Dansk Biografisk Leksikon

Johannes Wiedewelt

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Johannes Wiedewelt, 1.7.1731-17.12.1802, billedhugger. Fra sit hjem var W. næsten forudbestemt til at blive kunstner, og en ældre tradition der går tilbage til W.s levetid beretter at han først ville være maler og endnu inden han 1746 blev konfirmeret havde været elev af den italienske maler H. Miani der forlod Kbh. 1745. Nogen sikker bekræftelse herpå findes dog ikke. Naturligt lærte han billedhuggerhåndværket hos sin far der gjorde ham til svend. Han gik desuden på det ældre kunstakademi hvor J.C. Petzold var lærer, og har nok også arbejdet hos sin gudfar Diderik Gercken, for hvem han efter eget sigende i et brev fra 1768 "i sin ungdom har gjort både tegninger og modeller". Sidst i 1740'erne modellerede W. to små buster af kongeparret; de blev sammen med dertil hørende postamenter støbt i tin og i marts 1750 overrakt majestæterne der herfor benådede kunstneren med 120 rdl. For disse rejste han 1750 udenlands for sin videre uddannelse. Turen gik først til Paris hvor faderen i en lang årrække havde arbejdet, og hvortil W. ankom 5.8. Han blev der hjulpet af den danske kunstelskende legationssekretær J. Wasserschlebe som skaffede ham ind i G. Coustou d.y.s værksted og ind på kunstakademiet hvor W. 1753 vandt den første sølvmedalje. For at eksistere måtte han arbejde som almindelig marmorbilledhugger hos Coustou. Efter to års forløb skaffede Wasserschlebe ham på anbefaling af kobberstikkeren C. N. Cochin først en årlig understøttelse fra den danske konge og senere da W. ønskede at hellige sig studierne helt og at forlade Paris for at rejse til Rom en toårig pension på 400 rdl. årlig for årene 1754 og 1755. Rejsen til Rom blev af skelsættende betydning for W. der hjemmefra gennem faderen og Diderik Gercken var opvokset i senbarokkens og rokokoens kunstneriske atmosfære.

I foråret 1754 forlod W. Paris og ankom til Rom 7.6. Han begav sig omgående til direktøren for det franske akademi, maleren C. J. Natoire, til hvem han havde en anbefalingsskrivelse fra Wasserschlebe. Natoire modtog ham med stor venlighed og tilbød ham en pensionærs fordele ved akademiet. I det første år har W. benyttet sig deraf, men i øvrigt styrtede han sig straks ind i studiet af antikkerne, og det kan ikke noksom fremhæves at han var langt inde i dette studium der blev det vigtigste resultat af hans Romophold før den tyske arkæolog J. J. Winckelmann for første gang kom til Rom 18.11.1755. Da havde W. i næsten halvandet år tegnet og studeret antikken langt mere end han var virksom som kunstner. I det hele taget udførte han kun ganske få plastiske arbejder i Rom, nærmest pligtarbejde der hjemsendtes til akademiet, således et relief, en kopi i brændtler af den belvederiske torso, og endelig en buste forestillende abbed Bracci; intet af disse arbejder kendes længere. I begyndelsen af 1756 stiftede W. bekendtskab med Winckelmann, og der udviklede sig et varmt venskab mellem dem; en del af året 1756-57 boede Winckelmann hos W., og de havde fælles husholdning. I foråret 1758 inden W.s hjemrejse var de sammen i Napoli, og de vedligeholdt en stadig korrespondance lige til Winckelmann 1768 blev myrdet i Trieste. Sin begejstring for antikken fik W. yderligere forøget gennem venskabet med denne tyske arkæolog der netop havde udgivet sit værk Gedanken über die Nachahmung der griechischen Werke in der Malerey und Bildhauerkunst (1755), en bog der næsten blev den germanske verdens bibel med hensyn til den "gode smag" i kunsten. En dansk oversættelse var i øvrigt allerede på tale ganske kort efter udgivelsen.

W.s indtryk af livet i Rom for en kunstelsker antyder han kort efter sin ankomst i et brev til Wasserschlebe: "De gamles Mesterværker, som man bestandig har for Øje, Letheden ved at studere dem, dertil en vis Melancholi paa Grund af manglende Forlystelser, den fri Levemaade – alt dette, mener jeg, tilskynder til en Koncentration, som man ikke finder andetsteds, og som er saa nødvendig for den, der vil studere". De kunstværker af antikken som man dengang mest beundrede var dog ikke dem der for os nu er indbegrebet af antik kunst, men tværtimod arbejder fra dens sidste "barokke" periode, fra hellenismen og fra romertiden. Man havde egentlig historisk set fået fat i den "forkerte" ende, når man begejstredes for den belvederiske Apollo, den borghesiske fægter, Laokoonsgruppen, niobiderne eller den belvederiske torso – disse værkers gode kunstneriske egenskaber i øvrigt ufortalt -men derimod stilmæssigt og smagsmæssigt i den del som lå senbarokken nærmest. Når klassicismen derfor følte sig som den "rene smags" repræsentant over for rokoko og barok, bedrog man i nogen grad sig selv. Af naturen har W. åbenbart været en flittig og vågen mand, så hans studieår i Rom gjorde ham til en kyndig og lærd kunstner; det var dog ikke sit specielle område alene han interesserede sig for, men også på arkitekturens felt var han vel orienteret og havde en sund indstilling. Han rapporterede de nyeste fund hjem og var ivrig for at Danmark skulle være med i kunstopkøbet; allerede i W.s stipendieår lægges grunden til en vigtig del af hans kommende virksomhed som kunstrådgiver for staten og private.

W.s stipendietid nærmede sig nu sin afslutning, og inden han skulle rejse hjemad hvor hans forældre med få dages mellemrum var døde i sept. 1757 foretog han fra 8.4.1758 en rejse til Napoli, Pompeji og Herculaneum. Den tog en måneds tid, og dens mål var studiet af de nyfundne antikker. 1.7.1758 forlod W. Rom og rejste nordpå sammen med maleren Johan Mandelberg. Over Caprarola og Siena nåede de 6.7. Firenze hvor de blev i seksten dage; han studerede her antikkerne i Uffizierne og Michelangelo, om hvis kunst han kommer med ret kompromitterende udtalelser, navnlig den ofte citerede om mediciernes kapel og dets gravmæler, der "sind schlechter, als man sich einbilden sollte". Videre rejste de Norditalien rundt: Pisa, Carrara, Lucca, Bologna, Padova og Venezia; derfra over Trieste, Innsbruck, Augsburg, Kassel, Hannover og Hamburg hjem til Kbh. hvortil de ankom 6.10.s.å. Man havde fra højeste sted ønsket W. hjem, og akademiets præses grev A.G. Moltke interesserede sig meget for den unge danske billedhugger der nu hurtigt fuldførte sine akademiske grader idet han 30.3.1759 blev agreeret på en figur af den "hvilende Hercules" og samtidig på direktøren J.-F.-J. Salys forslag optaget som akademisk medlem uden særligt receptionsstykke. S.d. blev W. udnævnt til kgl. hofbilledhugger, og 16.4.1761 blev han valgt til professor ved modelskolen.

Hoffet interesserede sig meget for W., og allerede 1759 fik han anvist atelier i materialgården ved Frederiksholms kanal, hvor siden da nogle af landets betydeligste billedhuggere har haft til huse og har det endnu den dag i dag. Hans første større arbejde hjemme var også for hoffet, nemlig en marmorsarkofag for kong Christian VI. Allerede i Rom havde han udført en stor tegning til en sådan sarkofag; formentlig er det den han 9.6.1759 foreviste akademiet der senere i nov.s.å. godkendte de endelige tegninger, som sluttelig approberedes af kongen. Derefter oprettedes kontrakt om arbejdets udførelse i løbet af fire år, men da hoffet overvældede kunstneren med nye arbejder blev sarkofagen først færdig 1768 og ikke opstillet før i efteråret 1777; det var den første klassicistiske sarkofag der blev skabt her i landet; den er ganske symmetrisk i sin opbygning, idet der ikke længere er tale om en hovedende og en fodende således som i barokkens og rokokoens sarkofager. Den prydes på langsiderne af relieffer i romersk stil med to enkle rækker af figurer på en neutral baggrund. Ved kistens ene ende holder en vinget kvindeskikkelse, det gode ry, kongens laurbærkronede portrætmedaljon, mens ved den anden ende folkets sorg er personificeret i en smuk sørgende kvindeskikkelse; dennes følelse og stemning understreges stærkt af det roligt faldende draperi.

I denne sarkofag gav W. et håndgribeligt eksempel på den nye klassiske stil som Winckelmann stadig i sine breve lagde ham på sinde at holde sig til. "Søg", skriver han således, "den ædle Simpelhed i Omridset og i Draperiet – fly Michel Angelos lærde Antydning af mange Ting, og søg, som Apostelen siger, ikke at gøre Dem alt for klog. Opelsk under den cimbriske Himmel en græsk Skønhedsfølelse, som endnu ingen har skuet, og hæv om muligt denne op over alt Føleri, som kan forstyrre præget af Skønhed" (april 1761). Ikke alene i praksis, men også i mere teoretisk form søgte W. at klarlægge den nye tids stræben. 1762 udgav han en lille traktat med titlen Tanker om Smagen udi Konsterne i Almindelighed (fot.optr. 1973). Værket røber en stærk afhængighed af Winckelmanns Gedanken ..., ja, er endog i væsentlige passager en mere eller mindre direkte oversættelse af dette skrift. Synspunkterne behandles ret fragmentarisk, og betragtningerne får efterhånden karakteren af aforismer. Tidens slagord "antikvitet" og "natur" og deres indbyrdes forhold drøftes stadig. Om naturen siger W., at den er "det Chaos, hvoraf en Kunstner skal udsøge det Skiønneste, og samle de fuldkomneste Deele ... At studere efter Naturen alleene bliver altsaa en længere og nøysommere Vej til at kiende det fuldkomne, end ved Hielp af at studere det Antique". W. røber sig her – i alle tilfælde i teorien – som en tilhænger af den germanske klassicismes alt for teoretiske og alt for dogmatiske synspunkter i modsætning til den franske klassicisme der på en forunderlig måde forstod at forene hensynet til "de gamle" med det sunde naturstudium der alle dage har været en betydende del af fransk kunsts væsen.

Samtidig med at arbejdet med Christian VIs sarkofag begyndte fik W. overdraget to kæmpeopgaver, nemlig at komme med forslag og skitser til den plastiske udsmykning af Marmorkirken (Frederikskirken) og af Fredensborg slotspark. Allerede 1749 var grundstenen til Frederikskirken nedlagt, men først sidst i 1750'erne kom der nogen gang i byggearbejdet, efter at N.-H. Jardin var blevet dens arkitekt. I marts 1760 havde W. udkast færdige dels i tegning, dels i modellerede skitser til ikke mindre end i alt 94 forskellige arbejder, nemlig 48 figurer og seks relieffer til den udvendige udsmykning og seksten figurer og 24 relieffer til den indre. Længere end til udkastene kom disse arbejder dog ikke da opførelsen af kirken efter nogle års forløb gik i stå og udsmykningen dermed bortfaldt. Skitserne er ikke bevaret.

Helt anderledes gik det med det andet store arbejde, skulpturerne til Fredensborg slotshave; denne park ønskede man at gøre til et dansk Versailles, og 1761 havde Jardin udført en ny haveplan; n.å. præsenterede W. kongen sine forslag til den plastiske udsmykning. Parterret -den halvcirkelformede plads foran havefacaden – forandrede Jardin ikke videre. Her opstilledes fire figurer af årstiderne der navnlig hvad kvindefigurerne angår er holdt i en streng klassisk stil. Hvad der særlig giver anlægget dets karakter var udformningen af "Store allé" så den blev et sidestykke til "le tapis vert" i Versailles. Til højre og venstre for indgangen til alleen anbragte W. to store dekorationer, Danmark og Norge, kraftige og monumentale siddende kvindeskikkelser på smukt proportionerede brede fodstykker som Jardin sikkert har haft noget at gøre med. Men også på anden måde har disse dekorationer forbindelse med fransk kunst, idet Danmark og Norge utvivlsomt er inspireret af Edmé Bouchardons statue af "la ville de Paris" på fontainen i Rue de Grenelle. Efter Jardins plan var Store allé ikke én græsplæne som nu, men bestod af to plæner, flankeret af runddele. I plænernes otte hjørner anbragte W. fire figurgrupper (Paris og Helena, Æneas og Anchises, Zefyr og Flora, Perseus og Andromeda) og fire store trofæer. Grupperne er velopbyggede og effektfulde, trofæerne af en virkelig pompøs virkning, men nægtes kan det ikke at begge er temmelig langt borte fra Winckelmanns "edle Einfalt und stille Grösse"; havde Winckelmann set Store allés udsmykning, ville han sikkert have følt en dyb skuffelse. Løsningen af opgaven tjener dog W. til ære; han udviste stor fordomsfrihed ved at forstå, at når man ville gøre Fredensborg til et Versailles kom man ikke uden om det rigtige og kunne ikke nøjes med en blodløs tysk klassicisme. Udførelsen af arbejderne på Fredensborg stod på 1760erne igennem, men endnu indtil et godt stykke ind i 1780erne føjedes der fra tid til anden nye skulpturer til anlægget. Disse store opgaver havde én gang for alle placeret W. som den førende danske billedhugger i 1700-tallets anden halvdel, og det strømmede nu også til ham med bestillinger fra adelen og fra private. 1760 var A. G. Moltkes hustru død og et gravkapel ved Karise kirke planlagt. Til dette udførte W. 1762-64 grevindens sarkofag der i kompositionen minder om Christian VI's.

Endnu i Frederik Vs sidste dage omgikkes man med planer om en modernisering ved Jardin af Christiansborg slots riddersal. Kongens død og Christian VIIs forestående formæling (nov.1766) fremskyndede arbejdet der for skulpturens vedkommende blev overdraget til W. Det udførtes i stuk og gips i løbet af ni måneder, skønt det drejede sig om tolv store portrætmedaljoner af de oldenborgske konger og ikke mindre end 28 trofæer samt et relief over salens indgangsdør. Det hele gik til grunde ved slotsbranden 1794. Af Frederik V's portræt findes dog et andet eksemplar på Korselitse. Også på anden måde kom kongens død til at betyde noget for W., hvem udførelsen af et stort gravmæle i Roskilde domkirke over den folkekære og kunstelskende konge blev overdraget. Kontrakten sluttedes 1769, den arkitektoniske del blev sat på plads 1775, 1789 var monumentet helt færdigt fra kunstnerens hånd, men først langt ind i 1800-tallet blev kapellet fuldført og kunstværket samlet (1825). Det er W.s hovedværk og gør en ypperlig virkning i det smukke hvide rum. De to sørgende figurer af Danmark og Norge er vel de bedste klassicistiske figurer før Bertel Thorvaldsen, den ene dog med lette barokke mindelser. Relieffet er i nyattisk stil. 1776 begyndte W. et omfattende dekorativt arbejde, monumenterne på arveprinsens gods Jægerspris. Prinsen og Ove Høegh-Guldberg ville gøre parken og hegnet dér til en nationalhistorisk mindelund, og foruden støtter på Julianehøj for sagnkongerne opstilledes i alt 54 sten. W. viste sig her ved denne beskedne opgaves løsning fra sin fordelagtigste side, den dekorative. Han havde både smag, kultur og lærdom og lægger i udformningen af emblemer og allegorier et mådehold for dagen som virkelig er klassisk. Hvad W. mellem år og dag udførte af dekorative arbejder var ikke lidt: vaser, mindesten, fontæner og søjler. En af de enkleste og kraftigste er skibssøjlen i Fredensborg have (1762-84); af andre kan nævnes obelisken for Frederik V på Bregentved (1772) og søjlen for den Moltkeske familiesammenkomst på Glorup (1782).

Et af W.s smukkeste arbejder er Ludvig Holbergs sarkofag i Sorø kirke som akademiet lod udføre 1779-80. Selve den velproportionerede sarkofag er prydet med to relieffer forestillende historiens og heltedigtets muser samt en ypperlig portrætmedaljon af akademiets velgører, skarp og bestemt i udtrykket, klar og koncis i formen. En del år senere er gravmælet over en anden stor legatstifter J. F. Classen udført. W. havde ofte haft arbejde for ham, så det var kun naturligt at det blev W. der 1793 kom til at udføre den posthume buste. I nov. 1795 afleveredes gravmælet i Vinderød kirke; det var af temmelig bombastisk karakter og viser et tilbagefald til barokke monumentformer som W. lige siden sin Romtid havde bekæmpct. Hans sidste betydelige arbejde er figuren Troskab på Frihedsstøtten (udført 1797). Gennem det sidste tiår af århundredet gik det jævnt tilbage for W. også i legemlig henseende, og den tidligere så fejrede kunstner mærkede at tiden var en anden. Nu og da oplivedes han når kollegaen fra Sverige – J. T. Sergel – kom på besøg. W. var en elskelig og vennesæl mand, og Sergel sendte altid varme hilsener til ham. I begyndelsen af 1800 blev W. ramt af et apoplektisk tilfælde. I de kommende to år gik det rivende ned ad bakke for ham; han kom i åbenlys trang, og til sidst så han ingen anden udvej end selv at søge døden. 17.12.1802 om aftenen druknede han sig i Sortedamssøen. Dette dødsfald – ligesom Jens Juels få dage efter – vakte stor bevægelse i Kbh. Grevinde Sophie Reventlow skrev 28.12. derom til sin svigerinde: "W., en Olding på 70 Aar, har druknet sig paa Grund af Næringssorger. Dette er store Tab for Kunsten. Callisen havde set W. i et Selskab, kort før han fattede den frygtelige Beslutning, og tilsyneladende var han da meget munter; men han havde vænnet sig til en Levevis, som han ikke kunne fortsætte, og hans Formuesomstændigheder vare derangerede, han selv for stolt til at lade nogen mærke det".

Gennem 40 år beherskede W.s klassicisme dansk billedhuggerkunst, men han var en ener, og hans specielle form levede ikke ud over hans død. Hans virksomhed var kolossalt omfattende. Foruden de egentlige billedhuggerarbejder udførte han modeller for porcelænsfabrikken, tegninger til medaljer, til festdekorationer, til interiører (møntkabinettet på Rosenborg), til bøger, møbler og haveanlæg (Fuglsangs, Bregentveds og Hvidkildes haver), ligesom han var- sagkyndig ved anskaffelse af kunstværker o.l. (navnlig under en rejse til Paris og London 1768-69 i følge med arkitekten Jardin). Endelig var han i en lang årrække kunstakademiets direktør, i alt otte gange i tiden 1772-94. Hans ulykke var at han fra sine unge år blev overvældet med opgaver, så han ikke fik ro til at modnes og vokse i stilhed i sin kunst. Måske var han også for lærd, i hvert fald manglede der varme og frodighed i hans arbejder. Hans bedrift var at føre klassicismen helt til sejr, om end hans rod tilbage til barokkens og rokokoens tid aldrig helt blev skjult. Han gennemførte dog "den rene og gode smag" i publikums bevidsthed, og man kan uden at overdrive karakterisere ham som en betydelig dekorationskunstner; vi har vanskeligt ved at forestille os, hvordan det ville have set ud i vor billedhuggerkunst fra Frederik V's festlige dage til Frederik VI's sparetider, om ikke W. havde forsøgt "under den cimbriske himmel at opelske en græsk skønhedsfølelse".

Familie

Johannes Wiedewelt blev født i København (Petri), døde sst. (Petri) og blev begravet sst. (Ass.).

Forældre: billedhugger Just Wiedewelt (1677-1757) og Birgitte Lauridsdatter (1699-1757). Ugift.

Ikonografi

Tegn. af J. E. Mandelberg ca.1756 (kunstakad.s bibl.). Mal. af P. Als ca.1757 (Fr.borg), litograferet 1877 og stukket af A. Repholtz, 1923. Mal. af Als, 1766 (kunstakad.), efter dette kopi af Hans Hansen (Fr.borg), stik af J. M. Preisler samt træsnit 1878. Min. af W. A. Müller, 1773 (kunstakad.). Buste af Hartman Beeken udst. 1778 (Kgl.bibl.). Afbildet ved Fr. Vs sarkofag på stik af J. F. Clemens, 1783, figuren kopieret af G. L. Lahde på satirisk stik 1788. Karikatur af J. T. Sergei ca.1797 (Nationalmus., Sth.). Tegn. af G. L. Lahde, 1799 (Kgl.bibl.), stukket af samme s.å., efter dette litografier og træsnit. Gouache af W. A. Müller, 1800 (Fr.borg), tegn. af samme (sst.). Tegn., formentlig selvportr. (kobberstiksaml.). Silhouet (Kgl. bibl.). Min. (Fr.borg). Tegn. af N. Abildgaard (sst.; Fr.borg). Relief af Th. Stein, 1877 (Ribe og Odense kunstmuseer), statuette af samme, 1901. Statuette af F. E. Ring, 1884 (glyptoteket; Fr.borg). Buste af Elo, 1920 (1922 glyptotekets facade). Afbildet på mal. af V. Neiiendam udst. 1934. – Gravmæle af A. Weidenhaupt, 1804.

Bibliografi

J. J. Winckelmann: Briefe, udg. Walther Rehm I-IV, Berlin 1952-57. – [Aug. Hennings:] Essai sur les arts ... en Dannemarc, 1778 97-103. Carl Justi: Winckelmann. Sein Leben, seine Werke und seine Zeitgenossen II, Lpz. 1872 (5. opl. 1956). Fr. J. Meier: Efterretn. om billedhuggeren J. W. og om kunstakad. på hans tid, 1877. Th. Oppermann: Kunsten i Danm. under Fr.V og Chr.VII, 1906 79-87. P. Johansen: Før Thorvaldsen. Rom-Kbh., 1910 = Blade af da. kunsts hist. V 77-101. Tegn. af maleren C. M. Tuscher og billedhuggeren J. W., udstill.kat. ved Victor P. Christensen, Kunstforen. dec.1916. Mario Krohn: Frankrigs og Danm.s kunstneriske forbindelse i det 18. årh. I–II, 1922. Mindestøtterne på Jægerspris, m. tekst af V. Thorlacius-Ussing, 1924. Chr. Elling i Danske herregårdshaver, 1930-39 357-59. Louis Réau: Histoire de l'expansion de l'art français. Pays scandinaves, Paris 1931 48f. Karl Wilh. Tesdorpf: J. W., Hamb. 1933. Danm.s kirker. Præstø amt II, 1933-35 1071 1105 1108. Sorø Amt I, 1936. København I–II. 1945-65. Maribo amt II, 1951. Kbh.s amt IV, 1951. Rom og Danm., red. L. Bobé I, 1935 146-52 o.fl.st. V. Thorlacius-Ussing i Kunstmuseets årsskr. XXII, 1935 111-30. L. Bobé sst. XXVIII, 1941 142f (om slægten). Vagn Poulsen sst. 143-47. Georg Galster i Kulturminder I, 1939 115-36. Rud. Buick i Nordelbingen XX, Heide in Holstein 1952 137-41. Oscar Reuter-svärd i Ord och bild LXIX, Sth. 1960 1-6. Hakon Lund i Tilegnet Mogens Koch, 1968 234-40. Hans Georg Skovgaard sst. 241-48. Jan Steenberg: Fredensborg slot, 1969. Rolf Wiecker i Text og kontext I,1, 1973 31-69 og II,1, 1974 22-63. Pierre-Maxime Schuhl i Gazette des beaux-arts CXVII, Paris 1975 49-60. Hakon Lund: Mindelunden ved Jægerspris, 1976. Samme i Enten eller. Udstill.kat., Sophienholm, 1980 35-43. Birgitte Bøggild Johannsen i En bog om kunst til Else Kai Sass, 1978 29 31-33. Karin Kryger i Architectura IV, 1982 17-29 34-38 40-42. Samme i Hafnia 9, 1983. Cras XXXV, 1983. – Papirer i Kgl.bibl.

Læs også om Johannes Wiedewelt i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Johannes Wiedewelt
Johannes Wiedewelt
dansk billedhugger, 1731-1802. Johannes Wiede ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Bologna
by i den sydlige udkant af Posletten i Nord ...Artikel i Den Store Danske
Coustou
fransk billedhuggerfamilie. Nicolas Coustou (165 ...Artikel i Den Store Danske
Chaos
(gr. 'tomrum, gab'), i græsk mytologi den tilstan ...Artikel i Den Store Danske
Anchises
græsk mytologisk figur, trojansk fyrste, som med gud ...Artikel i Den Store Danske
Firenze
... Florens , (tysk Florenz ), hovedstad for ...Artikel i Den Store Danske
Augsburg
by i den tyske delstat Bayern, 55 km nordvest fo ...Artikel i Den Store Danske
Christiansborg
dansk hovedfort på Guldkysten , påbegyndt 16 ...Artikel i Den Store Danske
Carrara
norditaliensk by 50 km nordvest for Pisa ; 65.0 ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
VTh-U
18/07/2011
  • Læst 886 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki