Georg Jensen

Georg Jensen, Georg Arthur Jensen, 31.8.1866-2.10.1935, billedhugger, sølvsmed. Georg Jensen blev født i Rådvad hvor hans far var pandesmed og sliber på knivfabrikken. Familien levede i små kår, men de smukke omgivelser ved Mølleåen gav den opvakte dreng naturoplevelser som senere skulle blive en inspiration for ham som kunstner. Efter en nødtørftig skolegang begyndte han 13 år gammel som hjælpedreng i fabrikkens støberi, men da familien snart efter flyttede til København, blev han sat i lære hos guldsmed A. Andersen i Skt. Pedersstræde, og 1884 fik han sit svendebrev. Om søndagen gik han i De Massmannske søndagsskoler, og her fik han forbindelse med billedhuggeren Th. Stein som sad i skolens ledelse. Efter læretiden arbejdede han som svend hos den kendte guldsmed Holm i Sværtegade, samtidig med at han gik på teknisk skole. Men hans hu stod til billedhuggerkunsten, og i sin knapt tilmålte fritid syslede han med leret og udførte bl.a. en buste af sin far. En dag tog han mod til sig og gik op til Stein og viste ham den. Stein kunne nok se at Georg Jensen havde evner, men rådede ham til at blive ved sit håndværk. Stein fattede imidlertid interesse for den kunstbegejstrede unge håndværker og lod ham i fritiden gå til hånde i sit atelier. 1887 nåede Georg Jensen sit første mål, da han blev optaget på akademiets billedhuggerskole. 1889 udstillede han første gang på Charlottenborg (en portrætbuste), og 1891 udstillede han den legemsstore figur En høstkarl som vakte betydelig opmærksomhed. 1892 tog han afgang som eneste billedhugger.

1893 udstillede han figuren Bueskytte fra urtiden som vakte mindre interesse, og 1896 blev hans kvindefigur Flora afvist. Dette førte til hans optagelse på Den frie udstilling som et par år før var blevet stiftet i opposition til den officielle Charlottenborg udstilling. Her fik han forbindelse med Johan Rohde som han senere skulle få et nært samarbejde med. Uanset dette fik han dog akademiets stipendier i en årrække, og 1900 fik han det store rejselegat. I sommeren samme år rejste han over Paris til Italien og derfra igen til Paris hvor han opholdt sig i vinteren 1900–01, og i foråret 1901 rejste han hjem over London.

Selv om Georg Jensen således blev forholdsvis vel modtaget som billedhugger, kunne han dog ikke leve af sin kunst; han solgte praktisk taget intet. For at forsørge sin familie måtte han tage forskelligt arbejde. En tid arbejdede han på fajancefabrikken Aluminia med støbning af servantestel o.l., senere hos hofbronzestøber Rasmussen og hos P. Ipsens Enke hvor han skal have udført forskellige figurer. 1898 oprettede han desuden sammen med en kammerat fra teknisk skole, Chr. Joachim et keramisk værksted, først i en baggård på Nørrebro, senere i Birkerød. Her eksperimenterede de med brænding af keramik og opnåede ganske gode resultater. De deltog 1899 i en udstilling i Industriforeningen hvor Kunstindustrimuseet købte Georg Jensens arbejde Pigen på krukken. På verdensudstillingen det følgende år deltog de som "firma" og opnåede (ifølge F. Weilbach) Mention honorable. I Paris solgte de ganske godt, men virksomheden kunne ikke svare sig økonomisk, og den blev endelig ophævet 1906 da Chr. Joachim var blevet fast knyttet til Aluminia.

På den store udenlandsrejse havde Georg Jensen fået fornyet interesse for sit håndværk, bl.a. havde han på verdensudstillingen set arbejder af tidens mest beundrede guldsmed René Lalique. 1901 blev han mestersvend hos Mogens Ballin som et par år før havde oprettet et værksted for kunstneriske metalarbejder, og samme år udstillede han for første gang sølvsmykker hos H. Kleis. Året efter blev han indbudt til at udstille på Den frie udstilling og udstillede her atter sølvsmykker som vakte interesse hos kendere. Ballin roste hans håndværk, Emil Hannover skrev smigrende om ham og Pietro Krohn støttede ham med køb til Kunstindustrimuseet. 1904 blev et vendepunkt for Georg Jensen. Dette år traf han en københavnsk forretningsmand, grosserer Ilshøj-Sørensen, som hjalp ham til at etablere sit eget værksted i Bredgade 36 over porten. I begyndelsen var det hans sølvsmykker med rav og halvædelstene som skabte hans succes; de var noget nyt, forholdsvis billige, og de passede til stilen i de store svungne linjer i tidens damemode.

Efterhånden udvidede han virksomheden til også at omfatte bestik og korpusarbejder. Hans første korpusarbejde var en lille sølvtepotte (1905) som viser hans stil fuldt udviklet, og det første bestik som senere fik det misvisende navn Antik, er i produktion den dag idag. Allerede i disse første arbejder viste hans mesterskab sig. 1905 deltog han i en udstilling på Folksvangmuseet i Hagen i Tyskland og 1909 på Arts décoratifs i Paris og skabte dermed opmærksomhed i udlandet om sit navn. På verdensudstillingen i Bruxelles året efter opnåede han guldmedalje, og fra dette år skriver hans europæiske ry sig. I de følgende år deltog Georg Jensen i udstillinger i Berlin, Gent, San Francisco, Stockholm og Paris. Salget steg støt, og med det stadig voksende antal svende og lærlinge blev pladsen i Bredgade trods stadige udvidelser for snæver, og 1912 flyttede Georg Jensen smedjen til den "Gamle rismølle" i Knippelsbrogade 4, og samtidig åbnedes en elegant butik i Bredgade 21 med inventar tegnet af Johan Rohde.

Den voksende virksomhed krævede efterhånden mere kapital end Georg Jensen selv kunne skaffe, og 1916 omdannedes sølvsmedjen til et aktieselskab med en kapital på 600.000 kr. Det var især salget i udlandet som gjorde dette skridt påkrævet. Udstillingerne havde gjort Georg Jensen-sølv berømt, og især i Tyskland var det efterspurgt. Her åbnede den initiativrige kunsthandler Carl Dyhr fra Ålborg 1909 den første Georg Jensen butik. Også i Stockholm, hvor den svenske kunsthandler Nils Wendel forhandlede Georg Jensens sølv, og i København var der stærkt stigende afsætning. 1918 stiftede Georg Jensen sammen med sin svoger, stamhusbesidder Thorolf Møller, og Nils Wendel et særligt selskab til at varetage detailsalget under navnet Georg Jensen & Wendel. Samme år flyttede sølvsmedjen ind i den nye store bygning i Ragnagade 21 tegnet af Gotfred Tvede, og samtidig fordobledes aktiekapitalen.

Opgangstiderne fortsatte efter krigen både herhjemme og i udlandet, og 1920 afholdt smedjen en stor udstilling på Charlottenborg som blev en kolossal succes. For første gang gik det rigtig op for det danske publikum hvor stor national betydning Georg Jensens Sølvsmedie havde fået. 1921 vendte konjunkturerne imidlertid brat, og smedjen måtte gennemgå en økonomisk rekonstruktion. Den nye ledelse kom til at bestå af den kunstinteresserede ingeniør P.A. Pedersen som erhvervede interesserne i selve sølvsmedjen, herunder en gros salget, mens Thorolf Møller overtog Georg Jensen & Wendel alene og dermed detailsalget. Den økonomiske ledelse gled således Georg Jensen af hænde, men han fortsatte som kunstnerisk leder. 1925 opstod der imidlertid uoverensstemmelser mellem Jensen og P.A. Pedersen, og impulsiv som han var forlod han smedjen og rejste med sin familie til Paris hvor han forsøgte at nedsætte sig som sølvsmed. Allerede året efter blev striden dog bilagt, og Georg Jensen vendte tilbage til København og overtog atter den kunstneriske ledelse af smedjen, hvilken position han beholdt til sin død 1935. Inden da havde han set sølvsmedjens økonomi blive rettet op, især gennem de mange Georg Jensen butikker som oprettedes i de fornemste forretningsgader i en række storbyer. I 1930erne havde smedjen således udsalg i London, Paris, Berlin, Bruxelles, Geneve, Barcelona, Stockholm, Set. Thomas, Buenos Aires og New York.

Som kunstner var Georg Jensen naturligvis præget af sin tid, men hans sølvarbejder kan dog ikke karakteriseres som art nouveau. Han benyttede ganske vist plante-, frugt- og dyremotiver som forbillede for sine dekorative ornamenter, men der var intet af denne stilarts raffinerede dekadence i hans arbejder. Hans smykker var djærvt formede med sikker sans for den ornamentale helhed og med et decideret håndværkspræg. I sine korpusarbejder yndede han kontrasten mellem de spændte glatte former og de påloddede fint formede ornamentale detaljer, og han gav sølvet en helt ny materialekarakter ved at behandle overfladen med hammerslag og patinering så den fremstod halvmat. Det var nok mere end noget andet denne materialebehandling som blev indbegrebet af Georg Jensen-sølv og som gav de arbejder, der udgik fra smedjen, et egalt præg, selv om de var tegnet af andre kunstnere end Georg Jensen selv. Blandt de mange kunstnere som i tidens løb var knyttet til smedjen må først og fremmest nævnes Johan Rohde som Georg Jensen havde et frugtbart samarbejde med fra 1906, og som fra 1913 var fast knyttet til sølvsmedjen.

Alle som kendte Georg Jensen beskriver ham som et elskeligt menneske der dog rummede store kontraster i sit sind – "en ejendommelig sammensat natur, blød til sentimentalitet og hård til stejlhed" (Carl Dyhr). Han er ubestridt en af dansk kunsthåndværks store skikkelser og en af de få der har opnået verdensberømmelse. "Det er udenfor enhver tvivl, at Georg Jensen står som sin tids største sølvsmed", hed det ved hans 25 års jubilæum 1929 (Chr. Christensen). Overalt opnåede han den højeste anerkendelse. På verdensudstillingerne opnåede han foruden guldmedaljen i Bruxelles 1910 Grand Prix både i Paris 1925 og i Barcelona 1929. Hans sølvarbejder findes på så at sige alle betydende kunstindustrimuseer over hele verden.