus 1969-82. Indenfor Kooperative arkitekter deltog B. i projekteringen af en del større boligbebyggelser, bl.a. Haunstrupgård og Bispeparken i Kbh. og opførte (s.m. Harald Petersen) Hotel Codan, 1949-50 og et par af Bellahøjs højhuse, 1951-53. Endvidere var han arkitekt for Studenterkollegiet Solbakken i Valby, 1955-56, Kvindeligt arbejderforbunds hovedkontor, Ewaldsgade, 1959-60, Murerforbundets stiftelse, 1962-63, bygn. for Arbejdsmændenes fællesledelse, Ndr. Fasanvej, 1965-66 og Dansk metalarbejderforbunds bygn. i Nyropsgade, 1970-72 samt U-landskollegiet Bakkerne, Holte 1963-66. - Lige fra sine tidligste arbejder repræsenterede B. en saglig, usentimental, stundom lidt tung modernisme med en vis troskab over for dens hjemlige gennembrudsideer.

Familie

F: sagfører, senere kreditforeningsdirektør Orla B. (1871-1958) og Ingrid Jessen (1879-1972). Gift 1. gang med Zipora Korzen, født 17.12.1914. Gift 2. gang 28.2.1947 i Kbh. (b.v.) med sekretær Anna Margrete Ingeborg Johannsen, født 5.5.1904 i Næstved, (gift 1. gang med advokat Robert Mikkelsen 1902-70), død 1991, d. af købmand Frederik Anton Mathias Nicolaus J. (1862-1931) og Ingeborg Frederikke Jørgensen (1877-1931). - Bror til Jon Palle B.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig