Poul Kjærholm, 8.1.1929-18.4.1980, arkitekt. Poul Kjærholm blev uddannet som snedker i Hjørring og fik sit svendebrev 1949. Han frekventerede derefter Kunsthåndværkerskolens møbelskole hvor han tog afgang 1952, og hvor han derefter var lærer indtil 1956. Året før var han blevet knyttet til kunstakademiets møbelskole, og her blev han lektor 1959 og professor i arkitektur med møbel- og rumkunst som særligt fagområde 1976. Baggrunden for denne karriere er Kjærholms meget originale indsats som møbelkunstner på stålmøblernes område. Træ har altid været møbelkunstens traditionelle materiale, og dansk møbelkunst havde netop i 1940erne nået et højdepunkt med forfinede og gennemarbejdede møbler af ædle træsorter, da Kjærholm i 1950erne tegnede sine første møbler med anvendelse af stål som materiale. Når han valgte at arbejde med netop dette materiale, var det utvivlsomt fordi stålets styrke og formbare egenskaber gav ham frihed til at forme helt utraditionelle møbeltyper. Inspirationen kom utvivlsomt fra Bauhaus og 20ernes eksperimenter med stålmøbler – især vel Mies van der Rohes – men Kjærholms indsats er helt selvstændig. Gennem et samarbejde med møbelfabrikant E. Kold Christensen, som med dygtighed og entusiasme varetog produktion og salg, opbyggede Kjærholm gennem årene en ikke særlig talrig men meget eksklusiv kollektion af møbler som udmærker sig ved størst mulig enkelhed og konstruktiv klarhed.

Kjærholms møbler har været vist på talrige kunstindustriudstillinger herhjemme og i udlandet, og han er repræsenteret på Kunstindustrimuseet i København og på flere udenlandske kunstindustrimuseer. Som udstillingsarkitekt har Kjærholm demonstreret betydelige rumskabende evner. Han tegnede således den danske afdeling på Triennalen i Milano 1960 som blev belønnet med Grand prix, og Danmarks afdeling på EXPO 67 i Montreal 1967. Han fik yderligere et Grand prix for møbler på Triennalen 1957, modtog Landsforeningen dansk kunsthåndværks årspris samme år, Lunning-prisen 1958, Eckersberg-medaljen 1960, Knud V. Engelhardts mindelegat 1965, Prix de la Critique i Brno 1968 (for brugsgrafik), Møbelfabrikantforeningens årspris 1977 og ID-prisen 1973.

Familie

Født i Øster Vrå, Thorslev sogn, død i Hillerød, begravet i Hjørring. Forældre: købmand Jens Kjærholm (1895–1977) og fotograf Ragna Birgitte Knudsen (1896–1972). Gift 4.4.1953 i Hjørring med arkitekt Hanne Dam, født 24.5.1930 i Hjørring, d. af civilingeniør, amtsvejinspektør Niels Laurits Dam (1898–1976) og Else Cornelia Nielsen (1910–48).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Poul Kjærholm i Mobilia, 1955 nr. 9 25–30. Chr. Enevoldsen sst. 1958 nr. 9 10–13. Gunnar Bratvold sst. 1961 nr. 67 26–32. Sv. Erik Møller sst. 1967 nr. 146 (upag.). Henrik Sten Møller sst. 1974 nr. 230–33 12–15. Fr. Sieck sst. 1977 nr. 260 18–25. Arne Karlsen i Dansk kunsthåndværk, 1958 155–57. Bent Salicath sst. 1963 72 76. Henrik Bramsen sst. 1965–66 92–97. Ibi Trier Mørch i Form, Sth. 1963 168–72. Samme sst. 1966 248f. Henrik Sten Møller: Dansk design, 1975 112–14. Tobias Faber og Halldor Gunnløgsson i Arkitekten, 1980 225. Knud V. Jensen sst. 296.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig