Dansk Biografisk Leksikon

Tyge Hvass

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Tyge Hvass,  5.7.1885-4.9.1963, arkitekt. Født på Randrup, død i Kbh., urne på Mariebjerg kgd. Efter at have gennemgået Ålborg tekniske skole og gjort svendestykke som murer blev H. 1906 optaget på akademiet hvor han fulgte undervisningen til 1908, da han blev ansat på Anton Rosens tegnestue. Han var medarbejder hos Rosen indtil 1916, kun afbrudt af en periode 1910–11 hvor han virkede som konduktør på Ålborg amtssygehus for Hother Paludan. Årene på Rosens tegnestue blev afgørende i H.s udvikling og for hans fremtidige virkefelt blev det vel af særlig betydning at Rosen 1915 sendte ham til San Francisco som konduktør på den danske pavillon på verdensudstillingen dér. For Nationalmuseet rejste H. 1919 til De danskvestindiske øer for at udføre opmålinger og gøre studier i øernes danske bygningskunst og udgav sit materiale i Ældre dansk Architektur VI, 1925. Fra 1920ernes midte begyndte H. navnlig at specialisere sig som udstillingsarkitekt og fik stor betydning for udviklingen på dette område herhjemme, hvor paraden afløstes af saglighed forenet med en mere stilfærdig dansk tone. Han var bl.a. arkitekt og generalsekretær for den danske udstilling på museet i Brooklyn 1927, arkitekt for den danske afdeling på udstillingen Presse i Köln 1928 og arkitekt for de danske afdelinger på de internationale udstillinger i Barcelona 1929, Antwerpen 1930, Bruxelles 1935, Paris 1937 og New York 1939. Han har endvidere stået for arrangementet af en række mindre udstillinger, landbrugsudstillingen i Kbh. 1938 og de årlige Bellahøjudstillinger samt snedkerlavets møbeludstilling. Som arkitekt har H. endvidere opført en lang række bygninger. Blandt hans villaer kan nævnes: Søllingvej 6, 1930, Helleruplunds allé 15, 1931, Parkovsvej 12, 1934, Bernstorffsvej 27 og, eget hus, Tuborgvej 99, 1940. Han tegnede enkelte etagehuse, bl.a. bebyggelse ved Vognmandsmarken 1933 og KABs bebyggelse Ved Volden 1938 sammen med Henning Jørgensen. Blandt hans øvrige produktion kan nævnes landhusholdningsselskabets bygning Rolighedsvej 26, museumsbygning ved Æbelholt klosterruin 1957, J. F. Willumsenmuseet, Frederikssund, 1957, Bellahøj friluftsbad. Bellahøjvej 1–3, 1960 og Det danske hus i Paris. Han har tillige tegnet møbler, sølvarbejder og bogbind.

Familie

Forældre: jægermester Franciscus Tertius H. (1842–1932) og væver Christine Cathrine Henriette Kopp (1853–1934). -27.7.1926 i Kbh. (Maria) med koncertsanger Dina Sidenius, født 26.11.1897 på Frbg., død 4.3.1951 i Gentofte, d. af grosserer Christian Peter Carl S. (1852–1930) og Christine Ishøy (1859–1955).

Udnævnelser

R. 1936. R.1 1955.

Ikonografi

Tegn. af Ivan Opffer, 1925 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

F. Hvass: Saml. af medd. om personer og familier af navnet Hvas V, 1890 404. Architekten M, 1928 232–36 (Presseudst. i Köln); 1941 175f (folkebygn. i Sydhavnen) 193–96 (eget hus). Arkitekten U, 1933 2f; 1934 193–95 (verdensudst. i Bruxelles); 1943 145f ("By og borger" på Bellahøj). – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Læs også om Tyge Hvass i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Tyge Hvass
Tyge Hvass
1885-1963, dansk arkitekt. I forbindelse med sin ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Bellahøj
bydel på bakkedrag i København mellem Brønshø ...Artikel i Den Store Danske
Hother Paludan
1889-1994, dansk hortonom, professor i havebrug ved ...Artikel i Den Store Danske
Bruxelles
nederlandsk Brussel , tilnavn Europas hj ...Artikel i Den Store Danske
Randrup
hovedgård ved Skibsted 23 km sydøst for Aalborg, ...Artikel i Den Store Danske
bygningskunst
se arkitektur . ...Artikel i Den Store Danske
Frederikssund
by i Nordsjælland ved Roskilde Fjord   i Fr ...Artikel i Den Store Danske
Presse
Herunder kan du læse vores pressemeddelelser og nyh ...Artikel i Den Store Danske
amtssygehus
offentligt sygehus, som indtil udgangen af 2006 ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
VVil
18/07/2011
  • Læst 624 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki