Aksel Hansen

Aksel Hansen, Aksel Christian Henrik Hansen,  2.9.1853-3.5.1933, billedhugger. Født i Odense, død på Frbg., urne på Ass. kgd. Som håndværkersøn blev H. allerede som barn fortrolig med det værktøj og de materialer han siden kom til at arbejde med i sin profession. Uddannelse som stenhugger fik han hos faderen, som træskærer hos H. C. Berg i Kbh. Gennem F. Hammeleff som han en tid arbejdede sammen med her fik han interesse for at lære at modellere, søgte på akademiet hvor han blev optaget 1876, og hvorfra han tog afgang 1879. Med Hielmstierne-Rosencrones og det Anckerske legat samt akademiets stipendium opholdt han sig 1880-81 i Italien. 1904 besøgte han Grækenland. – Fra 1880 udstillede H. regelmæssigt på Charlottenborg, og de første arbejder viser tydeligt hvordan han var skolet i den klassiske danske tradition. Det gælder debutarbejdet En fløjteblæsende dreng, 1880, og især Hagar og Ismael, 1881 (gips, Emauskirken) hvor gruppering og formbehandling leder tanken mod H. V. Bissen og J. A. Jerichau. – De følgende år var H. optaget af at modellere portrætter som han livet igennem fik mange bestillinger på, såvel private som offentlige. 1885 udførte han buster af apoteker Gustav Lotze og hustru (Fyns stifts kunstmus.), og senere disses gravmæle, s.å. af J. C. Hostrup (Det kgl. teater), 1886 af Chr. Richardt og 1887 af Meir Goldschmidt (begge Fr.borg). – På den nordiske udstilling 1888 vakte H. opmærksomhed med en kvindefigur Ekko der betegnede et traditions-brud, bragte ham megen anerkendelse og som må anses for et hovedværk. På samtiden virkede den som "en af de få friske nyfrembringelser i moderne dansk plastik" – "forunderligt moderne" (S. Michaëlis). Ekko er sikkert påvirket af den franske naturalistiske skulptur som brygger Carl Jacobsen i disse år samlede, men formentlig også af den europæisk skolede Stephan Sinding som i 80erne udstillede i København. Med den bølgende bevægelse i kvindekroppen foregriber H. tillige jugendstilens formidealer. Ekko blev købt i gips til Glyptoteket (dep. i Carlsbergmuseet) og desuden opstillet i bronze i Kgs. Have. – 1890 købte Statens museum for kunst hans bronzerelief Kristus bespottes fra samme år. Ligesom glyptotekets Kristus velsigner de små børn, 1892-1911, vidner det om H.s studier i den norditalienske renæssance. Andre opgaver med religiøse emner blev en Kristusfigur og en Ambrosiusfigur til henholdsvis Jesuskirkens og Marmorkirkens facader. Fra 90erne stammer også portrætstatuen af N. J. Fjord, 1892 (Forsøgslab., Rolighedsvej) og N. H. Volkersen som Pierrot (polykrom buste, Tivoli).

Omkring århundredskiftet løste H. en stor og i hans produktion enkeltstående dekorationsopgave, spisesalen på Sølyst ved Kbh. for generalkonsulinde Holmblad, f. Suhr. Rummet, der ligesom inventaret nu er forsvundet, fremstod monumentalt i en afdæmpet, personligt udformet jugendstil. Træværk og møbler var enkle, udført i mahogny af Mørck & Søn. Stukloftet, de dekorative felter over dørene, varmeriste og kamingitter var derimod rigt og livligt dekoreret med den for stilen karakteristiske blanding af stiliserede bladornamenter og figurer. En opgave af denne art var ret sjælden herhjemme, og løsningen vidner om H.s glimrende evner som interiørkunstner, evner han desværre ikke fortsat udnyttede.

Nu fulgte en række offentlige bestillinger på portrætter, udsmykninger og monumenter, hvortil H. så ofte blev benyttet, opgaver han løste hæderligt og omhyggeligt. Fire allegoriske statuer til kunstmuseets facade (nu nedtaget), mejerimanden Th. Segelcke, 1907 (landbohøjskolen), købmand Hans Broge, 1910 (Tietgens plads, Århus) og til fødebyen, hvor han allerede før akademitiden havde udsmykket Odense Folkebank, en rytterstatue af Christian IX, afsløret 1912. Til drabantsalen på det genopførte Christiansborg huggede H. 1910-17 seks kolossale atlanter i kalksten, muligvis inspireret af Obere Belvedere i Wien. Kunstnerisk friere var han i de romantiskekspressive statuer Uffe. 1904 (senere opstillet på stadion, Kbh.) og Urjægeren, 1922 (Dalgas boulevard). – Medlem af akademiets plenarforsamling 1909, af akademirådet 1914-23.