Eva Sørensen, f. 14.2.1940, billedhugger. Født i Herning. 1958 var S. på P. Rostrup Bøyesens malerskole, men allerede året efter var hun på kombineret studie- og arbejdsophold i Paris (Academie du Feu) og 1961–62 i Italien (Faenza og Albisola) hvor hun for alvor begyndte at arbejde med keramisk skulptur. 1962 vandt hun 1. pris på Festival della ceramica, Albisola. I de følgende år fortsatte arbejdet med keramiske skulpturer, bl.a. via forbindelse med Bing & Grøndahl og Herman A. Kahlers virksomhed i Næstved, og udstillingsaktiviteten startede med en separatudstilling i Galerie Birch i Kbh. 1963. Året efter tildeltes hun kunsthåndværkets årspris i fuld erkendelse af at det egentlig ikke er brugskunst hun laver, men fordi hun har frembragt "noget væsentligt og nyt i sin egen fortolkning af keramikkens væsen", som det hedder i begrundelsen fra kunsthåndværkets landsforening. 1969–71 arbejdede hun i Sverige med polyester og keramik. 1970 modtog hun Statens kunstfonds tre-årige stipendium og året efter udførte hun sin første større udsmykningsopgave, en skulptur i glasfiberarmeret polyester til amtsplejehjemmet i Fakse. Senere, 1974, lavede hun udsmykninger til det danske ungdomskollegium i Flensborg, trærelieffer og marmorskulpturer til Kastrup-gårdskolen 1974, en bronzeskulptur til Højdevangens torv i Skanderborg 1978, granit- og bronzeskulpturer til Langkjær gymnasium, Tilst, 1978 og en travertinskulptur til Handelsbankens tekniske hovedsæde i Ejby 1979. Blandt hendes øvrige værker kan nævnes en skulpturgruppe i to dele, rejst i Ordrupgårdsamlinngens park 1992 og en skulptur i grøn granit til Herning tekniske skole, 1996; 2003 indviedes ved Dansk polarcenter, København den monumentale skulptur Polarstenen; den består af 4 store granitblokke, der omslutter en krystalformet sten.

1972 bosatte S. sig i Italien og fra nu af blev det især sten (marmor og granit) hun benyttede som materiale. En slags gennembrud fik hun da hun i Sempione parken i Milano udstillede 16 store skulpturer hugget i grøn granit uden forudgående model. Skulpturerne vakte pressens begejstring. Det gjorde de også i Danmark da de senere på året vistes i parken til Ordrupgårdsamlingen. Fra første færd har S. arbejdet utraditionelt og personligt fantasifuldt med sine materialer. Hendes formsprog er en paradoksal blanding af noget lyrisk vegetativt og eftertænksomt gennemarbejdet. Fligede, opskårne organiske former i hårde sammenstød mellem konvekst og konkavt giver hendes skulpturer en stærkt bevæget, rytmisk linjeføring. I de 16 store granitskulpturer spilles der på kontrasten mellem ru og slebne flader. I de grove, næsten naturrå sten har hun lavet blanke linjer og partier som på en meget original måde markerer en slags forfinet sydlandsk æstetik i kontrast til noget nordisk oprindeligt og mytologisk. Hun betragtes som en af sin generations betydeligste skulptører. Også som tegner har S. dokumenteret sit særegne talent med billeder med tætløbende, delvis parallelle linjer i rytmisk bevægelse inden for en ornamentalt afgrænset form. S. er repræsenteret i en række museer og privatsamlinger. 1979 modtog hun Tagea Brandts rejselegat og Eckersbergmedaljen, 1983 Statens kunstfonds livsvarige ydelse og 1992 Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens legat. 1982 var hun Danmarks repræsentant på biennalen i Venezia.

Familie

F: fabrikant Niels S. (død 1989) og Magda Thomasen (død 1989).

Bibliografi

Hanne Pedersen i Hrymfaxe VI, 1976 6–11. Hanne Finsen og P. Restany i Udstillingskatalog, Ordrupgård, 1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig