• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørgen Haugen Sørensen

Oprindelige forfattere MeHa og BIrve
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Jørgen Haugen Sørensen, 3.10.1934, billedhugger. Født i Kbh. H.S. kom som 15-årig i lære som gipser og pottemager. Senere var han i en periode elev på Kunsthåndværkerskolen i Kbh., men som skulptør er han autodidakt. Debuten fandt sted 1951 på Charlottenborgs forårsudstilling, og hurtigt markerede han sig i årene derefter som en billedhugger der i form af menneske- og dyreskildringer dyrkede et intenst ekspressivt og realistisk billedsprog. En række skulpturer formet af teglrør og andre af den keramiske industris produkter blev i slutningen af 1950erne et overgangsled til et mere abstrakt formsprog, men H.S. bevarer dog fortsat i sine abstrakte skulpturer en hentydning til kropslige og andre håndgribelige fænomener. Og han røber i sine værker en stejl oprørsk og sanselig reaktion på verden og samfundslivet. På en interessant måde placerer H.S. sig med sit værk midt imellem kunstterminologiens kategorier om forestillende og ikkeforestillende, idet hans arbejder tit virker gennem tilknytninger til noget organisk genkendeligt, men samtidig skaber hidtil ukendte fortællende figurationer. Et karakteristisk træk er desuden hans uafhængighed af dansk kunstnerisk tradition. Fra 1960erne var han i kortere og længere perioder bosat i Frankrig, Italien, Tyskland, Spanien og Jugoslavien, og hans kunstneriske aktivitet er i høj grad betinget af de udenlandske relationer og et kritiskironisk forhold til dansk kunstliv. I slutningen af 60erne lavede han ofte kompositioner af flere mindre skulpturer og inddrog materialer som plastic og stof og sommetider også indslag fra andre kunstnere. 1968–70 lavede han ingen skulpturer, derimod et par film, den uafsluttede og uviste Barcelona og Landpostbudet Ferdinand Cheval. Da han genoptog arbejdet med skulpturerne skete det mest i form af sammensatte formlandskaber og ved i stadig stærkere omfang at benytte marmor som materiale. Det er i denne periode han laver den vigtige og sammensatte udsmykning foran Danmarks journalisthøjskole i Århus, 1971-73. H.S. er iøvrigt ophavsmand til en række andre udsmykninger, bl.a. skulpturerne foran Københavns Universitet på Amager, 1979 Huset der slikker solskin til Det danske institut i Rom, 1980. En lang række af hans skulpturer er opstillet i det offentlige rum i såvel Danmark som i udlandet, bl.a. Vulgær ophovning, Karup lufthavn, 1990-91, Dumhedens store flod i Ribe, 1995 og Sorg til Det franske universitet i Istanbul, 1990. H.S. var medlem af Decembristerne 1956-75 og af Grønningen 1978-88 og fra 1997. Listen over hans udstillinger, repræsentationer og udmærkelser er omfattende, bl.a. er han repræsenteret i Nasjonalgalleriet og Henie-Onstadmuseet i Oslo, Museum of Modern Art i New York, Carnegie Institute i Pittsburgh, Pensylvania, Museum of modern art, New York. Fra 1978 har han udstillet regelmæssigt på Veksølund.Han har modtaget Ungdomsbiennalens kritikerpris i Paris, Premio Europeo Biancamano i Milano, Eckersberg-medaljen 1969 samt 1979 Thorvaldsen-medaljen. Han modtog 1982 Statens kunstfonds livsvarige ydelse. Foto.

Familie

F: montør, senere fabrikant Leo H. S. (født 1905) og Dagny Amanda Mårtenson (født 1907, gift 2. gang med Niels Peter Nielsen). Gift 1968 (u.v.) med kunsthistoriker Jette Mühlendorph Christensen, født 5.1.1942 i Nørresundby, d. af forretningsfører Harald C. (død 1971) og Augusta Mühlendorph Knudsen. – Bror til Arne H. S.

Bibliografi

Jørgen Gustava Brandt i Louisiana revy IV, 1963–64 nr. 3 12f. Birgitta Trotzig: J.H.S., 1978 = Profiler i da. kunst.



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Jørgen Haugen Sørensen Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Historik