Adelgunde Vogt

Adelgunde Vogt, Emilie Adelgunde Vogt, skrev sig Adelgunda, 17.7.1811-10.6.1892, billedhugger. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Ass.). Under en sygdom i sin tidlige ungdom gav V. sig, oprindelig kun for at søge adspredelse, meget af med at tegne og klippe ud i papir. Mest var det dyreskikkelser der satte hendes fantasi i bevægelse, og snart viste hun så megen evne til at gengive sådanne at forældrene bestemte sig til at skaffe hende nogen vejledning. En ung billedhugger, Johannes Heldt, gav hende den første undervisning i at modellere. En del af sine ungdomsår tilbragte V. i Sorø og Slagelse, men nogle år efter faderens død tog familien ophold i Kbh., og der blev hun elev af H. E. Freund under hvem hun studerede fra 1837 til hans død. Derefter blev hun elev af Bertel Thorvaldsen og arbejdede i dennes værksteder i de fire år han endnu levede. På Charlottenborg debuterede hun 1838 med tre originale arbejder af hvilke navnlig En Hest udskaaren i Elfenben vakte opmærksomhed ved delikat behandling, mens dog også hendes i voks modellerede heste vandt anerkendelse for tækkelig formgivning og livlig bevægelse. I en årrække hørte hun nu til de stadige og påskønnede udstillere og kunne i høj grad glæde sig ikke alene ved akademiets gunst -1839 fik hun den Neuhausenske præmie for bronzegruppen En Ko med en diende Kalv- men ganske særlig ved Thorvaldsens. I sin egenskab af akademiets direktør foreslog han febr. 1843 at hun skulle optages som medlem på en figur af En staaende Hest, 12 Quarteer høi som hun nylig havde udført; da dette imidlertid ifølge statutterne ikke kunne ske med en kvinde, blev hun æresmedlem. Det langt overvejende antal af de arbejder V. i årenes løb udførte var fremdeles dyrefigurer, især heste, dog også hjorte, køer og hunde, undtagelsesvis dyr som hun havde studeret i menagerierne. Enkelte gange byggede hun menneske- og dyreskikkelser sammen til små kompositioner eller forsøgte sig, uden synderligt held, som portrætkunstner; hun har udstillet buster af flere kendte personligheder, lægen Ole Bang, landskabsmaler J. P. Møller, konferensråd, J. Collin, overpræsident A. C. Kierulff, konferensråd J. S. Saxtorph o.fl. I marmor har hun næppe arbejdet; hendes materiale var i almindelighed voks, elfenben eller bronze. Med kongelig understøttelse rejste V. 1844 til Italien hvor hun blev i fem år. Som gift og i sin enkestands første år gav hun sig så godt som ikke af med kunsten, men 1860-72 udstillede hun igen dyr og dyregrupper der vel ikke kan regnes for betydelig skulptur, men dog fortjener agtelse i kraft af deres altid omhyggelige og smagfulde udførelse. En del af hendes arbejder der, bl.a. på bestilling af Christian VIII, var erhvervede til det daværende kunstmuseum, overførtes ved dettes ophævelse til Christiansborg hvor de gik til grunde ved slotsbranden. Større samlinger findes i Ålborg museum (især orignialmodeller) og på Gl. Estrup, et par hjortefigurer i elfenben på Rosenborg og en hestegruppe, skåret i buksbom, i kunstmuseet. En stor figur af en hjort er opstillet i bronze foran Jægerspris og en stor bronzegruppe på Vemmetofte. – Sønnen Gundo Seiersfred Vogt, født 3.6.1852, død 23.1.1939, begyndte ligeledes som billedhugger og udstillede 1873-79 på Charlottenborg. Han testamenterede godset Selchausdal, som han havde arvet 1914, med tilhørende formue til velgørende formål.