H.V. Bissen, Herman Vilhelm Bissen, 13.10.1798-10.3.1868, billedhugger. Allerede i H.V. Bissens herkomst og barndom finder man det modsætningsforhold mellem dansk og tysk som præger Danmarks historie i 1800-tallet, og som på sin vis fik afgørende betydning for Bissens værk. Faderen var holstener, moderen en skipperdatter fra den dansktalende del af Slesvig; indbyrdes talte de plattysk. Et års tid efter Bissens fødsel købte faderen en gård i Angel der dengang var dansk af sprog og sind. Her levede Bissen sin barndom til han var fjorten år, og han bevarede senere i livet en stærkt sønderjysk accent. 1812 måtte faderen sælge gården og drage til Slesvig by hvor han havde fået et skriverembede. Det var nu meningen at Bissen skulle være håndværker ligesom sine brødre. Men han hørte til dem hos hvem driften til kunst er medfødt og tidlig viser sig. Han havde altid haft lyst til at forme i ler, skære i træ, tegne osv., og da en sygdom i fødderne udsatte den snedkerlære faderen havde tiltænkt ham og gav ham lejlighed til kunstsysler vakte det opmærksomhed. Venner af huset og andre – især auktionsforvalter J.G.R. Westphal, historiemaleren C.C.A. Bøhndel, provst C.F. Callisen – støttede ham heri og tilvejebragte en sum penge for at han kunne rejse til København, foreløbig for tre år, for at uddanne sig til maler.

1816 skal Bissen være kommet til hovedstaden. I alt fald har han 23.11. dette år betalt skolepenge i "2. Frietegningsskole" på akademiet. Ved nytår 1818 rykkede han op i "Modelskolen", men efter sigende fordi han følte sig uvel i København og nærede tvivl om sin fremgang i kunsten rejste han i foråret eller forsommeren samme år tilbage til Slesvig med den tanke måske at drage til Tyskland. Ved prins Christian Frederiks (Christian VIII) tilstedeværelse i byen på gennemrejse henledte provst Callisen imidlertid prinsens opmærksomhed på Bissen med det resultat at Bissen samme vinter på ny indfandt sig på akademiet med tilsagn om en understøttelse fra prinsen. Marts 1819 vandt han akademiets store sølvmedalje for modeltegning. Han benyttede straks den dermed følgende ret til at konkurrere til guldmedaljen med opgaven Josef forestiller sin Fader for Farao, fik også sin skitse godkendt men nåede ikke at fuldende billedet. Ved denne tid levede Bissen af at tegne og male portrætter. Desuden udførte han nogle billeder på egen hånd, bl.a. Axel og Valborg. I øvrigt skal lyst til billedhuggerkunsten nu have ytret sig stærkere hos ham, og her tilskyndedes han af J.L. Lund. Da han ville konkurrere næste gang siges han at have været så tvivlrådig med hensyn til kunstarten at kun et tilfældigt uheld – hans farvespatel knækkede – bestemte ham for billedhuggerkunsten. Valget blev for livstid. 1821 vandt han den lille guldmedalje for relieffet Jakob, som modtager Josefs blodige Kjortel og 1823 den store guldmedalje for relieffet Jesus helbreder Jairi Datter.

Bissens overgang til billedhuggerkunsten, som de arbejder Thorvaldsen udførte under sit ophold i Kbh. 1819 skal have ansporet, mødte straks medgang. Han fik bestillinger til C.F. Hansens slotskirke og modellerede 1822–23 fire serafer i relief til kuplen, fire medaljoner over evangelisterne og fire relieffer til sidegangene – arbejder der vakte interesse om hans navn, og som prins Christian Frederik og arkitekten P. Malling omtaler rosende i deres breve til Thorvaldsen i Rom. Med den store guldmedalje fulgte imidlertid adgang til akademiets rejsestipendium. Det tildeltes Bissen fra 1.1.1824 for tre år og forlængedes senere med yderligere to år, og da det endnu ikke var ledigt kom man ham til hjælp gennem en understøttelse fra fonden ad usus publicos. Juleaften 1823 var han hos sine forældre i Slesvig. Derfra fortsattes rejsen til Berlin hvor han med anbefaling hjemmefra besøgte Chr. Rauch hvilket senere rimeligvis fik betydning for hans egne nationale monumenter. I Nürnberg skal han have interesseret sig meget for Peter Visschers Sebaldus-grav, og i München blev han en fem ugers tid, her plaget af dårligt helbred. Sammen med Ernst Meyer (1797–1861) gik han til fods til Venezia hvor han opholdt sig et lignende tidsrum. Over Firenze nåede han Rom september 1824.

Opholdet i Rom strakte sig over ti år. Det afbrødes af to længere rejser. Sammen med H.E. Freund med hvem han sluttede nært venskab drog Bissen i slutningen af februar 1827 til Napoli og Pæstum, videre ad søvejen til Palermo, derfra til Siciliens sydkyst og over Girgenti, Syracus og Taormina til Etna som han besteg. 7.5. samme år var Bissen atter i Napoli og blev her sommeren over for at arbejde. Foråret 1828 berejste han hele Toscana. Under den første del af sit Italiensophold havde han mange vanskeligheder at kæmpe med, dels sit dårlige helbred, dels sin personlige beskedenhed og sit tilbageholdende væsen hvilket i begyndelsen synes at have vanskeliggjort hans forhold til Thorvaldsen. Desuden voldte det ham ulidelige kvaler at lære sig marmorhugningens teknik, og det lykkedes ham kun ved den overordentlige energi han besad. Men disse år fik en grundlæggende betydning for ham fordi han så fuldstændig levede sig ind i Thorvaldsens kunst og hans værkstedsdrift, og gennem sine arbejder modnedes han og befæstede sin position som man i København havde ventet det af ham. Til romertiden hører statuerne Blomsterpige (Glyptoteket), Paris med Æblet, Ceres, Thorvaldsens Buste i kolossal størrelse som en kreds af rigmænd skænkede akademiet i marmor, samt nogle relieffer (i Glyptoteket). Desuden betroede Thorvaldsen ham efter sine skitser at modellere den store statue og tre relieffer til Gutenberg-monumentet i Mainz hvilket indbragte ham en gratifikation på 100 louis d'ors som tegn på monumentkomiteens bifald.

2.8.1834 forlod Bissen Rom for over Slesvig at rejse til København Akademiet agreerede ham 27.10. samme år straks efter hans ankomst, og optog ham 23.3.1835 som medlem på statuetten En Valkyrie (Glyptoteket). Man var straks betænkt på at skaffe ham arbejde. Ved prins Christian Frederiks tilskyndelse og på Thorvaldsens kraftige anbefaling overdrog kommissionen til Christiansborg slots genopførelse ham at modellere en frise til slottets riddersal. Der anvistes ham værksted i materialgården. 1835–41 udførte han efter eget forslag relieffet Bacchus og Ceres, som bringer Menneskene Kulturens Gaver, ganske vist kun i gips, men et meget stort arbejde, 130 alen langt og med over 300 figurer (tilintetgjort ved slotsbranden 1884; partiel rekonstruktion i Glyptoteket). Fremdeles bestiltes atten kvindestatuer til slottets "dronningetrappe". De udførtes, ligeledes i gips, i årene 1841–58 (nu i Glyptoteket ligesom skitserne der alle er daterede 1838). Ved Freunds død juni 1840 måtte Bissen overtage fuldførelsen af dennes efterladte arbejder, bl.a. hans Ragnarok-frise til Christiansborg, og i Freunds sted valgte akademiet ham 12.10. samme år til professor i billedhuggerkunst hvortil føjedes bolig og værksteder i Materialgården. Med alt dette stod Bissen nu i en rastløs virksomhed som udøvende kunstner, lærer og værkstedsleder der varede ved hele hans liv. Ved akademiet beklædte han tillige direktørposten i treåret 1850–53. Til dels for sit helbreds skyld foretog han efterhånden en række rejser. 26.8.1841 drog han med sin familie til Rom for et års tid, og også vinteren 1845–46 tilbragte han der, begge gange sysselsat med større arbejder (iflg. Plon tillige vintrene 1846–47 og 1851–52). Badekure i Grafenberg 1844 og 1847 havde den betydning at de virkelig og varigt restituerede ham. En kortere rejse 30.5.-7.7.1859 gik over Flensborg til Rom for at besøge sønnen Vilh. Bissen, ad søvejen over Marseille til Paris for at gøre studier og hjem over Slesvig. Efteråret 1861 rejste han med familien til Rom og var tilbage i København 15.5. næste år.

H.V. Bissens gerning falder stort set i to dele – den der alt overvejende hviler på Thorvaldsen, og den der står i gæld til N.L. Høyen, og som fødtes under tryk af samtidens begivenheder. Efter overleveringen havde Bissen ondt ved at nærme sig Thorvaldsen i følelsen af dennes overlegenhed – han så i ham et uopnåeligt ideal. Et nærmere venskabsforhold opstod aldrig mellem de to mænd. Bissen gik i Thorvaldsens atelier og så og lærte, han modtog stundom hans råd og vejledning uden dog nogen sinde egentlig at blive hans elev, og han blev til sidst Thorvaldsens betroede medarbejder i Rom. På sin side støttede Thorvaldsen Bissen afgørende og viste ham en tillid som ingen anden idet han udnævnte ham til sin executor testamenti og pålagde ham varetagelsen af sin kunstneriske vilje med hensyn til sit museums organisation. På mange måder blev Bissen Thorvaldsens arvtager. Ligesom han i sin tid overtog Freunds bo arvede han Thorvaldsens ufuldendte arbejder. Efter hans skitser modellerede Bissen de tre af fire kolossalstatuer til Christiansborg slots portal (nemlig Minerva, Nemesis og Æskulap; bronze, nu i højesteretsgården), og på Christian VIIIs befaling udførte han Kvadrigaen på Thorvaldsens museum med anvendelse af en heststatue af Thorvaldsen og til dels støttet af nogle efterladte udkast. Men især viser Bissens hele værk og virksomhed punkt for punkt de samme, ydre træk som Thorvaldsens. Hans efterladenskab falder i ganske samme, proportionalt tilsvarende grupper, ɔ: foruden statuerne store produktioner af basrelieffer, portrætbuster og inspiratorisk modellerede udkast, og ligesom Thorvaldsen havde et relief-hovedværk i Alexander-frisen, fik Bissen det i sin Ceres og Bacchus-frise. Thorvaldsens emner går ofte igen hos Bissen. På samme vis som sin mester lod Bissen sig med hensyn til plastiske motiver inspirere af den omgivende virkelighed, og han delte ikke blot mesterens interesse for stillingsmotivet, men besad også den sans for situationen som denne havde arvet fra antikken. Bissens værkstedsdrift er nøjagtig kopieret over Thorvaldsens i Rom. Hos ham lærte ligeledes et efterhånden meget stort antal unge kunstnere (over 100) under form af lønnede medarbejdere. Det fik den betydning, at Thorvaldsens indflydelse på dansk billedhuggerkunst blev stående næsten århundredet ud, formidlet gennem Bissens værksted, medens Bissens mest personlige og vægtigste indsats ikke skabte skole.

Bissen nåede aldrig Thorvaldsens ynde og glidende rytme, selv ikke når han arbejdede efter hans udkast. Men Bissen havde en patos og en maskulin kraft som ytrer sig både i hans formgivning og i hans stillingsmotiver, og som derigennem skaber karakter i hans figurer. Undertiden kunne han på heldig måde tilføre Thorvaldsen disse egenskaber da han til Thorvaldsens museum huggede flere af dennes statuer i marmor (fx Mars og Amor, Vulkan, Jason). Der lå her en meget tydelig karakterforskel imellem dem. Den dramatiske skildring og den statuariske fremstilling af en situation som Thorvaldsen nok havde vist vej til henholdsvis med sin Mercur Argusdræber og sin Hyrdedreng men sjældent givet sig i kast med, stemte bedre med Bissens temperament end den Thorvaldsenske idyl på den ene side og Thorvaldsens statuariske enkelhed og bundne ro på den anden side. Bissen forenede det dramatiske moment og situationsskildringen og dyrkede dem som den patetiske situation i statuer af skikkelser i sjælekval, Orestes forfulgt af Eumeniderne, modelleret ca. 1850, Den saarede Filoktet, modelleret ca. 1854 og Den vrede Achilles, modelleret ca. 1861 (alle i Glyptoteket). Disse værker betegner Bissens tilskud til den Thorvaldsenske klassicisme. Den idylliske – specielt Thorvaldsenske – situation hvis væsentlige virkemidler er stillingsmotivets rytme og harmoni fandt dog udtryk i statuerne af en Hyrdedreng, udf. 1868, med sin stav over skuldrene og hænderne hvilende derpå og af en Fiskerdreng, ca. 1842, med en stok i hænderne. Desuden gik Bissen – i lighed med Adolf Jerichau – videre mod en virkelighedsskildring end Thorvaldsen havde gjort. Enkelte arbejder med motiver fra sydlandsk folkeliv (fx den gaaende Tiggerdreng, 1868 (Glyptoteket)) nærmer sig genrebilledet, og et værk som statuen af den siddende Fru Emilie Bissen, modelleret 1851 (kunstmuseet) har et kraftigere virkelighedspræg end det tilsvarende Thorvaldsenske forbillede (grevinde Ostermann). Situationsskildringen og dens tilnærmelse til virkeligheden blev for Bissens elever en impuls som de førte videre, og som måske mere end noget andet bidrog til at den Thorvaldsenske tradition kunne glide så umærkeligt over i det udgående århundredes naturalistiske strømning.

Efter Thorvaldsens død stod Bissen som landets førende billedhugger både personligt og kunstnerisk med stor autoritet. Størstedelen af hans hovedværker - også af dem i Thorvaldsens stil - tilhører dog tiden efter århundredets midte (altså efter at han havde vundet herredømme over sit helbred). Betegnende for den produktivitet han da udfolder er det at han efter sit fyldte 50. år slår ind på helt nye veje hvormed han fornyer sin kunst og for stedse sikrer sig en plads som en af de store skikkelser i dansk kulturhistorie og som en af vore betydeligste kunstnere. Det skyldtes de samtidige folkelige og politiske begivenheder og den støtte han fandt i Høyens vejledning. Bissen lærte Høyen at kende ved sin ankomst til Rom og omgikkes ham den første vinter dernede. Der udviklede sig hurtigt et nært og livsvarigt venskab mellem dem, bestyrket derved at Høyen ligeledes var nøje knyttet til Freund og dennes hus. Høyen støttede Bissen af al magt. Da Bissen vinteren 1835–36 havde modelleret A.S. Ørsteds buste og samtidig skitseret en portrætstatue af ham, siddende i græsk dragt samlede Høyen en kreds af velyndere der skulle virke for statuens udførelse og opstilling. Modellen udførtes også 1837 og blev et af kunstnerens hovedværker, men i mellemtiden mistede det politiske frisinds tilhængere troen på Ørsted, den folkeyndest han havde vundet svandt hen, og først 1902 rejstes statuen (efter en forstørret model, udf. af sønnen Vilh. Bissen) af danske og norske jurister i Ørstedsparken i København. Et vidnesbyrd om Høyens følelser for Bissen har man i samtidens beretninger om det overvældende indtryk som meddelelsen om Bissens død gjorde på ham. De liberale politiske begivenheder henimod århundredets midte og den nationale bevægelse som rejste sig i deres følge måtte naturligt virke stærkt på Bissen, både i kraft af hans herkomst og af hans hele usnobbede, frisindede karakter. Begivenhederne delte nationalt hertugdømmernes befolkning og dem der var kommet derfra, og de krævede af alle Danmarks ledende mænd et klart standpunkt som var dem vanskeligere at tage end man nu tænker, og som ofte nok i virkeligheden blev fremtvunget af strømmens magt. Den omstændighed at også Bissen havde måttet vælge nationalt og valgte klart dansk – at han altså havde haft en vis modstand at overvinde – gjorde ham vel egnet til at blive samtidens fortolker. Han blev det som ingen anden kunstner nogen sinde, end ikke Thorvaldsen undtaget; thi Thorvaldsen stod hævet over folkelivet på kunstens olymp, hans mission var af rent kunstnerisk art. Det blev Bissens lykke at han blev båret frem af en folkerejsnings bølge.

Allerede seks dage efter Fredericiaslaget 6.7.1849 opfordrede man offentligt til at rejse sejren et monument, og febr. 1850 anmodede en komité Bissen og Jerichau om at give udkast dertil. Som den Thorvaldsen-elev han var begyndte Bissen, hvis første skitse i øvrigt er dateret nogle dage før den officielle henvendelse, med et symbol hentet fra mytologien, ganske vist den nordiske, nemlig Uffe hin Spage, men snart nåede han sin endelige idé som blev til monumentet over Den danske Landsoldat efter Sejren i Fredericia (afsløret 6.7.1858). Hans vej dertil, som skitserne i Glyptoteket tegner den er et tungt talents gigantiske kamp med stoffet for at nå fuld afklaring. "Han maatte bryde med Aarhundreders Hævd og med sin egen Fortid som Kunstner". Her havde han en væsentlig støtte i Høyen. Det var dengang noget uhørt at fremstille den menige mand af folkets midte som symbol for en national begivenhed. Monumentet betegner vel en af de største sejre som den folkelige bevægelse har vundet i dansk åndshistorie, og Francis Beckett har godtgjort at den afgørende idé her skyldes Høyen. Selv om Bissen dermed nogenlunde forlod Thorvaldsens stil og kunstneriske åndsretning - nogle af de mest karakteristiske hovedværker i så henseende falder jo i hans seneste år - bliver Landsoldaten dog for så vidt et vendepunkt som han blev den nationale danskheds og den politiske nationalliberalismes billedhugger, og som han i denne virksomhed skabte en samtidsstil i et moderne formsprog. Dette hænger vel nøje sammen med figurernes moderne klædedragt og er afledt af tidligere militær-monumenters uniform-gengivelse (fx Rauch), men Bissen hvis dragtbehandling var skolet gennem klassicismens antikke foldedraperi stod her uden danske forbilleder. Han gav dermed den efterfølgende naturalistiske generation et grundlag den kunne bygge videre på. Med hensyn til dragtbehandling har efterfølgerne dog ikke kunnet overgå ham, hverken i miljøstemning - i alt fald således som vi nu opfatter 1840erne - eller i plastisk henseende.

Er Landsoldaten det betydningsfuldeste blandt Bissens nationale monumenter i sin idé og historisk set så står vel Krigergraven i Fredericia over de faldne fra slaget 6.7.1849 (indviet 6.7.1853) for eftertidens betragtning som det der rent umiddelbart virker mest gribende. Her føjede Bissen sit relief plastisk stærkt ind i arkitekten M.G. Bindesbølls komposition. Hans tredie store krigsmonument, den store løve, Istedløven, over graven for de faldne i Istedslaget 25.7.1850 (opstillet 1863) led historiens skæbne og bortførtes til Berlin efter krigen 1864 (tilbageleveret 1945, nu i Tøjhusmuseets gård). Til disse arbejder slutter sig mindesmærket over general Bülow, en kolossalbuste, i Fredericia, afsløret 1859 og relief til minde om maleren J.Th. Lundbye, indsat i muren på Garnisons kirke i Kbh., udført 1855. Fremdeles måtte Bissen imødekomme den folkelige taknemlighed over for Frederik VII som grundlovens giver. Hovedværket er her rytterstatuen på Christiansborg slotsplads, afsløret 1873 (fuldført og støbt i eget støberi af sønnen Vilh. Bissen). Desuden udførte han tre noget varierende statuer af kongen til Flakhaven i Odense, afsløret 1868, Køge torv, afsløret 1869 og Hillerød torv, afsløret 1880, samt en buste, 1851 (model i kunstmuseet) der er blevet opstillet mange steder i landet (marmor i Jægerspris slotshave, opstillet af grevinde Danner 1865). I kredsen af Bissens offentlige monumenter og i dansk kunst i det hele taget indtager Frederik VI's statue i Frbg. have, modelleret 1856, opstillet 1858, en fremragende plads – måske den ypperste danske portrætstatue fordi dens stemning så omfattende rummer både personen og hans tid under de allerenkleste plastiske midler. Andre portrætter fra samtiden leverede Bissen med Oehlenschlägers siddende statue ved Det kgl. teater, modelleret 1855 (først opstillet på Skt. Annæ plads 1861) og de stående statuer af A.W. Moltke, Bregentved have; rejst af grevskabets bønder 1859, H.C. Ørsted, Polyteknisk læreanstalt, modelleret 1862, afsløret 1880; (en bronzeafstøbning rejst på Gåsetorvet i Rudkøbing 1920) og Johanne Luise Heiberg, udført i marmor i kunstnerens sidste år til Christiansborg; tilintetgjort ved branden 1884; marmorgentagelse af sønnen Vilh. Bissen i Det kgl. teaters foyer. Endelig kan nævnes statuerne af Tyge Brahe ved Københavns observatorium; modelleret 1859, opstillet 1876, Tordenskjold, korsurtegården ved Holmens kirke, udført ca. 1863, opstillet 1876 og Moses ved Frue kirkes portal, modelleret 1853, opstillet 1858, den sidste et ejendommeligt udtryk for Bissens myndige væsen, hans kraft og patos.

En omfattende og vægtig del i Bissens værk udgør busterne. Deres tal er stort (1900 ejede kunstmuseet et udvalg på 119 stk.). En del bestiltes hos ham, men mange blev til på hans eget initiativ, og han skal have haft den tanke at de kunne danne et pantheon for hans tid. Det gør de også selv om tanken endnu ikke er virkeliggjort. Så godt som alle fremtrædende samtidige personligheder portrætterede han – i et knapt og ret ensformigt formsprog, men med betydelig sans for karakter og for ansigtstrækkenes evne til at aftegne individets personlighed og til med årene at modtage præg af denne. Flygtigt set ligner hans buster hinanden meget, skårne over samme læst, altid brystbilleder på en konsol; nærmere beset er de rigt varierede i ansigtsbygning. Ensartetheden og mængden har skabt dem en tidsstil. Mange benyttedes til offentlige mindesmærker (fx. N. Madvig i Svaneke, rejst 1874; grev Preben Bille-Brahe ved Hvedholm, rejst 1858; A.S. Ørsted i Viborg landsret; Olaf Rye på Garnisons kirkegård; C.J. Thomsen i Nationalmuseet, rejst 1860; J.C. Jacobsen i Københavns rådhus; L.N. Hvidt sammesteds og i Ørstedsparken (kolossalbuste, udf. af sønnen Vilh. Bissen efter faderens model, rejst 1877); Japetus Steenstrup i Zoologisk museum; samme og J. Forchhammer i Mineralogisk museum; sidstnævnte og H.C. Ørsted i Polyteknisk læreanstalt; J.F. og P.H. Classen og J.G. Moltke i universitetsbiblioteket; J.F. Schouw og C.E.F. Weyse på universitetspladsen, rejst 1856 og 1866; H.N. Clausen og Madvig sammesteds, udf. af sønnen Vilh. Bissen efter faderens modeller, opstillet 1880 og 1887; J.C. Jacobsen i Videnskabernes selskab og ved Carlsberg bryggerierne). Man kan sige at Bissen til en vis grad kom til at bestemme dansk offentligheds forestilling om hvorledes officiel og monumental bustekunst skal se ud.

Bissens udseende modsagde det svage helbred der på mange måder hæmmede ham højt op i manddomsårene. Han havde en kraftigt bygget skikkelse, lysblondt hår og blå øjne. Endnu på C.A. Jensens portræt 1835 (Glyptoteket) bærer han rødblondt rundskæg, men først i 40erne anlagde han det firkantede skæg som han bærer på sønnens portrætstatue af ham foran kunstmuseet, og som betegner det udseende hvorunder han nu kendes og huskes. Han var et pligtmenneske, altid virksom, færdedes helst i sine værksteder og sit hjem og lagde nødig sin blåstribede arbejdsbluse. Et af ateliererne havde han indrettet med sydlandske planter, levende firben, skildpadder og andre dyr – et udtryk for den længsel efter syden der fulgte ham hele livet og for de zoologiske og botaniske interesser som han dyrkede ivrigt lige fra sin tidligste ungdom. Om end tilbageholdende af naturen havde Bissen et stærkt temperament der lejlighedsvis kunne bruse op. Af vrede over A.S. Ørsteds brev 20.10.1854 til folketingets vælgere ville han fx sønderslå modellen til sin (da endnu ikke opstillede) statue af ham og hindredes kun med møje heri af en elev. Han besad selv i de samme hårde og skarpt skårne træk den sindets jævnhed, ubøjelige retlinethed og usnobbede selvhævdelse der præger det billede han gennem sine mange buster har tegnet af samtiden. Hans personlighed var monumental som hans værk, og det skyldes ikke mindst Bissens menneskelige egenskaber når "40ernes ånd" og dens mænd står for eftertiden med et skær af udpræget karakterstyrke. Kunstakademiet holdt ved hans død en mindefest 29.3.1868 med tale af Høyen og sange af Carl Ploug til musik af Peter Heise.

Bissen udstillede på Charlottenborg 37 gange 1820–70. Udlandet så arbejder af ham på verdensudstillingerne i Paris 1855, 1867, 1878, London 1851, 1862, hovedsagelig de Thorvaldsen-påvirkede og buster. Hovedsamlingen af hans værker findes i Glyptoteket, omfattende repræsentationer i kunstmuseet, på Fr.borg, i Ålborg og Århus museer. Fremdeles arbejder i Hirschsprungs samling, Fyns stiftmuseum i Odense, museerne i Maribo, Randers og Ribe, nationalmuseum i Stockholm. Sønnen Rudolf Bissen(2.4.1846–5.12.1911) var en flittig landskabsmaler uden større kunstnerisk originalitet. Han var medlem af akademiets plenarforsamling.

Familie

Født i Slesvig by, død i København (Frue), begravet sammesteds (Ass.). Forældre: landmand, senere skriver Christian Gottlieb Vilhelm Bissen (1766–1847) og Anna Margrethe Dorothea Elfendehl (1763–1848). Gift 1. gang 13.10.1835 i Birkerød med Emilie Hedevig Møller, født 19.2.1808 i København (Helligg.), død 13.12.1850 sst. (Frue), d. af melhandler, ejer af Christineberg mølle, senere Friheden i Høsterkøb Peder Christen Møller (1771–1828) og Ane Kristine Hansen (1768–1844). Gift 2. gang 16.7.1852 i København (Garn.) med Cathrine Marie Sonne, født 31.12.1809 i Birkerød, død 5.7.1892 i København, d. af kobberstikker Jeppe Jørgen Sonne (1771–1833) og Else Cathrine Zimmer (1771–1851); søster til C.E. Sonne og J.V. Sonne. Far til Vilhelm Bissen.

Udnævnelser

R. 1841. DM. 1860.

Ikonografi

Flere malede selvportr. 1816–19. Tegn. af A. Krafft, 1818, af C.A. Goos 1818/19, af A. Kuchler, 1821. Mal. af C.A. Jensen, 1823. Tegn. af E. Meyer, 1824. Mal. af J.L. Lund ca. 1824. Afbildet på gruppetegn. af D.W. Lindau, 1825 (Fr.borg), identiteten usikker. Afbildet på osteriscene af samme, 1827. Mal. af J.F. Rosenvinge, 1825. Selvportr. herme 1831 (St. mus.). Mal. af E. v. Henss, 1833, af D.C. Blunck, 1834 (Fr.borg). Tegn. af F. Nadorp, 1834. Mal. af C.A. Jensen, 1835 (Glyptoteket). Tegn. af C. Købke, 1841 (St. mus.), flere gengivelser i raderinger m.m. Tegn. af Købke (Hirschsprung). Mal. af C.A. Jensen, 1844, af J. Roed, 1844 (Charlottenborg), litograferet i 1840erne. Afbildet på Sonnes frise (på Thorvaldsens mus.). Tegn. af V. Bissen, 1856, buste af samme (Maribo mus.). Tegn. af H. Olrik, 1860 (Fr.borg), gengivet i træsnit 1860 og senere. Afbildet på Constantin Hansens mal. 1860–64 af den grundlovgivende forsamling 1848 (Fr.borg). Mal. af Rud. Bissen, 1865 og 1866. Mal. af E.H. Bentzen, 1866 (Fr.borg) og 1893. Mal. af Marstrand, 1867 (Fr.borg). Træsnit 1898 efter foto fra 1867, heraf flere gengivelser i træsnit. Medaljer 1869 af L. Hassel riis, Thv. Mule og P. Petersen (Ribe mus.). Litografi 1869 efter foto af M. Unna, flere gengivelser heraf i litografi og træsnit. Statuette af A. Paulsen, 1883, relief af Hammeleff, 1888, buste af Peters (Århus kunstmus.), mal. af Jul. Paulsen, 1893. Statue af V. Bissen, 1896 (Århus kunstmus.). Tegn. af Juul Møller, 1898. Relief af E.H. Bentzen, 1910. Tegn. af P.C. Skovgaard (Fr. borg), af C. Købke (Hirschsprung), af J. Roed (St. mus.) og af Constantin Hansen (Kgl. bibl.). Mal. af Constantin Hansen, af J. C. Weidenmarin (Kunsthaus, Zürich) og af A. Kuchler (Fr. borg). Foto. Buste af V. Bissen, 1860 (glyptoteket, marmor 1889 sst.). Buste af M.S. Elo, 1922 (sst., facaden).

Bibliografi

Breve i Kunstbladet 1898. Fortegnelse over H.V. Bissens og Vilh. Bissens efterladte arbejder, auktion 23.2.1915. – Slægt i Th. Hauch-Fausbøll: Slægtshåndbogen I, 1900 37f. - J.M. Thiele: Thorvaldsen i Rom II, 1854, og Thorvaldsen i Kjøbenhavn, 1856. N.L. Høyens skrifter I, 1871 134f. 481–90; III, 1876 352f. – P. Weilbach i Akademiets årsberetning 1897–98 10–13 (mindetale). Francis Beckett i Kunstmuseets årsskr. II, 1915. Karl Madsen i Samleren, marts 1925. Oscar Bloch: H.V. Bissen og hans hjem, 1927. Haavard Rostrup i Tilskueren, årg. 55 II, 1938 221–31. Samme i From the collections of the Ny Carlsberg Glypt. III, 1942 317–400. Samme: Billedhuggeren H.V. Bissen 1798–1868, 1945. Samme i Konstrevy årg. 22 nr. 6, 1946 301–05. Samme i Det kgl. akademi for de skønne kunster, beretn. 1946–49, 1949 24–27. Samme i Medd. fra Ny Carlsberg Glypt. årg. 9, 1952 43–49; 1969 47–52; 1970 90f. Charlotte Christensen sst., 1973 15–36 (Skitsebøger fra Sicilien). V. Thorlacius-Ussing i Arkæologiske og kunsthist. afhandl, tilegnet Fr. Poulsen, 1941–27. Else Kai Sass i Guldalderen i da. kunst, 1964. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig