Poul Henningsen, 9.9.1894-31.1.1967, arkitekt, kritiker, forfatter. Poul Henningsens mangfoldige virksomhed havde et praktisk udgangspunkt. Som søn af forfatteren Agnes Henningsen og forfatteren Carl Ewald havde han rod i det københavnske radikale miljø, men i sin tidligste opvækst blev han sat i pleje hos en snedkerfamilie i Vordingborg hvor han lærte værktøjet og dets brug at kende. Som 16-årig konstruerede han en selvpumpende cykel der forskaffede ham det Hielmstierne-Rosencroneske legat for opfindere. Hans uddannelse bestod af en række frie studier. Efter at have forladt gymnasiet begyndte han 1911 i den bygningstekniske klasse på Teknisk skole, men brød af for at blive maskiningeniør. 1914 bestod han adgangsprøven til Polyteknisk læreanstalt, men vendte efter tre semestre tilbage som arkitektstuderende på Teknisk skole som han forlod uden afsluttende eksamen 1917. Sideløbende med sin praktiske uddannelse havde Poul Henningsen forsøgt sig som maler i den senimpressionistiske stil. Hans tilknytning til malerkunsten gav hans praktiske orientering et æstetisk perspektiv der blev bestemmende for hans interesse- og virkeområder livet igennem. En af kilderne til den kunstneriske inspiration var moderne dansk kunst som Poul Henningsen tog stilling til i dens gennembrudsår som nyansat kunstmedarbejder ved tidsskriftet Vor Tid, 1917. Han var en af de få kritikere der forsvarede ekspressionismen og kubismen og blev som følge heraf medarbejder ved Axel Saltos moderat modernistiske kunsttidsskrift Klingen (1917–21) som han var med til at give et bredere og mere militant sigte, idet han bl.a. anklagede akademiet for at være en forældet institution. I forlængelse af dette angreb arbejdede Poul Henningsen på at give tidsskriftet et moderne videnskabeligt grundlag i nykantianismen, som hans filosofiske læremestre Otto Gelsted og Charles J. Schou havde introduceret i Danmark.

Poul Henningsens beskæftigelse med filosofiske problemstillinger tenderede i erkendelsesteoretisk retning. Hans andel i formidlingen af den kritiske idealisme var af stor vigtighed for radikalismens nye filosofiske grundlag. Den interesse Poul Henningsen investerede i logiskmatematiske problemstillinger i disse år er af grundlæggende betydning for forståelsen af hans arbejde på at tilvejebringe de almene principper for en videnskabelig arkitekturlære. Det arkitekturkritiske grundlag Poul Henningsen formulerede så markant i Klingen indeholdt mange af de teoretiske forudsætninger for den funktionelle æstetik han i løbet af 20erne populariserede og konkretiserede i forhold til den moderne tekniks radikale forandring af dagliglivet. Poul Henningsens udgangspunkt var vendt mod tilsidesættelsen af de økonomiske, tekniske og praktiske sociale krav som denne nye livssammenhæng stillede. Disse krav forsøgte Poul Henningsen at realisere i det kompagniskab han indgik med arkitekten Kay Fisker 1919. Samtidig begyndte han at eksperimentere med lys. Efter at have fået kontakt med belysningsfirmaet Louis Poulsen & Co. deltog han i den internationale konkurrence om moderne belysningslegemer som var udskrevet til verdensudstillingen i Paris 1925. Poul Henningsen opnåede guldmedalje for alle sine lampetyper. Kort efter konstruerede han den blændfrie PH-lampe der var det første originale stykke industrikunst i Danmark og som blev en enestående succes. Udviklingen og variationen af denne model sikrede Poul Henningsen et eksistensgrundlag der var befordrende for hans rige kunstneriske begavelse og som satte ham i stand til at udfolde en omfattende kulturkritisk og pædagogisk skribentvirksomhed i de kulturradikale ideers tjeneste. Det blev også mest gennem denne virksomhed Poul Henningsen fik indflydelse på moderne design og arkitektur, selv om der også foreligger adskillige arbejder fra hans egen hånd.

Poul Henningsens journalistiske aktivitet begyndte 1921 da han blev fast medarbejder ved Politiken (og Ektra Bladet) og fik byggestof som område. Hans understregning af arkitekturens sociale side førte ham efterhånden over i en udvidet kulturel betragtningsmåde af samfundsmæssige problemer, specielt i forbindelse med Københavns udvikling til storby. Byplanlægningsspørgsmålet fik en fremtrædende plads i Poul Henningsens journalistik der i stigende grad rettede sig mod de kommunale myndigheders kortsigtede dispositioner. De overordnede synspunkter i denne konkrete og slagkraftige kritik hentede Poul Henningsen hos engelske bybygnings- og byplanteoretikere og hos repræsentanter for den tyske og franske funktionalisme. Med udgangspunkt i dette polemiskaktuelle engagement udgav Poul Henningsen sammen med andre progressive arkitekter (bl.a. Edvard Heiberg og Thorkild Henningsen) arkitekturtidsskriftet Kritisk Revy (1926–28) der var banebrydende for de nye demokratiske idealer inden for boligbyggeri og kunstindustri. Som ansvarshavende redaktør blev Poul Henningsen den toneangivende i opgøret med de traditionalistiske stilblandinger og efterligninger der blokerede for den anvendte kunst med reel social funktion han gjorde sig til talsmand for. Principielt var kritikken i lige så høj grad vendt mod funktionalismens udartning til den mondæne og udvendige stil som fik betegnelsen "funkis". Poul Henningsens æstetiske teorier fandt deres endelige afklaring i den helhedsopfattelse af form og indhold der dikterede et praktisk reformarbejde i humanismens tjeneste. Grundlaget for hans sociale demokratiske engagement var rationalistisk begrundet i den nykantianske etik som var den ideologiske hovedkilde til den borgerlige radikalismes fornyelse.

I Kritisk Revy fik kulturradikalismen sit gennembrud. Genoptagelsen og videreførelsen af de radikale ideer blev formuleret veloplagt offensivt mod hele det gamle konservative kulturelle orienteringsmønster og sæt af værdinormer fra før krigen. Kritisk Revy fik afgørende betydning for den nyorientering der ikke bare slog igennem inden for kunstarterne, men også i synet på opdragelsen, religionen, familielivet, kvinden, seksualiteten osv. Poul Henningsen og hans medarbejdere gjorde Kritisk Revy til et provokerende kamporgan for et demokratisk frisindet kulturprogram der var i stand til at samle de intellektuelle hovedrepræsentanter for efterkrigstidens unge generation af liberal, marxistisk og freudiansk observans. De forskellige betragtningsmåder indgik som komponenter i den demokratiske fornyelse af radikalismen der antog en mere eksplicit venstreorienteret karakter efterhånden som tidsskriftets grundlag og medarbejderstab blev udvidet. En anden årsag til radikaliseringen var den afvisende holdning Kritisk Revy mødte fra socialdemokratiet som ellers havde været dets naturlige allierede. Partiets kulturpolitik forhindrede en sådan alliance; i stedet blev Kritisk Revy begyndelsen til samlingen af en kulturel venstreopposition til partiet.

Et samlet kunstnerisk udtryk for sine ideer gav Poul Henningsen i sine satiriske og lyriske bidrag til fornyelsen af mellemkrigstidens revy der indledtes 1929 med forestillingen Paa Ho'det. I skiftende samarbejde med Mogens Lorentzen, Svend Johansen, Bernhard Christensen, Liva Weel og Otto Gelsted skabte han bl.a. Kvindernes Oprør, 1931, Pæn og Høflig, s.å. og Paa Halen, 1932. Et af højdepunkterne var revykomedien Op og ned med Jeppe, 1938 hvor Poul Henningsen havde Sven Møller Kristensen som medarbejder. PH-revyerne var nyskabende i deres idémæssigt sammenhængende indhold, men også i deres dristige og raffinerede kunstneriske formsprog. Poul Henningsen var en meget bevidst og eminent dygtig sprogkunstner. I sine revyviser nåede han et særligt mesterskab. Fra disse år stammer en række viser der senere fik status som evergreens og digte, fx Ølhunden, 1929, Tag og kys det hele fra mig, 1923, Byens Lys, 1937 og Naa, 1937. I et digt om Sproget, 1936, formulerede Poul Henningsen sit sprogsyn. Hans bestræbelser for at demokratisere sproget havde som grundlag det daglige (københavnske) talesprog der i tonen svarede til hele hans livfulde og uakademiske stil. På længere sigt fik såvel hans kritiske prosa som hans visestil en normgivende betydning i dansk sprogbehandling. En lignende indsats ydede Poul Henningsen i sin kritiske Danmarksfilm, 1935 der blev udskreget som en skandale, men som siden blev anerkendt som en milepæl i dansk filmhistorie. Efter Kritisk Revy stod Poul Henningsen som sin generations ledende kulturkritiker og den mest energiske agitator for en demokratisk livsform. I kubismen så han dens klareste kunstneriske udtryk og tog i sine kunstanmeldelser i Politiken især dette aspekt op i relation til 30ernes danske maleri. Med Vilhelm Lundstrøm som eksempel argumenterede han for den moderne kunsts sociale funktion, idet han tillagde kubismen en indirekte politisk betydning i dens revolutionering af smagen og det kunstneriske formsprog. Poul Henningsen så heri en hovedkilde til funktionalismen. Han opfattede det æstetiske arbejde med de formelle elementer som et forsøg på at rense kunsten for klasseindhold og erklærede kubismen for en tilnærmelse til det klasseløse. Argumentationen ledsagedes ofte af henvisninger til kunst- og kulturpolitikken i Sovjet som Poul Henningsen havde besøgt 1928. Ud fra disse antiborgerlige kulturelle synspunkter nærmede Poul Henningsen sig i årene frem til 1933 arbejderklassen som han efterhånden så som den egentlige bærer af de frisindede ideer, selv om disse i mange henseender gik på tværs af den samtidige debat der førtes i arbejderbevægelsen om social kunst og arbejderkultur.

Offentliggørelsen af Hvad med Kulturen? 1933 var en stillingtagen og et polemisk indlæg i denne debat. Skriftet indeholdt en sønderlemmende kritik af den socialdemokratiske kulturpolitik og et forsøg på en dialog med kommunisterne som Poul Henningsen i stigende grad orienterede sig i retning af. Under indtryk af nazismens fremmarch i Tyskland påviste han parallelle reaktionære strømninger i dansk kulturliv og understregede nødvendigheden af at tage kampen op på et kulturelt sammenhængende grundlag der var formuleret mod den organiserede småborgerlighed. Med baggrund i sin egen udvikling sammenfattede han det demokratisk frisindede kulturprogram og definerede det som antinazistisk. På dette grundlag gik Poul Henningsen aktivt ind i kampen mod fascismen og de antidemokratiske tendenser, den affødte i Danmark. Han blev medarbejder ved tidsskriftet Aandehullet (1933–34) og bidrog herefter utrætteligt til de fleste antifascistiske organer 30erne igennem. Poul Henningsen havde en væsentlig andel i aktiviseringen af de intellektuelle. Han var en drivende kraft i oprettelsen af foreningen Frisindet kulturkamp, 1935, hvori det lykkedes at samle de antifascistiske kræfter i en fælles kulturel frontdannelse. Som ledende skribent ved foreningens blad Kulturkampen (1935–39) blev Poul Henningsen en samlingsfigur i modstanden mod den voksende reaktion. Denne fremskudte position kostede ham engagementet ved den radikale presse hvor han i 30erne havde arbejdet som kronikør og radiokritiker. Efter afskedigelsen fra Politiken 1938 var udfoldelsesmulighederne for Poul Henningsen stærkt begrænsede. Fra 1941 blev han redaktør af Louis Poulsens firmablad LP-Nyt og samme år blev han arkitekt for Tivoli. Til Kjeld Abells revykomedie Dyveke, 1940 (udg. 1967), skrev Poul Henningsen en række viser, bl.a. Man binder os på mund og hånd der indirekte opfordrede til modstand mod den tyske besættelsesmagt. 1943 flygtede han til Sverige hvor han til krigens afslutning virkede som foredragsholder og fik tilknytning til svenske dagblade og tidsskrifter. Et fremtrædende tema i Poul Henningsens skribentvirksomhed i emigrationen var efterkrigstidssituationen som han i modsætning til mange andre ikke ventede sig nogen demokratisk fornyelse af.

I forlængelse heraf gik Poul Henningsen efter sin hjemkomst til Danmark straks ind i debatten om udrensningen. Hans kritik af retsopgøret bragte ham i et modsætningsforhold til modstandsbevægelsen, som han beskyldte for at have overtaget nazismens metoder. Poul Henningsen stod ret alene med sine synspunkter som han fremførte med konsekvens og stort personligt mod, selv om de isolerede ham fra hans tidligere forbundsfæller der havde været aktive i modstandskampen. Bruddet uddybedes yderligere under den kolde krig hvor Poul Henningsen søgte at reformulere sin kulturkritik som et slags tredje standpunkt i østvest problematikken. Efter at have arbejdet ved Information 1947–50 blev han medarbejder ved Social-Demokraten 1950–59 der efter krigen fandt ideologisk anvendelse for Poul Henningsens demokratiske socialisme. I efterkrigstiden genoptog Poul Henningsen sit revyarbejde og skrev bl.a. den freudiansk inspirerede revy Kom frit frem, 1948. Fra denne tid stammer viser som Een verden (1948), Almindeligt (1950) og Fandens oldemor (1951). Han udgav en del af sine digte og viser i Springende vers, 1951, og Alvorlig sjov, 1953, foruden aforismesamlingen Kort sagt, 1955. Til minde om sin kunstneriske fortolker Liva Weel skrev han Livas regeringstid, 1952. 1955 udsendte han PHs dragebog. I samarbejde med Ove Brusendorff udgav han en række kulturhistoriske billedbøger med aktuelt seksualpolitisk sigte: Kærlighedens billedbog I-IV, 1956–60, Erotik for millioner, 1957, og 2. udg. af Erotikens historie, 1961–62 som senere blev udgivet på de europæiske hovedsprog.

I takt med afviklingen af den kolde krig fik Poul Henningsen en mere central position i kulturdebatten. Mange af hans kulturpolitiske synspunkter fik fornyet aktualitet og blev genoptaget og videreført af 60ernes nyradikale generation. 1960 blev Poul Henningsen igen ansat ved Politiken og samme år medarbejder ved det internationale kunstindustritidsskrift Mobilia. I sine sidste år fremførte Poul Henningsen en vægtig kritik af underholdningsindustrien og forbrugerismen, bl.a. som redaktør af forbrugerbladet Tænk, 1964. Da han 1963 blev medlem af Det danske akademi stod han stadig som en af de skarpeste kulturelle kritikere; velfærdsstaten havde efter Poul Henningsens mening ikke bragt det kulturelle demokrati nærmere som han siden 20erne havde kæmpet for. En afsluttende kulturhistorisk sammenfatning af sit demokratiske kultursyn gav han i et lille skrift Kunsten og samfundet, 1964 der blev udsendt til skolebrug. Omkring Poul Henningsens død 1967 synes hans kulturpædagogiske virksomhed endelig at have fået sit gennembrud. I hvert fald var hans synspunkter blevet populære og mødte – i modsætning til tidligere – accept og anerkendelse i langt større kredse. De kom endog til at spille en direkte politisk rolle i den kulturpolitiske debat under 60ernes højkonjunktur. Poul Henningsen betragtede demokratiet som en idé der især kunne tilnærmes ved frisindet kulturelt arbejde, derfor gav han kulturpolitikken en så central placering. Virkningen af sin egen indsats vurderede Poul Henningsen med skepsis, men det er vanskeligt at pege på nogen enkelt person der har bidraget så væsentligt til demokratiseringen af de kulturelle former som Poul Henningsen. Han var den største kulturkritiske begavelse efter Georg Brandes, hvis overblik og analytiske evne Poul Henningsen forbandt med et mere praktisk engagement i kulturkampen.

Kampens vilkår ændrede sig i de 50 år Poul Henningsen så utrætteligt engagerede sig på alle områder i den offentlige debat, men hans liberale og humanistiske ideer forblev de samme, selv om han søgte at realisere sine kulturpolitiske bestræbelser ad forskellige veje. Når ingen af disse veje førte Poul Henningsen ind i politik skyldtes det formentlig hans kunstneriske indstilling til tilværelsen der var det egentlige grundlag for hans kulturkritik. Poul Henningsens på én gang polemiske og charmerende form kunne dække over den mangel på dyberegående stillingtagen, som har været medvirkende til at han efter sin død uden videre har kunnet tages til indtægt fra forskelligt politisk hold. Hverken borgerlige partier eller socialdemokratiet kan imidlertid gøre noget krav gældende; kommunisterne har renonceret, men fremhæver især hans antifascistiske indsats. Poul Henningsens nærmeste arvtagere er sikkert de repræsentanter for ungdomsoprøret i 1968, der indtog en lignende ideologisk dobbeltholdning som Poul Henningsen under den kolde krig. Senere er mange af disse venstreorienterede intellektuelle direkte faldet tilbage på radikalismens kulturelle positioner og har i stigende omfang identificeret sig med den individualisme som Poul Henningsen var en så tiltrækkende repræsentant for. 1967 stiftedes en PH-pris som årligt uddeles til personer der har virket i Poul Henningsens ånd.

Familie

Poul Henningsen blev født i Ordrup, død på centralsygehuset i Hillerød, asken spredt på ukendt sted af Medicinsk-anatomisk institut. Forældre: cand. mag., senere vicekonsul i New York Mads Henningsen (1862–1929) og forfatter Agnes Kathinka Malling Andersen (Agnes Henningsen) (1868–1962). Gift 1. gang 10.6.1919 i København (b.v.) med Else Strøyberg, født 30.4.1896 i Ålborg, død 11.2.1982 i Hellerup (Helleruplund), d. af grosserer, godsejer til Dronninglund, russisk vicekonsul Niels Kaj Strøyberg (1868–1922) og Caroline Mathilde Andersen (1871–1936). Ægteskabet opløst 1942. Gift 2. gang 31.3.1943 i Gentofte (b.v.) med fysioterapeut Inger Andersen, født 24.6.1904 i Odense (Skt. Knud), (gift 1. gang 1927 med tandlæge, dr.odont. Otto Viktor Kemp 1887-1959; ægteskabet opløst), død 12.6.1996, d. af læge, senere overlæge Hans Carl Nielsen Andersen (1874–1959) og Flora Marie Hansted (1879–1953).

Ikonografi

Tegn. af Hans Bendix udst. 1928, af Carl Jensen udst. 1929. Buste af Jørgen Rode udst. 1940. Tegn. af Birger Lundquist og af Hans Lollesgaard (begge Kgl. bibl.). Tegn. af Anton Hansen og af Axel Jensen. Foto.

Bibliografi

Udg. Kritisk revy. En antologi ved Sv. Møller Kristensen, 1963. Vi er selv historie, red. Henrik Stangerup, 1963. Vers til idag, red. Sv. Møller Kristensen, 1966. Kulturkritik, red. Carl Erik Bay og Olav Harsløf I-IV, 1973. Om lys, red. Ebbe Christensen m.fl., 1974 (m. bibliografi over Poul Henningsens artikler om lys).

Lit. Otto Gelsted i Sirius, 1924 33–41. Harald Rue i Frem, 1934 73–76. PH i flere belysninger, red. Preben Wilmann, 1955. Johan Fjord Jensen i Dialog, 1960 nr. 3–4 4–23. Søren Krarup: Demokratisme, 1968 11–37. Sv. Møller Kristensen: Litteratursociologiske essays, 1970 81–101. Carl Erik Bay: Socialdemokratiets stilling i den ideologiske debat i mellemkrigstiden, 1973 47–55 139–45 202–13. Mihail Larsen: Kritik af den kulturradikale pædagogik, 1974 121–27. Sophus Frandsen: PHs eksempel, 1978. Litteratur og samfund i mellemkrigstiden, red. Carl Erik Bay og John Chr. Jørgensen, 1979 32–62 83–113. Olav Harsløf i Vindrosen XX, 1973, nr. 2 88-93. Poul Henningsen: Sandheden er altid revolutionær, 1980.

AV. Børge Høst: PH-filmen – meninger i tiden, 1955. Ole Roos: PH lys, 1964. PH på plade, 1965 (senere m. titlen PH – En på lampen).

Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig